3. DECEMBER 2012
ARMENIEN
Armenien beordres til at betale erstatning til 17 Jehovas Vidner
STRASBOURG, Frankrig – Den 27 november 2012 afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol en kendelse om at den armenske regering skal betale 112.000 euro (cirka 840.000 kroner) i erstatning og sagsomkostninger til 17 samvittighedsnægtere for krænkelse af deres menneskerettigheder.
I 2005 var 17 unge mænd der var Jehovas Vidner, i gang med at udføre civil tjeneste. Men da det gik op for dem at denne tjeneste hørte under militæret, kunne de ikke længere med god samvittighed udføre den, og de forlod derfor de steder de var. De blev derefter arresteret og retsforfulgt. Nogle af dem var varetægtsfængslet i flere måneder, og med tiden blev 11 idømt fængselsstraffe på to til tre år.
Menneskerettighedsdomstolen afsagde en kendelse om at disse retsforfølgelser og fængslinger var ulovlige fordi man i 2005 ikke havde nogen lov i Armenien der gjorde det til en strafbar handling at forlade civil tjeneste. Domstolen fandt at Armenien havde krænket Jehovas Vidners ret til frihed og sikkerhed, som er sikret gennem Menneskerettighedskonventionens artikel 5. Den armenske regering frafaldt senere anklagerne mod de 17, men nægtede at betale erstatning for de ulovlige retsforfølgelser og fængslinger. Derfor beordrede domstolen at Armenien skulle betale erstatning for svie og smerte og for sagsomkostningerne.
Denne dom følger efter tre andre kendelser afsagt af Menneskerettighedsdomstolen mod Armenien i spørgsmålet om neutralitet. I alle fire sager havde myndighederne i Armenien behandlet samvittighedsnægtere der er Jehovas Vidner, dårligt og uretfærdigt, som om de var farlige kriminelle.
“Den dom der blev afsagt af Menneskerettighedsdomstolen, er med til at råde bod på de uretfærdigheder som disse Jehovas Vidner har lidt under,” siger André Carbonneau, en af advokaterne for de tiltalte. “Denne række af sejre over Armenien ved Menneskerettighedsdomstolen sender en tydelig besked til andre lande inden for Europarådet såvel som til Eritrea, Sydkorea og lande i Centralasien angående Jehovas Vidners ret til at nægte militærtjeneste.”
Presseansvarlig:
David Semonian, Informationstjenesten, tlf. +1 718 560 5000
Armenien: Tigran Harutjunjan, tlf. +374 93 900 482