11. DECEMBER 2017
ASERBAJDSJAN
Domstol i Aserbajdsjan tilkender Irina Sakhartjenko og Valida Jabrajilova erstatning
Den 4. august 2017 tilkendte en distriktsdomstol i Baku, Aserbajdsjan, erstatning til Irina Sakhartjenko og Valida Jabrajilova, der er Jehovas Vidner, for de 11 måneder de havde været uretfærdigt fængslet. Godt nok var den økonomiske kompensation ikke noget i forhold til den grove behandling de havde fået, men afgørelsen var dog en anerkendelse af at myndighederne havde dømt dem uden at have belæg for det, at kvinderne havde lidt følelsesmæssig og fysisk overlast, og at deres gode navn var blevet smudset til.
Højesterettens afgørelse fører til erstatningskrav
Den 8. februar 2017 frikendte Aserbajdsjans højesteret Irina Sakhartjenko og Valida Jabrajilova for alle anklager om at uddele religiøs litteratur uden statens tilladelse. Domstolen konkluderede at den brochure det drejede sig om, Undervis dine børn, var godkendt til import og ikke udgjorde nogen trussel for samfundet. Desuden anerkendte domstolen at det er en grundlæggende ret at tale med andre om sin tro. Højesteretten baserede sin afgørelse på de rettigheder der er garanteret i Aserbajdsjans forfatning og i de internationale aftaler som Aserbajdsjan har skrevet under på.
Højesteretten overlod spørgsmålet om erstatning til civilretten. Efterfølgende indsendte Irina Sakhartjenko og Valida Jabrajilova en klage til Baku Nasimi Distriktsdomstol hvori de anmodede om erstatning fra landets finansministerium på grund af den grove behandling de var blevet udsat for af den statslige sikkerhedstjeneste (og tidligere af ministeriet for national sikkerhed). Begge kvinder var til stede i retssalen, også Irina Sakhartjenko, selvom hun havde det meget dårligt. Dommer Sjahin Abdullajev lod dem kort fortælle om de forfærdelige oplevelser de havde haft.
Distriktsdomstol erkender grov behandling
I sin afgørelse stadfæstede distriktsdomstolen Aserbajdsjans forpligtelse til at respektere borgernes menneskerettigheder og efterkom delvist kvindernes krav om erstatning. Irina Sakhartjenko, hvis helbred var blevet stærkt svækket af det hun havde været igennem, fik tilkendt en erstatning på 9.744 manat (omkring 36.400 danske kroner), og den yngre Valida Jabrajilova fik 8.200 manat (omkring 30.600 danske kroner). I afgørelsen lød det: “Domstolen mener at sagsøgernes uretmæssige tilbageholdelse og ubegrundede retsforfølgelse har været en stor psykisk belastning.”
Finansministeriet appellerede afgørelsen om at betale erstatning til de to Jehovas Vidner. Den 20. november 2017 afviste appeldomstolen i Baku ministeriets appel og fastholdt distriktsdomstolens afgørelse.
Vil retsafgørelserne have en positiv effekt?
Jehovas Vidner i Aserbajdsjan bliver ved med at praktisere deres tro på trods af alvorlige krænkelser af deres grundlæggende ret til religionsfrihed og trusler mod deres personlige sikkerhed. De bliver stadig chikaneret, idømt bøder og udsat for voldsom behandling når de mødes for at tilbede Gud og deltager i andre fredelige religiøse aktiviteter. Myndighederne har ikke implementeret muligheden for alternativ civil tjeneste for dem der af samvittighedsgrunde nægter at gå i militæret. Og de har nægtet Jehovas Vidner juridisk anerkendelse uden for Baku. I øjeblikket venter 18 ansøgninger på at blive behandlet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og der er indsendt 11 klager til FN’s Menneskerettighedskomité angående den dårlige behandling Jehovas Vidner bliver udsat for af myndighederne i Aserbajdsjan.
Jehovas Vidner i hele verden håber at de seneste retsafgørelser vil få myndighederne til at respektere deres trosfællers rettigheder i Aserbajdsjan.