Gå direkte til indholdet

12. MARTS 2015
DEN DEMOKRATISKE REPUBLIK CONGO

Den Demokratiske Republik Congo forbyder religiøs diskrimination i skolerne

Den Demokratiske Republik Congo forbyder religiøs diskrimination i skolerne

“Kampen mod diskrimination og forskelsbehandling er noget helt fundamentalt for den nationale undervisning.” – Undervisningsministeriets sekretariat, 12. juni 2014.

I adskillige år blev børn af Jehovas Vidner i Den Demokratiske Republik Congo bortvist fra skoler sponsoreret af religiøse organisationer fordi de ikke ville deltage i religiøse arrangementer. Problemet opstod fordi skolerne prioriterede deres interne regler højere end regeringens bestemmelser og ignorerede de rettigheder som Jehovas Vidners børn havde. De congolesiske myndigheder blev opmærksomme på denne uretfærdighed og stadfæstede den ret alle har til at modtage undervisning uden at blive udsat for diskrimination.

Skoler sponsoreret af kirker følger interne regler frem for regeringens bestemmelser

Religiøse organisationer har indgået aftaler med den congolesiske regering om at sponsorere offentlige skoler i områder hvor der er behov for det. Det fremgår tydeligt af disse aftaler at “børn skal beskyttes mod enhver praksis der fremmer religiøs diskrimination og intolerance”. De sponsorerede skoler har imidlertid ofte interne regler som kræver at eleverne overværer og deltager i religiøse arrangementer. En række af disse skoler har insisteret på at håndhæve deres interne regler og se bort fra deres aftale med regeringen såvel som fra elevernes ret til religionsfrihed.

Problemet blev aktuelt i 2005 da 52 elever som var Jehovas Vidner, blev bortvist fra en sponsoreret skole i Abumombazi i provinsen Equateur fordi de anmodede om fritagelse for gudstjenester som skolen arrangerede. Situationen blev forværret da flere sponsorerede skoler i andre provinser fulgte trop. Det endte med at mere end 300 congolesiske elever der var Jehovas Vidner, blev bortvist. Der var tale om elever på alle klassetrin, inklusive nogle der stod over for den afsluttende eksamen.

Efter at den 13-årige Kanyere Ndavaro uretfærdigt var blevet bortvist fra sin skole i 2009, skrev hun: “Jeg er meget ked af den uretfærdige behandling jeg har fået. Jeg ved ikke hvordan det skal gå mig i fremtiden.” Kambere Mafika Justin, der blev bortvist kort før sin eksamen i 2010, sagde at der var blevet “vendt op og ned” på hans tilværelse. Til trods for at eleverne var vrede fordi de ikke havde fået lov til at færdiggøre deres uddannelse eller få et eksamensbevis, nægtede de at gå på kompromis med deres religiøse overbevisning.

De congolesiske myndigheder værner om religionsfriheden

De bortviste børns forældre kontaktede skolemyndighederne i et forsøg på at få problemet løst, men de havde ikke meget held med sig. Af den grund gik forældrene til regeringsmyndighederne med sagen, og her mødte de nogle objektive myndighedspersoner som gjorde en indsats for at få stoppet den religiøse diskrimination.

I 2011 udsendte Adèle Bazizane Maheshe, der er undervisningsminister i provinsen Nord Kivu, et cirkulære med titlen: “Forbud mod diskrimination af religiøse grunde.” I dette cirkulære blev situationen beskrevet som “meget beklagelig”. Cirkulæret gik direkte til sagen med ordene: “Elever med visse religiøse holdninger er genstand for diskrimination baseret på interne skoleregler som tilsidesætter de bestemmelser der gælder i Den Demokratiske Republik Congo.”

Spørgsmålet blev genstand for hele nationens opmærksomhed den 4. september 2013, da Mwangu Famba, undervisningsministeren i landet, udsendte et dekret som omfattede alle skoler i alle landets områder. Dette “Cirkulære angående forbud mod religiøs diskrimination” sagde utvetydigt: “Alle børn har ret til at anmode om skolegang på en hvilken som helst skole uden at blive forskelsbehandlet af religiøse grunde.” Dekretet fastslog også at bortvisning af elever af religiøse grunde var “i fuldstændig modstrid med de gældende normer og love i Den Demokratiske Republik Congo”.

Mange skoler har rettet sig efter myndighedernes forskrifter og budt elever der er Jehovas Vidner, velkommen tilbage i klasseværelset. Men nogle skoler har afvist myndighedernes krav. Af den grund udsendte undervisningsministeriet den 12. juni 2014 et memorandum som stadfæstede dekretet fra september 2013 og henviste til den nye rammelov vedrørende uddannelse a udstedt af præsidenten i Den Demokratiske Republik Congo. Denne påmindelse rettede opmærksomheden mod den dybereliggende årsag til problemet ved at understrege vigtigheden af at bekæmpe diskrimination, og fremhævede at nationale og internationale love skal prioriteres højere end interne skoleregler. Undervisningsministeren udpegede også konsulenter der skulle besøge alle landets skoler for at sikre at de fulgte dekretet. Dette initiativ fra regeringens side vil uden tvivl føre til et positivt og varigt resultat.

Til gavn for mange

Efterhånden som de congolesiske skoler retter sig efter lovgivningen, kan samtlige elever forvente at få en uddannelse der ikke bliver hæmmet af religiøs intolerance. Skolebørnene vil lære at respektere alle mennesker, uanset hvilken tro de har. Ved at gøre dette vil de congolesiske skoler ikke blot rette sig efter forfatningen i Den Demokratiske Republik Congo og undervisningsministerens dekret; de vil også lære landets børn og unge at behandle andre på en retfærdig og fair måde.

a Nr. 014/004/2014 “Den nye rammelov vedrørende uddannelse ... giver forældre frihed til selv at vælge hvilken skole de vil melde deres børn ind i. ... Kampen mod diskrimination og forskelsbehandling er noget helt fundamentalt for den nationale undervisning.”