Gå direkte til indholdet

5. NOVEMBER 2013
ARMENIEN

Armenien tilbyder alternativ civil tjeneste til samvittighedsnægtere

Armenien tilbyder alternativ civil tjeneste til samvittighedsnægtere

Regeringen i Armenien ser ud til endelig at have anerkendt rettighederne for dem der nægter at udføre militærtjeneste af samvittighedsgrunde. Den 23. oktober 2013 hørte og godkendte Armeniens republikanske kommission anmodningerne om alternativ civil tjeneste for 51 af de mere end 90 Jehovas Vidner der havde ansøgt om dette nye program (kommissionen vil også overveje de resterende ansøgninger). Blandt dem der fik godkendt deres ansøgning om alternativ tjeneste, var 6 af de 20 Jehovas Vidner fra fængslet i Erebuni som også havde ansøgt om det nye program. Disse 6 fanger blev løsladt den 24. oktober 2013. Kommissionen vil overveje ansøgningerne for de resterende indsatte Jehovas Vidner der ansøger om alternativ tjeneste, og det forventes at de der vælger programmet, også vil blive løsladt.

Et nyt program

Denne udvikling begyndte da Armenien den 8. juni 2013 vedtog nogle lovændringer der bringer Armeniens lov om alternativ tjeneste i harmoni med europæiske normer. Ændringerne blev indført den 25. juli 2013. Armeniens præsident henviste til denne lovændring i sine bemærkninger til Europarådets Parlamentariske Forsamling den 2. oktober 2013 da han sagde: “Folk der ikke ønsker at tjene i hæren på grund af deres samvittighed, vil blive fritaget for strafansvar ifølge vores procedurer.” Den 3. oktober 2013 vedtog Armenien en lov der gav et amnesti der reducerede straffen for samvittighedsnægtere med seks måneder. På grund af dette amnesti blev otte Jehovas Vidner der havde mindre end seks måneder tilbage af deres fængselsstraffe, løsladt den 8. og 9. oktober 2013.

Det nye program for alternativ civil tjeneste giver samvittighedsnægtere mulighed for at tjene deres land på en måde der er i overensstemmelse med deres bibeloplærte samvittighed. Det hører ikke længere under militæret i Armenien, men er under civilt tilsyn. Kravet for civil tjeneste er 36 måneder med en 48-timers arbejdsuge og 10 dages ferie om året. De der ansøger, vil modtage opgaver tæt på deres hjem og vil tjene i ikkemilitære roller.

Skridt der førte til lovændringerne

Da Armenien blev medlem af Europarådet i 2001, forpligtede landet sig, som alle nye medlemslande, til at indføre en lov om alternativ tjeneste og løslade alle samvittighedsnægtere. På trods af denne forpligtelse blev Armenien ved med at retsforfølge og fængsle unge mænd blandt Jehovas Vidner.

Gennem de sidste 20 år har mere end 450 Jehovas Vidner afsonet lange fængselsstraffe, ofte under barske forhold og dårlig behandling.

Der var et glimt af håb for samvittighedsnægtere da Armeniens lov om alternativ tjeneste trådte i kraft den 1. juli 2004. Da den blev gennemført, viste det sig dog at programmet for alternativ tjeneste var under militærets tilsyn og kontrol og blev indført som en straf. Europarådet påpegede gentagne gange at programmet for alternativ tjeneste ikke var i harmoni med europæiske normer. For eksempel skrev Europarådets Parlamentariske Forsamling i resolution 1532 (2007) at den var “meget bekymret over at en mangel på ægte civil tjeneste fører til at mange samvittighedsnægtere, hvoraf de fleste er Jehovas Vidner, fortsat bliver fængslet fordi de foretrækker at gå i fængsel frem for at udføre en alternativ tjeneste der ikke virkelig er civil”.

FN’s Menneskerettighedskomité udtrykte også sin bekymring over at Armenien blev ved med at fængsle samvittighedsnægtere blandt Jehovas Vidner. I sine afsluttende betragtninger fra dens 105. session (2012) sagde komitéen:

“Regeringspartiet bør oprette et reelt alternativ til militærtjeneste, som virkelig er ikkemilitært, tilgængeligt for alle samvittighedsnægtere og ikke straffende eller diskriminerende i form, omkostning eller varighed. Regeringspartiet bør også løslade alle samvittighedsnægtere der er i fængsel fordi de nægter at udføre militærtjeneste eller det eksisterende alternativ til militærtjeneste.”

