18. JULI 2018
DEN DEMOKRATISKE REPUBLIK CONGO
Brødre og søstre i det nordøstlige Congo flygter fra voldelig konflikt
Siden december 2017 har interne konflikter mellem hema- og lendufolket i provinsen Ituri i Congo ført til at utallige har mistet livet og tusindvis er blevet fordrevet. Mange af vores brødre og søstre er blandt dem der er berørt af den eskalerende vold.
Tusinder af congolesere er flygtet til Uganda for at slippe væk fra urolighederne, deriblandt 192 forkyndere der nu bor i to flygtningelejre tæt på grænsen til Congo. Siden juni måned 2018 har yderligere 1.098 Jehovas Vidner forladt konfliktzonen og flygtet til Bunia, provinshovedstaden i Ituri. Ulykkeligvis har et ægtepar og tre små børn hvis forældre er Jehovas Vidner, mistet livet som følge af helbredsmæssige problemer. Der er dog ingen af vores brødre og søstre der er blevet slået ihjel i den blodige konflikt.
De flygtede brødre og søstres hjem er blevet enten udplyndret eller nedbrændt, og mange af de afgrøder der var deres levebrød, er blevet ødelagt.
Fra det tidspunkt kampene begyndte, har forkyndere uden for konfliktzonen sørget for praktisk hjælp til deres brødre. Blandt andet stillede nogle deres køretøjer til rådighed så brødre og søstre kunne blive bragt i sikkerhed (se øverste billede), og 205 familier af Jehovas Vidner i Bunia som selv kun har begrænsede midler at leve af, skaffede penge, mad og husly til deres trosfæller. Til trods for at der er to store flygtningelejre i Bunia, er alle de fordrevne brødre og søstre kommet til at bo hos lokale Jehovas Vidner. – Ordsprogene 17:17.
Afdelingskontorets Udvalg i Congo nedsatte en nødhjælpskomité der skulle sørge for vores brødre og søstres basale behov, og en repræsentant for afdelingskontoret besøgte de berørte for at give dem åndelig opmuntring og trøst.
Selvom brødrene og søstrene er blevet fordrevet og har måttet flygte til Bunia og andre steder, samles de for at tilbede Gud i lokale menigheder og forkynder aktivt den gode nyhed for deres medmennesker. Fra februar til april 2018 har brødrene oprettet bibelstudier med over 270 personer i flygtningelejrene.
Vi beder Jehova om at han fortsat vil give vores brødre og søstre i Congo fred i sindet, og at han vil velsigne det nødhjælpsarbejde der bliver udført til gavn for dem. Hver eneste af os ser frem til den dag hvor Guds rige vil komme og indføre varig tryghed og skabe ‘fredfyldte steder’ til alle Jehovas tjenere. – Esajas 32:17, 18.