Gå direkte til indholdet

Bror Mark Sanderson taler ved et særligt program i Warszawa, Polen

3. MAJ 2022
GLOBALE NYHEDER

“Bliv ved med at styrke dit venskab med Jehova”

Særligt program styrker vores brødre og søstre i Ukraine og Polen

“Bliv ved med at styrke dit venskab med Jehova”

Den 26. april 2022 ankom bror Mark Sanderson, der er medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd, til Polen for at opmuntre vores brødre og søstre som er berørt af krigen i Ukraine.

Brødre i Polen arbejder med alt det tekniske bag scenen i stævnehallen

Alle menigheder i Polen og Ukraine var inviteret til at overvære et særligt program den 30. april 2022. I Warszawa i Polen kunne de der er flygtet fra Ukraine, og de der er involveret i nødhjælpsarbejdet, se programmet live i stævnehallen. Omkring 250.000 overværede programmet i Polen og Ukraine, deriblandt dem der så med via videokonference.

“Jeres brødre og søstre i hele verden tænker på jer og beder for jer,” sagde bror Sanderson. “På Hovedkontoret bliver der bedt for brødrene og søstrene i Rusland og Ukraine hver eneste dag – også ved de møder Det Styrende Råd holder.” Han forsikrede tilhørerne om at “prøvelser ikke betyder at man har mistet Jehovas velsignelse. Han ser dig, han elsker dig, og han er især nær hos dem der har det svært.”

En gruppe brødre og søstre der er flygtet fra Mariupol i Ukraine, ser det særlige program

Bror Sanderson fortsatte: “Bliv ved med at styrke dit venskab med Jehova. Det handler ikke kun om at overleve. Vi vil gerne komme ud på den anden side af de her prøvelser med en stærkere tro og et tættere forhold til Jehova. Det er dét Jehova lærer os.”

Serhij, en ældstebror fra Odesa i Ukraine, siger: “De sidste par uger har jeg nærmest ikke sovet fordi følelser som frygt, tab og uvished har fyldt så meget. Men [det særlige program] styrkede min tro på at Jehova ikke kun tager sig af sit folk overordnet set, men også har omsorg for os personligt.”

Tatjana, en søster der er flygtet fra Kyiv i Ukraine, fortæller: “I dag har jeg virkelig mærket hvor tæt Jehova er på mig. Det føles som om han krammer mig og overøser mig med sin kærlighed. Uanset hvor vi er, vil Jehova altid være med os.”

Vi elsker vores brødre og søstre meget højt, og vi er sikre på at det særlige program mindede dem om Jehovas “loyale kærlighed”. – Salme 136:1.