Gå direkte til indholdet

30. DECEMBER 2019
GLOBALE NYHEDER

Jehovas Vidner udfører omfattende nødhjælpsarbejde efter cyklonen Idai

Jehovas Vidner udfører omfattende nødhjælpsarbejde efter cyklonen Idai

Da cyklonen Idai hærgede Afrikas sydøstlige kyst i marts 2019, oprettede afdelingskontorerne i Malawi, Mozambique og Zimbabwe straks 14 nødhjælpskomitéer for at hjælpe de berørte forkyndere. Vores brødre i de tre lande har allerede genopbygget eller repareret over 650 af de 1.434 beskadigede huse der tilhører vores trosfæller. Ud af de 29 rigssale der blev ødelagt, er 8 blevet genopbygget, og 10 repareret.

I løbet af de sidste ni måneder har mere end 3.500 frivillige brødre og søstre hjulpet til med det store nødhjælpsarbejde, og nogle af dem rejste langt for at være med. De kom fra andre lande i Afrika og fra Brasilien, Frankrig, Italien og USA. Erfarne frivillige lærte de lokale brødre og søstre forskellige færdigheder inden for blandt andet murer- og tømrerfagene.

En byggegruppe i Malawi foran et murstenshus som de er ved at genopbygge

Da cyklonen ramte provinserne Manica og Sofala i Mozambique, blev omkring 70 procent af brødrenes afgrøder ødelagt. Under ledelse af afdelingskontoret uddelte nødhjælpskomitéen i området omkring 430 tons mad. Nødhjælpsforsyningerne blev valgt ud fra hvad de lokale brødre og søstre er vant til at spise, og bestod blandt andet af majsmel, bønner, olie, salt og sukker. Derudover blev der uddelt fem tons frø så brødrene kunne dyrke basale fødevarer som tomater, majs og ris.

Afdelingskontoret i Malawi forventer at nødhjælpsarbejdet vil være afsluttet i februar 2020. I Mozambique regner man med at være færdig i januar 2020, og i Zimbabwe var arbejdet færdiggjort i september 2019. Det anslås at hele projektet vil løbe op i 4 millioner dollars (cirka 27 millioner kroner).

Trent Edson, der er medlem af Afdelingskontorets Udvalg i Zimbabwe og tjener i Kontoret for Nødhjælp, siger: “De brødre og søstre hvis huse blev genopbygget, kunne næsten ikke være i sig selv af glæde. Det har været helt enestående at se den store omsorg som brødrene og søstrene har vist – både de lokale og dem der kom langvejsfra. De stod nærmest i kø for at hjælpe.”

Sammen med de mere end 10.000 brødre og søstre i Afrika der blev berørt af cyklonen, takker vi Jehova for at vi har trosfæller der viser kærlighed “i svære tider”. – Ordsprogene 17:17.

 

Bror Welosi Mbendera og hans kone, søster Esinala Mbendera, fra Nkolong’onjo Menighed i Malawi fik genopbygget deres hus af frivillige brødre og søstre

Bror Nehemiah Tigere og hans kone, søster Fatima Sengami Tigere, står foran deres genopbyggede hus i Zimbabwe

I Nchalo, Malawi, er bror Witness Jabu og bror Augustine Kamadzi, der begge er kredstilsynsmænd, på hyrdebesøg hos en familie der er Jehovas Vidner, hvis hus blev ødelagt af cyklonen

Ved nødhjælpscentret i Chimoio læsser brødre majsfrø af som skal uddeles til forkynderne i Mozambique

Brødre skal til at krydse floden Shire i kanoer for at levere nødhjælpsforsyninger til deres trosfæller i Mozambique som bor tæt ved grænsen

Brødre og søstre fragter nødhjælpsforsyningerne fra deres trosfæller i Malawi til rigssalen i Tengani, Mozambique, hvorfra forsyningerne vil blive uddelt

Brødre og søstre får udleveret nødhjælpsforsyninger ved rigssalen i Tengani, Mozambique