25. JULI 2017
DEN DEMOKRATISKE REPUBLIK CONGO
Jehovas Vidner giver humanitær hjælp til ofre for væbnede konflikter i Congo
KINSHASA, Congo – Jehovas Vidner sørger for nødhjælpsforsyninger og åndelig hjælp og støtte til deres trosfæller som er blevet ofre for den vold der har hærget Kasai-regionen i Den Demokratiske Republik Congo. Etniske konflikter, bevæbnede militser og uroligheder blandt civilbefolkningen i Congo har ført til et flygtningeproblem der berører over 1,3 millioner, deriblandt over 30.000 som er flygtet fra Kasai til nabolandet Angola. Mange af flygtningene er blevet angrebet på den mest brutale måde, og når de kommer til Angola, har de brug for lægebehandling på grund af forbrændinger eller alvorlige sår fra macheter og kugler. Løbende rapporter viser at over 870 af flygtningene i Angola er Jehovas Vidner og deres små børn, og mindst 10 dem er såret. Sørgeligt nok er der indtil nu 22 Jehovas Vidner der er blevet meldt dræbt.
“Det gør os virkelig ondt at der er så mange der bliver ofre for kampene, især fordi nogle af dem er helt små børn,” siger Robert Elongo, en talsmand for Jehovas Vidner fra deres afdelingskontor i Kinshasa. “Nogle er blevet angrebet blot fordi de har været i nærheden af et område hvor en voldsom konflikt pludselig blussede op. Vi er dybt bekymret for vores trosfællers sikkerhed og har tilskyndet dem til at være forsigtige. Sammen med Jehovas Vidners Afdelingskontor i Angola gør vi alt hvad vi kan, for at give dem den nødvendige materielle, følelsesmæssige og især åndelige hjælp og støtte.”
Jehovas Vidner i Angola og Congo har oprettet nødhjælpskomitéer for at organisere det omfattende og fortsatte nødhjælpsarbejde. Over 34 tons doneret materiale er blevet transporteret ud til flygtningene, deriblandt sengelinned, tøj, fødevarer, myggenet og sko, såvel som 525 kilo medicin. En læge der er et af Jehovas Vidner, har også besøgt flygtningelejrene for at tage sig af 135 som har brug for akut lægehjælp.
Derudover har repræsentanter fra afdelingskontorerne i Angola og Congo besøgt flygtningene for at give åndelig hjælp og trøst. De har blandt andet holdt særlige møder med bibelske foredrag der var tilpasset de behov som de der boede i lejrene, havde. Selvom hovedsproget i Angola er portugisisk, er der blevet arrangeret kristne møder på tshiluba, et af de fire hovedsprog i Congo, for at hjælpe flygtningene, som vist på det første billede.
Jehovas Vidners Styrende Råd støtter nødhjælpsarbejdet fra hovedkontoret i Warwick, New York, ved hjælp af midler der er doneret til Vidnernes globale bibelundervisningsarbejde.
Presseansvarlige:
Internationalt: David A. Semonian, Informationstjenesten, +1-845-524-3000
Angola: Todd Peckham, +244-923-166-760
Den Demokratiske Republik Congo: Robert Elongo, +243-81-555-1000