Cynthia Pablo, der er 64 år og udøbt forkynder i Panghulo Tegnsprogsmenighed i Filippinerne, er både døv og blind og har ikke ret mange midler. Hun bor hos familie der ikke er Jehovas Vidner, i en tætbefolket del af byen Valenzuela. På grund af sin situation møder Cynthia mange udfordringer i hverdagen, udfordringer der er blevet større som følge af pandemien. Men brødrene og søstrene i hendes menighed gør alt hvad de kan, for at hjælpe hende.

På grund af sin alder er Cynthia i risikogruppen der skal beskytte sig ekstra mod COVID-19. Pandemien har medført mangel på vand i hendes område, og det er derfor svært for hende at få vasket sit tøj. Før krisen brød ud, fik Cynthia hjælp til opgaven af søstre i hendes menighed, men myndighedernes restriktioner har gjort at det ikke længere er muligt.

Walter Ilumin, der er ældste i Cynthias menighed, har derfor fået en særlig tilladelse af de lokale myndigheder til at forlade sit hjem og tage hen for at hjælpe hende. Denne tilladelse gives kun til nogle der skal udføre nødvendige opgaver. Ud over at vaske Cynthias tøj sørger Walter også for at levere mad og andre ting hun har brug for. Han følger nøje lokale vejledninger og alle anvisninger fra myndighederne, blandt andet ved at bære maske og andet beskyttelsesudstyr og ved at vaske hænderne ofte.

For at takke brødrene og søstrene optager Cynthia korte videobeskeder hvori hun giver udtryk for sin værdsættelse af deres hjælp. Bagefter sørger Walter for at dele videoerne med menigheden.

Når menigheden holder møder over videokonference, kommer Walter også hjem til Cynthia for at tolke møderne for hende ved hjælp af taktilt tegnsprog. Med Walters hjælp kan Cynthia faktisk regelmæssigt give kommentarer ved Vagttårnsstudiet. For alle de andre der overværer møderne, er det meget opmuntrende at Cynthia deltager på trods af vanskeligheder.

Det må helt sikkert glæde Jehova at hans tjenere sørger for at hjælpe og opmuntre hinanden ‘især nu hvor vi kan se at dagen nærmer sig’. – Hebræerne 10:24, 25.