Gå direkte til indholdet

I april 2024 er det 75 år siden at Vagttårnet begyndte at udkomme på cebuano (til venstre) og pangasi (til højre).

3. APRIL 2024
FILIPPINERNE

75 år med Vagttårnet på cebuano og pangasi

75 år med Vagttårnet på cebuano og pangasi

April 2024 markerede en særlig milepæl for udgivelsen af bibelske publikationer i Filippinerne. For 75 år siden, i april 1949, kunne man for første gang læse Vagttårnet på sprogene cebuano og pangasi.

Den gode nyhed om Riget nåede Filippinerne i begyndelsen af 1900-tallet. Dengang brugte vores brødre og søstre engelske bøger og blade i forkyndelsen, men det blev efterhånden tydeligt at der var brug for publikationer på de lokale sprog. I 1947 begyndte man at oversætte Vagttårnet til tagalog, det mest udbredte lokale sprog i Filippinerne. Sidst i 1948 gjorde man klar til også at oversætte bladet til cebuano og pangasi, og der gik ikke mere end nogle få måneder før de første udgaver blev trykt.

Et duplikeret eksemplar af Vagttårnet på pangasi fra 1949

I de næste to år brugte brødrene på det lokale afdelingskontor en hånddrevet duplikator til at trykke bladene. Men der var flere og flere der gerne ville læse bladene, så produktionen af Vagttårnet på cebuano og pangasi blev flyttet til Hovedkontoret, som på det tidspunkt lå i Brooklyn i USA. a

Bror Juan Landicho

Brødre og søstre som var med til at oversætte Vagttårnet til cebuano og pangasi, er taknemmelige for at have været med i arbejdet. Bror Juan Landicho, som var med på det hold der oversatte til pangasi i 1980’erne, fortæller: “I starten udkom pangasi-udgaven af Vagttårnet seks måneder efter den engelske. Vi var meget begejstrede da forbedrede oversættelsesmetoder i 1986 gjorde det muligt at bladet kunne udkomme samtidig på engelsk og pangasi. Vi kunne tydeligt mærke at Jehovas ånd ledte vores arbejde.”

Søster Belen Cañete, som tjener på Afdelingskontoret i Filippinerne, og som har hjulpet med oversættelsen af bibelske publikationer til cebuano i 46 år, siger: “I starten var der meget få oversættere og rigtig meget arbejde. Sommetider var det ret hårdt. Men i dag er teamet godt oplært og har det allerbedste tekniske udstyr. Jeg har virkelig set hvordan Jehova skifter kobber ud med guld og sørger for at hans tjenere har det godt.”

Teams der oversætter til pangasi (venstre) og cebuano (højre).

Der er over 26 millioner i Filippinerne der taler cebuano. Blandt dem er der over 76.000 brødre og søstre i 1.150 cebuanotalende menigheder. Pangasi tales af næsten 2 millioner, og omkring 6.000 af dem er brødre og søstre i 68 pangasitalende menigheder. I øjeblikket tager Afdelingskontoret i Filippinerne sig af oversættelsen til 24 sprog. På ti af de sprog udkommer den månedlige udgave af Vagttårnet. Det er Afdelingskontoret i Japan der står for trykningen af de bibelske publikationer på cebuano og pangasi.

Vi takker Jehova for at han har velsignet det store arbejde med at oversætte og gjort det muligt for dem der taler cebuano og pangasi, og som er tørstige efter sandheden, at få kundskab fra hans ord. – Esajas 55:1.

a Jehovas Vidners Hovedkontor ligger i dag i Warwick, New York, USA.