Gå direkte til indholdet

Bror Viktor Stasjovskij

30. MARTS 2021
GLOBALE NYHEDER

Bror Viktor Stasjovskij idømmes seks et halvt års fængsel af domstol på Krim

Bror Viktor Stasjovskij idømmes seks et halvt års fængsel af domstol på Krim

UPDATE: Russisk domstol afviser bror Stasjovskijs appel

Den 10. august 2021 afviste byretten i Sevastopol Viktor Stasjovskijs appel. Hans oprindelige fængselsdom på seks et halvt år vil nu træde i kraft. Han har været varetægtsfængslet siden sin dom den 29. marts 2021 og vil snart blive overført til et almindeligt fængsel.

Den 29. marts 2021 blev bror Viktor Stasjovskij idømt seks et halvt års fængsel af Gagarinskij Distriktsdomstol i Sevastopol på Krim. Viktor blev taget med og sat i fængsel med det samme. Han vil appellere dommen.

Profil

Viktor Stasjovskij

  • Født: 1966 (Kansk, Krasnojarsk-regionen, Rusland)

  • Baggrund: Flyttede til Sevastopol på Krim i 1983. Stoppede i flåden i 1993. Giftede sig med sin kone, Larisa, i 2002. De har to døtre. Har altid været imponeret over den kompleksitet og orden der er i universet, og haft lyst til at lære Skaberen at kende. Det har givet hans liv mening at studere Bibelen. Døbt som et af Jehovas Vidner i 2004

Sagen

Den 4. juni 2019 ransagede betjente fra den russiske efterretningstjeneste ti hjem i Sevastopol der tilhører Jehovas Vidner. Nogle af ransagningerne varede op til fire timer. I al den tid tillod agenterne ikke vores brødre og deres familier at drikke vand eller gå på toilettet. De prøvede også at skræmme brødrene ved at true med at ødelægge deres ejendele og at plante ulovlige stoffer i deres hjem for at bruge dem som beviser imod dem i en retssag.

Ransagningerne førte til at bror Viktor Stasjovskij blev arresteret og tilbageholdt natten over. Han er anklaget for at være leder af en ekstremistisk organisation. Men i virkeligheden er han anklaget på grund af hans religiøse overbevisning, hvilket er en klar overtrædelse af hans grundlovssikrede rettigheder.

Viktor siger at regelmæssig bibellæsning og eftertanke har hjulpet ham til at være modig og bevare glæden. Han har især følt sig styrket af det kong David siger i Salme 62:5-8. Viktor fortæller hvordan prøvelserne har påvirket hans forhold til Jehova: “Mit forhold til Jehova er blevet stærkere fordi han hele tiden har hjulpet mig. Jeg har fået et nærmere forhold til ham end jeg har til nogen anden. Jeg har aldrig tvivlet på at Jehova ser mine prøvelser og mit ønske om at forblive loyal mod ham, og at han på det helt rigtige tidspunkt vil gribe ind for sit store navns skyld.”

Vi ved at Jehova vil hjælpe og velsigne Viktor og hans familie og alle de af vores brødre og søstre der bliver forfulgt. Jehova vil blive ved med at være ‘en tilflugt og borg’ for dem. – Salme 91:2.