22. APRIL 2020
GLOBALE NYHEDER
Mindehøjtiden i 2020 – Asien
Brødre og søstre i Japan og Sydkorea overværer mindehøjtiden trods sygdom og alderdom
På grund af COVID-19 var det ekstra svært for de af vores brødre og søstre der er indlagt på sygehuse eller bor på plejehjem, at overvære mindehøjtiden i år. De fleste måtte ikke forlade bygningen, og det var heller ikke tilladt at få besøg. Alligevel kunne de, med hjælp fra de lokale ældste, overvære årets vigtigste højtid.
Sydkorea
Søster Lee Jeom-soon på 91 og søster Kwon Ae-soon på 88, der bor i byen Naju, var sammen med en 96-årig interesseret kvinde besluttet på at overvære mindehøjtiden. En af plejerne på deres plejehjem er et Jehovas Vidne. Efter at han havde overværet menighedens mindehøjtid hjemme hos sig selv, tog han tilbage til plejehjemmet for at hjælpe de to søstre og den interesserede kvinde med at streame mindehøjtidsforedraget på jw.org. Han sørgede også for brødet og vinen.
Bror Choi Jae-cheol arbejder på et plejehjem i Uijeongbu hvor der bor 14 ældre brødre og søstre. Han hjalp brødrene og søstrene og nogle interesserede med at streame programmet så de kunne overvære mindehøjtiden til trods for pandemien. Der blev oprettet bibelstudier med nogle af de interesserede der så med.
Søster Kim Tae-sun er 59 år og bor i Cheonan. For fem år siden fik hun konstateret kræft, og på grund af stærke smerter blev hun for nylig indlagt. Tae-sun ligger på samme hospitalsstue som en søster ved navn Kim Jeong-mi. Hun er 69 og har en uhelbredelig kræftsygdom. Ingen af dem kan forlade hospitalet under pandemien. Men med hjælp fra de lokale ældste var de begge med til mindehøjtiden sammen med deres menighed via videokonference.
De to søstre udtrykte deres dybe taknemmelighed i et brev til de ældste, hvor de skrev: “Tusind tak fordi I hjalp os til at overvære mindehøjtiden og til at nyde samværet med vores trosfæller på trods af situationen med COVID-19 og vores dårlige helbred.”
Japan
Søster Mieko Fujiwara, der er 70 år og bor i Mie-præfekturet, blev indlagt. Desværre var der ikke noget wi-fi på hospitalet, så vores søster kunne ikke koble sig på menighedens mindehøjtid via videokonference. Men en lokal ældste og hans kone overførte på forhånd en optagelse af mindehøjtidsforedraget til hendes mobile enhed så hun kunne holde højtiden til minde om Jesus’ død fra sin hospitalsseng.
Søster Yuki Takeuchi, der er 102 år gammel, bor på plejehjem i byen Zama i Kanagawa-præfekturet. Før mindehøjtiden havde hendes datter og svigersøn sendt en lille pakke til hende med brødet og vinen så hun kunne holde mindehøjtiden sammen med dem over telefonen.
Hendes svigersøn, bror Mimura, fortæller: “Min svigermor blev døbt i 1954 og er aldrig gået glip af en mindehøjtid. Selvom det her var en meget usædvanlig mindehøjtid, var hun rigtig glad for at hun kunne være med igen i år.”
Vi er sikre på at Jehova lagde mærke til de anstrengelser disse forkyndere gjorde sig for at overvære mindehøjtiden med hjælp fra de lokale ældste. – Hebræerne 6:10.