Bulgarien – overblik
Der har været Jehovas Vidner i Bulgarien siden 1888. I 1938 blev de registreret som et nationalt juridisk selskab, men de mistede denne registrering da landet kom under kommunistisk styre i 1944. Vidnerne var underlagt store begrænsninger frem til 1991, da deres juridiske selskab, Den Kristne Forening af Jehovas Vidner, officielt blev registreret. Men i 1994, efter en offentlig smædekampagne mod “ikke-traditionelle” religioner og indførslen af en indskrænkende lov om religion, mistede Jehovas Vidner og andre religiøse minoriteter deres juridiske status. Efterfølgende arresterede politiet nogle af Vidnerne, afbrød deres religiøse møder og konfiskerede deres litteratur. Retssystemet i Bulgarien sørgede ikke for juridisk beskyttelse til Vidnerne.
Efter at have forsøgt sig med alle juridiske instanser i landet rettede Vidnerne henvendelse til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR). I 1998, 2001 og 2004 accepterede ECHR de forlig der blev indgået mellem Vidnerne og den bulgarske regering. Efter disse forlig registrerede myndighederne igen Jehovas Vidner som en religion. Regeringen stadfæstede også deres ret til religionsfrihed, deriblandt retten til at nægte militærtjeneste af samvittighedsgrunde, retten til at udføre alternativ, civil tjeneste og retten til at tale om deres overbevisning uden indblanding fra andre.
Jehovas Vidner i Bulgarien er taknemmelige for den religionsfrihed de har, og udfører generelt deres religiøse aktiviteter uden andres indgriben. Nogle lokale myndigheder begrænser dog Vidnernes religiøse aktivitet ved at misbruge lokale vedtægter i forbindelse med Vidnernes offentlige forkyndelse eller ved at nægte at udstede zonetilladelser til deres rigssale. Desuden er nogle Jehovas Vidner blevet overfaldet og chikaneret. Selvom politiet er til nogen hjælp, retsforfølger de som regel ikke gerningsmændene eller beskytter ofrene. Vidnerne fortsætter med at mødes med bulgarske myndighedspersoner for at løse disse problemer, og en sag angående en tilladelse til en rigssal ligger i øjeblikket ved ECHR.