2. JUNI 2021
GLOBALE NYHEDER
Forening grundlagt af tidligere Dachau-fanger opfordrer Rusland til at stoppe forfølgelsen af Jehovas Vidner
Lagergemeinschaft Dachau, en forening der er grundlagt af overlevende fra koncentrationslejren Dachau, opfordrer nu de russiske myndigheder til at stoppe forfølgelsen af Jehovas Vidner. I et åbent brev til præsident Vladimir Putin, dateret den 16. maj 2021, fordømmer foreningen skarpt Ruslands systematiske undertrykkelse af vores brødre.
“Der går ikke en dag uden at der rapporteres om ny forfølgelse af Jehovas Vidner fra myndighedernes side,” står der i brevet. “Hjem der tilhører medlemmer af dette religiøse samfund, bliver ransaget og raseret af den russiske sikkerhedstjeneste, FSB, og politiet. Jehovas Vidner bliver udsat for voldelige overfald og chikane. Kvinder og mænd bliver idømt lange fængselsstraffe. Anmodninger om forbedrede afsoningsforhold eller om prøveløsladelse bliver igen og igen afvist.”
Brevet slutter: “Vi opfordrer jer kraftigt til at lade alle indbyggere i Den Russiske Føderation udøve deres forfatningssikrede ret til religionsfrihed. Stop venligst denne uretfærdige behandling!”
I maj 2021 var 61 Jehovas Vidner fængslet for deres tro i Rusland. Nogle af dem er oppe i årene, deriblandt søster Valentina Baranovskaja på 70, der lige nu afsoner en dom på to års fængsel. Hun blev ramt af et slagtilfælde i juli 2020. Den 24. maj 2021 afviste en domstol hendes appel. Hendes søn, Roman Baranovskij, fik ved samme lejlighed afvist sin appel og skal afsone en dom på seks års fængsel.
Vi værdsætter at uvildige iagttagere opfordrer til at der sættes en stopper for den uretfærdighed vores brødre og søstre oplever i Rusland. Men vi ved også at Jehova til sidst vil redde sit folk. – Daniel 12:1.