Gå direkte til indholdet

29. OKTOBER 2019
ASERBAJDSJAN

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsiger dom til fordel for fem Jehovas Vidner i Aserbajdsjan

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsiger dom til fordel for fem Jehovas Vidner i Aserbajdsjan

Den 17. oktober 2019 blev der ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR) afsagt en dom til fordel for vores brødre i Aserbajdsjan der bliver retsforfulgt fordi de af samvittighedsgrunde nægter at gå ind i militæret. Dommen bekræfter at det er en krænkelse af et menneskes ret til samvittigheds-, tanke- og religionsfrihed at straffe nogen for at være samvittighedsnægter. Dette er den første afgørelse fra ECHR der har et positivt udfald for Jehovas Vidner i Aserbajdsjan.

Afgørelsen gælder fire sager der er indsendt til domstolen mellem 2008 og 2015. Sagerne omhandler fem brødre: Mushfig Mammadov, Samir Husejnov, Farid Mammadov, Fakhraddin Mirsajev og Kamran Mirsajev. De blev alle dømt og fængslet i Aserbajdsjan fordi de nægtede at udføre militærtjeneste. Domstolen nåede frem til at brødrenes beslutning om at nægte militærtjeneste af samvittighedsgrunde var baseret på en “oprigtig religiøs overbevisning”, og at Aserbajdsjan derfor havde krænket Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i forbindelse med brødrenes sager. Derudover gjorde domstolen opmærksom på at det ikke kun bør være præster og religionsstuderende der kan vælge alternativ tjeneste. Domstolen pålagde også Aserbajdsjan at betale erstatning til de fem brødre.

Som det blev forklaret i domstolens afgørelse, havde Aserbajdsjan officielt givet løfte om at vedtage love om alternativ, civil tjeneste da landet tilbage i 2001 blev en del af Europarådet. Desuden giver Aserbajdsjans forfatning allerede rum for alternativ, civil tjeneste til personer der ikke kan aftjene værnepligt på grund af deres personlige overbevisning. Men regeringen har endnu ikke etableret lovgivning på området, og vores brødre bliver stadig retsforfulgt for samvittighedsnægtelse.

Vi håber at domstolens afgørelse vil motivere regeringen i Aserbajdsjan til at tilbyde alternativ, civil tjeneste. Indtil det sker, beder vi for at vores brødre i Aserbajdsjan vil blive ved med modigt at tjene Jehova. – Salme 27:14.