Gå direkte til indholdet

24. JUNI 2020
DEN DEMOKRATISKE REPUBLIK CONGO

Jehovas Vidner i Congo og Den Demokratiske Republik Congo klarer sig trods pandemi, oversvømmelser og væbnede konflikter

Jehovas Vidner i Congo og Den Demokratiske Republik Congo klarer sig trods pandemi, oversvømmelser og væbnede konflikter

I en tid hvor coronavirus-pandemien florerer, må vores brødre og søstre i nogle dele af Congo og Den Demokratiske Republik Congo samtidig kæmpe med følgerne af oversvømmelser og vedvarende væbnede konflikter. Det lokale afdelingskontor, der fører tilsyn med forkyndelsen i de to lande, har taget initiativ til at hjælpe brødrene og søstrene materielt og åndeligt. Der er blevet nedsat 57 nødhjælpskomitéer der skal tage sig af de behov der er. Til dato har indsatsen betydet at der er blevet uddelt mad til mere end 90.000 brødre og søstre.

Den 16. og 17. april 2020 var voldsomme regnskyl årsag til oversvømmelser i de østlige provinser i Den Demokratiske Republik Congo, og det medførte at 139 forkyndere måtte forlade deres hjem. De har fået husly hos deres trosfæller. Nødhjælpskomitéerne i dette område arbejder i øjeblikket på at skaffe midlertidige og permanente boliger til dem.

Brødrene og søstrene har gjort en stor indsats for at støtte nødhjælpskomitéernes arbejde. I et af områderne indsamlede forkynderne 700 kg bananer, 400 kg majs og 220 kg kassava og kassavablade.

De 60 forkyndere i Some 26 Km Menighed har desuden givet husly til 50 brødre og søstre der er flygtet på grund af krig i de områder de kom fra. Forkynderne har delt den mad de havde, med deres hjemløse trosfæller indtil en nødhjælpskomité kunne sørge for forsyninger.

En bror i Brazzaville, hovedstaden i Congo, fortæller om den situation hans familie var i: “Livet kan forandre sig fra det ene øjeblik til det andet. Jeg havde et arbejde, og med min beskedne indkomst og det min kone tjente på forefaldende arbejde, kunne vi få det til at løbe rundt. Da COVID-19 brød ud, mistede vi hele vores indkomst. Men vi mistede ikke vores tillid til Jehova. Mens vi talte om hvad vi skulle gøre når vi løb tør for mad, kom Jehova os til undsætning.”

Søster Mbuyi Ester, en enke fra byen Kinshasa, havde en lignende oplevelse: “Jeg mistede min mand for en måned siden, og jeg havde desperat brug for hjælp. Jeg har ingen indkomst, men mine tre børn skal stadig have noget at spise. Min familie havde aldrig selv kunnet samle så meget mad sammen til så mange dage. Tusind tak, Jehova!”

Vi beder til at Jehova vil fortsætte med at tage sig af vores brødre og søstre og velsigne nødhjælpsarbejdet. Vi glæder os også til den tid hvor alle vil kunne glæde sig over at have mad i overflod. – Salme 72:16.