12. NOVEMBER 2024
GLOBALE NYHEDER
Femogtyve år med særlig ordning for rigssalsbyggeri i Afdelingskontoret i Østafrikas område
Næsten 1.000 rigssale er blevet bygget!
I 2024 er det 25 år siden at man begyndte et særligt projekt med at bygge rigssale i det område der hører under Afdelingskontoret i Østafrika. Det omfatter i dag Kenya, Sudan, Sydsudan og Tanzania.
I 1999 godkendte Det Styrende Råd en særlig ordning med det formål at fremskynde byggeriet af rigssale i lande med begrænsede midler. a I alt fik 88 udviklingslande gavn af det nye tiltag. Ordningen betød at områder hvor der var økonomisk overskud, gavmildt donerede penge som kunne bruges i lande med begrænsede midler. (2. Korinther 8:13-15) Desuden blev brødre og søstre med erfaring med byggeri sendt til andre lande for at give oplæring. Når de lokale brødre og søstre havde fået oplæring, kunne de fortsætte byggearbejdet i området. Ordningen for lande med begrænsede midler har gjort en stor forskel mange steder. Det får man et stærkt eksempel på hvis man tager et kig på det arbejde der er blevet udrettet og stadig er i gang, i de lande der hører under Afdelingskontoret i Østafrika.
I 1999 var der over 23.000 forkyndere i de lande der hører under Afdelingskontoret i Østafrika, men der var kun 51 rigssale. De fleste menigheder holdt deres møder udendørs, i private hjem eller andre steder. Når der blev mulighed for at bygge en rigssal inden den nye ordning trådte i kraft, brugte de lokale brødre og søstre de materialer de kunne få fat i, for eksempel træpæle, mudder, bølgeblik og endda tørret komøg blandet med aske. Søster Nancy Ruitha, der hører til Kingspost Menighed i Embu, Kenya, fortæller: “Vores rigssal var bygget af metalplader. Når solen skinnede, var det som en ovn inde i rigssalen. Når det regnede, larmede det så meget at vi ikke kunne høre taleren. Nu er vi så stolte af at have en rigssal med stenvægge i stedet for metalplader. Det gør det meget lettere at følge med og lære. Vores flotte rigssal er et vidnesbyrd for folk i hele nabolaget.”
Den første rigssal i Østafrika der blev bygget med hjælp fra den særlige ordning, var i Nairobi, Kenya. De næste 25 år steg antallet af rigssale i afdelingskontorets område fra 51 til næsten 1.000.
Der er mange mennesker der tager imod sandheden i Østafrika, så der bliver ved med at være behov for flere rigssale. Bror Timothy Stephens, der er assisterende tilsynsmand for den lokale bygge- og projekteringsafdeling i Østafrika, fortæller: “I dag, i 2024, er der behov for 126 nye rigssale og 200 større renoveringer. Vi forventer at behovet i de næste fem år vil stige endnu mere.”
Vi er meget taknemmelige for alt det der er blevet gjort for at dække behovet i Østafrika og i hele verden. Vi er sikre på at Jehova vil blive ved med at velsigne den indsats der bliver gjort for at bygge flere rigssale, og at han vil hjælpe os med at udbrede den rene tilbedelse så vi kan give ham ære. – Esajas 2:3.
a I 2014 blev ordningen med at bygge rigssale i lande med begrænsede midler erstattet af ordningen med lokale bygge- og projekteringsafdelinger.