Det var aften den 15. november 2018 i Dsjankoj, Krim. Bror Aleksandr Ursu, der dengang var 78 år, gik ud i sin indkørsel for at hilse på sin søn, Viktor. Der blev Aleksandr overrasket af et lys lige uden for porten. Forsigtigt gik han hen mod lyset. Pludselig hørte han nogle der råbte: “Stop! Det er politiet!”

Aleksandr troede først at det var nogle brødre der lavede sjov med ham, men han fandt hurtigt ud af at det her var alvor. En maskeret mand tog fat i Aleksandrs arme og vred dem hårdt om på ryggen. En anden maskeret mand slog Aleksandr i hovedet. Seks betjente fra den russiske efterretningstjeneste (FSB) der var bevæbnet med maskingeværer, kropsvisiterede Aleksandr og Viktor før de stormede huset.

Aleksandrs kone, Nina, var i køkkenet da betjentene trængte ind i huset. En af dem tog hendes mobiltelefon og spurgte hende hvad hun var ved at se. Betjentene ransagede huset i flere timer, men fandt ikke noget litteratur der var på Ruslands liste over ekstremistisk materiale.

Vores kære ældre bror blev ikke arresteret. Men Aleksandr og alle andre Jehovas Vidner i Rusland og på Krim lever hver dag med bevidstheden om at politiet når som helst kan ransage deres hjem og arrestere dem. For at klare denne usikkerhed tænker Aleksandr på nogle af sine trofaste familiemedlemmer og på hvad han selv oplevede da han måtte udholde forfølgelse under det sovjetiske styre.

Midt om natten den 6. juli 1949 da Aleksandr var ni år gammel, stormede og ransagede sovjetiske soldater familiens hjem. De smed familiens ting midt på gulvet og sagde at de skulle begynde at pakke. “Når soldaterne ikke så det, gemte min mor bibelsk litteratur mellem vores ting, blandt andet bogen Guds Harpe,” fortæller Aleksandr. Soldaterne tog hele familien med til togstationen.

Aleksandrs familie og de andre Jehovas Vidner der var ombord på toget, bevarede modet og sang Rigets sange mens de var på vej til deres nye hjem, Sibirien. De var nogle af de tusinder af brødre og søstre der blev deporteret til Sibirien mellem 1949 og 1951.

I 1950’erne mødtes brødrene i Sibirien i hemmelighed på gårde for at holde møderne. Nogle familier gik op til 20 kilometer for at komme til møderne.

Noget af det der har hjulpet Aleksandr, er de gode eksempler i hans familie på nogle der har holdt ud. Hans oldefar Makar, hans farfar, Maksim, hans grandonkel Vladimir og hans far, Pjotr, var alle fantastiske eksempler på nogle der loyalt har holdt ud.

I 1944 blev Aleksandrs far idømt ti års fængsel for at nægte at udføre militærtjeneste. Efter tre år blev han løsladt fordi et brud på rygsøjlen havde gjort ham lam. Aleksandr kan huske at hans far fortalte ham historier fra Bibelen om David, Goliat og Davids venskab med Jonatan.

Aleksandr fortæller: “Onkel Vladimir lyttede trofast til WBBR og modtog bibelsk litteratur. Dengang var det ulovligt at have en radio, så min onkel byggede en bunker, hvor han og interesserede kunne sidde og lytte til radioudsendelser fra WBBR.”

Engang i 1940’erne afslørede en “interesseret” hvor bunkeren lå. Aleksandrs onkel og farfar blev arresteret og sat i fængsel i Khotin i det vestlige Ukraine, omkring 80 kilometer fra deres hjem.

“Min farmor gik hele vejen til fængslet for at besøge dem. Hun fortalte os at deres tro gjorde at de var glade, men at hun kunne se at de blev slået.” Desværre døde Aleksandrs onkel og farfar i fængslet.

“Hvad der skete med dem, hvordan de blev behandlet, hvordan de døde, og hvor de blev begravet, ved vi stadig ikke,” fortæller Aleksandr. “Men det opmuntrede os at vide at de var trofaste mod Jehova indtil døden.”

Sådan nogle gode eksempler i Aleksandrs familie og det han selv oplevede i Sibirien, har forberedt ham på den forfølgelse han udsættes for nu. Han siger: “Jeg er blevet vant til ransagningerne fordi jeg har oplevet dem siden jeg var barn. Jehova tog sig af os dengang, og det ved jeg han vil blive ved med.”

“Noget andet der styrker mig, er dagligt bibelstudie og eftertanke, at komme fast til møderne og at holde kontakt med mine brødre og søstre,” forklarer Aleksandr.

Han bliver også styrket af at læse om det mod andre brødre viser når der bliver ført retssager mod dem. “Jeg læser hvad nogle af brødrene har sagt i deres afsluttende bemærkninger i retten,” siger han. “Deres modige vidnesbyrd er en opfyldelse af det Jesus sagde: ‘I vil blive ført frem for statholdere og konger for min skyld så I kan aflægge vidnesbyrd over for dem og folk fra nationerne.’” – Matthæus 10:18.

Takket være den kærlige støtte vores Gud, Jehova, giver vores brødre og søstre, holder de ud og trives endda under forfølgelse. De er levende beviser på at det David blev inspireret til at skrive, er rigtigt: “Alle der søger tilflugt hos [Jehova], vil juble, de vil altid råbe af glæde.” – Salme 5:11.