Gå direkte til indholdet

Bror Tesfazion Gebremichael har været fængslet i Eritrea i 11 år

26. OKTOBER 2022
ERITREA

USA’s Kommission for International Religionsfrihed opfordrer til at 80-årigt Jehovas Vidne løslades fra fængsel i Eritrea

USA’s Kommission for International Religionsfrihed opfordrer til at 80-årigt Jehovas Vidne løslades fra fængsel i Eritrea

USA’s Kommission for International Religionsfrihed (USCIRF) har udtrykt bekymring for bror Tesfazion Gebremichael, som har været fængslet i Eritrea i mere end 11 år. På USCIRF’s hjemmeside står der: “Gebremichael er nu i firserne – hans høje alder skaber bekymring for om det er helbredsmæssigt forsvarligt at han er i fængsel.” Den 7. oktober 2022 kom USCIRF-kommissær Frederick Davie med en officiel udmelding hvori han opfordrede til at Gebremichael skulle løslades.

Bror Gebremichael blev anholdt den 20. juli 2011 mens han talte med andre om sin tro. Selvom han er født i Eritrea, betragtes han ikke længere som statsborger fordi myndighederne ophævede alle Jehovas Vidners statsborgerskab i 1994.

Bror Gebremichael blev et Jehovas Vidne i januar 1971. Han er kendt som en kærlig, venlig og fredelig familiefar som ofte hjælper andre i sit lokalsamfund. I 1974 blev han gift med sin kone, Lemlem. Hun er også et af Jehovas Vidner. De har fire børn og fem børnebørn.

Søster Gebremichael siger: “Selvom jeg er bekymret for min mands helbred mens han er i fængsel, og savner hans kærlighed og støtte, ved jeg at Jehova vil tage sig af ham. Jeg beundrer min mands loyalitet og beslutning om at være trofast mod Jehova. Det at meditere over Prædikeren 10:4 hjælper mig til at bevare roen på trods af de prøver vores familie står over for.”

Eritrea har forfulgt Jehovas Vidner siden 1991. Selvom 32 Jehovas Vidner blev betinget løsladt mellem december 2020 og februar 2021, er 20 af vores brødre og søstre stadig i fængsel. De er alle fængslet på ubestemt tid. Eftersom der ikke findes nogen juridiske procedurer eller tiltag i landet som kan komme dem til hjælp, afsoner de i realiteten en livstidsdom.

Førende internationale menneskerettighedsorganisationer har gentagne gange fordømt Eritreas overtrædelser af de grundlæggende menneskerettigheder og opfordret myndighederne til at rette op på situationen. I 2016 konkluderede FN’s undersøgelseskommission for menneskerettigheder i Eritrea at regeringen har begået en “forbrydelse mod menneskeheden” ved at forfølge Jehovas Vidner og andre.

Den fortsatte fængsling af bror Gebremichael er et eksempel på regeringens grusomme behandling af Jehovas Vidner, deriblandt nogle i en høj alder. På grund af de barske forhold i fængslerne er der siden 2011 fire Jehovas Vidner der har mistet livet mens de var i fængsel, og tre ældre Jehovas Vidner er døde efter de er blevet løsladt.

Myndighedspersoner i Eritrea har afvist Jehovas Vidners anmodninger om at drøfte sagen.

Vi beder for de af vores brødre og søstre der fortsat er uretfærdigt fængslet. Vi har tillid til at Jehova fortsat vil støtte dem. – Hebræerne 13:3.