28. MAJ 2021
ASERBAJDSJAN
FN’s Menneskerettighedskomité beskytter Jehovas Vidners ret til at afholde religiøse møder
Den 26. april 2021 traf FN’s Menneskerettighedskomité en vigtig afgørelse i sagen Aziz Aliyev og andre mod Aserbajdsjan. Det er den tredje afgørelse komitéen har truffet til fordel for Jehovas Vidner i Aserbajdsjan, og den beskytter vores ret til fredeligt at kunne tilbede vores Gud.
Sagen drejer sig om en ulovlig politirazzia i Aliabad i Zagatala-regionen. Den 21. september 2013 brød politibetjente ind i bror Aziz Aliyevs hus, hvor flere Jehovas Vidner var samlet til et religiøst møde. Betjentene ransagede hjemmet, truede vores brødre og søstre og konfiskerede deres litteratur, personlige dokumenter og penge. Derefter tog de dem alle sammen med på politistationen. På vej hen til stationen fik søster Havva Aliyeva et epileptisk anfald og mistede bevidstheden. Da politibetjentene opdagede det, blev de nødt til at køre hende på hospitalet. Da hun kom til bevidsthed, blev hun hurtigt ført til politistationen til afhøring.
Senere afgjorde Zagatala Distriktsdomstol at mange af vores brødre og søstre skulle betale en bøde på 1.500 aserbajdsjanske manat (cirka 10.000 kroner på det tidspunkt). Sheki Appeldomstol stadfæstede distriktsdomstolens ulovlige afgørelse. Efter at have afprøvet alle appelmuligheder i Aserbajdsjan appellerede vores brødre til FN’s Menneskerettighedskomité.
Komitéen afgjorde at Aserbajdsjan havde krænket vores brødres ret til religionsfrihed, og at det var ulovligt at de havde arresteret og straffet dem. Komitéen bemærkede i sin afgørelse at Jehovas Vidner var blevet udsat for dårlig behandling af myndigheder og politibetjente som “truede dem med fængsel, hånede dem og kritiserede deres religion uden at komme med nogen forklaring på hvordan deres møder og litteratur havde skadet eller kunne skade andre”. Aserbajdsjan blev bedt om at yde vores brødre erstatning og at “gøre alt hvad der er nødvendigt, for at undgå at lignende krænkelser sker i fremtiden, blandt andet ved at tage sine love og/eller fremgangsmåder op til fornyet overvejelse”.
Vi er glade for at vores brødre og søstre i Aserbajdsjan i de senere år har kunnet mødes frit for at tilbede vores Gud sammen. Vi takker vores Gud, Jehova, for at sandheden fortsat bliver juridisk stadfæstet ved flere domstole. – Filipperne 1:7.