29. AUGUST 2023
ARGENTINA
Offentlig forkyndelse under U20-VM i fodbold i Argentina
Fra 20. maj til 11. juni 2023 blev der afholdt U20-VM i fodbold i fire store byer i Argentina. Mindst 400.000 fra Argentina og mange andre lande besøgte det tre uger lange arrangement. Flere forskellige steder i løbet af verdensmesterskabet blev der sat litteraturvogne op. Omkring 500 brødre og søstre var med i den særlige kampagne, og i alt gav de mere end 500 publikationer til interesserede. Mange blev henvist til jw.org for at få svar på deres spørgsmål om Bibelen.
En lokal mand kom hen til en af standene og fortalte at han plejede at høre podcasts når han trænede. En af brødrene viste ham jw.org og forklarede hvordan han kunne downloade vores publikationer i lydformat. Manden sagde at han ville begynde at tilføje vores publikationer til sin spilleliste.
For at prøve at få kontakt med de mange besøgende fra andre lande blev der stillet litteratur op på ni forskellige sprog. Derudover lærte mange forkyndere nogle fraser på forskellige sprog for at kunne hilse på dem der kom hen til standen. En af brødrene der var med i kampagnen, sagde: “Jeg synes at alt det der bliver gjort for at nå mennesker fra så mange lande, viser hvor kærlig og upartisk Jehova er. Jeg er meget glad for at få lov til at være med!”
Interessant nok gav arrangørerne Jehovas Vidner lov til at sætte stande op i områder som andre af sikkerhedsgrunde ikke havde adgang til. En af dem der var med til at organisere arrangementet, forklarede hvorfor Jehovas Vidner fik den særlige tilladelse: “Vi ved at Jehovas Vidner er fredelige mennesker, og at de ikke udgør nogen trussel for sikkerheden.” Det førte til at der blev aflagt et godt vidnesbyrd for meget af sikkerhedspersonalet.
Det er opmuntrende at se alt det Jehovas tjenere gør for at nå så mange som muligt med den gode nyhed om Riget. – Prædikeren 11:6.