Hjælp fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR)

Da der ikke var nogen hjælp at hente ved de armenske retsinstanser, indsendte Vahan Bajatjan og to andre unge mænd blandt Jehovas Vidner der var blevet dømt, anklager mod Armenien til ECHR. Vahan Bajatjans sag blev vendepunktet da Menneskerettighedsdomstolens Storkammer den 7. juli 2011 afsagde en klar kendelse til hans fordel. For første gang i ECHR’s historie blev der afsagt en kendelse om at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention beskytter samvittighedsnægtere. Den gunstige kendelse fra Storkammeret blev fulgt op af fire andre kendelser fra ECHR. Disse kendelser beskytter rettighederne for samvittighedsnægtere. *

Ansøgere i sager hvor ECHR for nylig har afsagt domme angående retten til samvittighedsnægtelse: Vahan Bajatjan, Hajk Bukharatjan, Ashot Tsaturjan.

Uden at respektere Storkammerets dom i sagen Bajatjan mod Armenien retsforfulgte og dømte den armenske regering 29 unge Jehovas Vidner der var samvittighedsnægtere; ud af disse blev 23 fængslet. Fra juli 2011 til oktober 2013 har 86 mænd tilsammen tilbragt over 168 år i armenske fængsler. Nogle af disse unge mænd har opponeret mod den ulovlige fængsling ved at indsende yderligere anmodninger til ECHR.

Fortsatte bekymringer

Samvittighedsnægtere der har udstået deres fængselsstraf, og de der blev løsladt i oktober 2013, håber at deres straffeattest vil blive renset, i harmoni med Armeniens seneste ændringer af deres straffelov. En anden bekymring er om der vil blive betalt skadeserstatning til dem der er blevet dømt og fængslet efter dommen i Bajatjan-sagen.

Man mangler stadig at se det endelige resultat af at Armenien har ændret loven om alternativ tjeneste. Men det ser ud til at Armenien har gjort meget for at anerkende rettighederne for dem der nægter at udføre militærtjeneste af samvittighedsgrunde.

Den lange vej til et acceptabelt program for civil tjeneste

Hvornår

Udvikling

2001

Armenien bliver medlem af Europarådet og bliver pålagt at indføre en acceptabel lov om alternativ tjeneste

2004

Loven om alternativ tjeneste bliver indført, men programmet er under militærets tilsyn og er derfor uacceptabelt for Jehovas Vidner

2006

Ændringer i loven om alternativ tjeneste tilføjer straffebestemmelser, men fører ikke til ægte civil tjeneste der er acceptabel for Jehovas Vidner

2011

I en dom med stemmerne 16 mod 1 i sagen Bajatjan mod Armenien afgør ECHR’s Storkammer at der er sket en overtrædelse af retten til samvittighedsfrihed, og derved bliver rettighederne for samvittighedsnægtere beskyttet

2012

Menneskerettighedsdomstolen afsiger to domme mod Armenien angående samvittighedsnægtelse: Bukharatjan mod Armenien og Tsaturjan mod Armenien

2013

Den 8. juni træder nye lovændringer i kraft, og den 25. juli bliver de gennemført, hvilket kan føre til ægte civil tjeneste

Den 8. og 9. oktober løslader Armenien otte samvittighedsnægtere

Den 23. oktober godkender den republikanske kommission ansøgningen om alternativ civil tjeneste for 57 Jehovas Vidner, deriblandt 6 af de 20 der stadig er fængslet i Armenien

Den 24. oktober løslader Armenien 6 Jehovas Vidner fra fængslet i Erebuni

^ par. 12 Se Erçep v. Turkey, no. 43965/04, 22. november 2011; Bukharatyan v. Armenia, no. 37819/03, 10. januar 2012; Tsaturyan v. Armenia, no. 37821/03, 10. januar 2012; Feti Demirtaş v. Turkey, no. 5260/07, 17. januar 2012.