10. APRIL 2020
GLOBALE NYHEDER
Mindehøjtiden i 2020 på betelhjemmene i USA
Den 7. april 2020, midt under coronavirus-pandemien, holdt Jehovas Vidner jorden over højtiden til minde om Jesus Kristus’ død. Som bror Stephen Lett fra Det Styrende Råd sagde: “Der findes ikke noget virus eller nogen pandemi der kan afholde os fra at vise vores taknemmelighed for det Jehova og Jesus har gjort for os, eller som kan svække vores beslutning om at overvære Herrens aftensmåltid.” Hvordan viste det sig at være sandt i år?
I vores Nyhedsrum vil vi fremover bringe artikler om hvordan vores brødre og søstre i hele verden holdt mindehøjtiden under coronavirus-pandemien. I den her artikel, der er den første i serien, vil vi beskrive hvordan mindehøjtiden blev holdt på Jehovas Vidners Hovedkontor og på Afdelingskontoret i USA.
For at adlyde myndighedernes forbud mod større forsamlinger besluttede Det Styrende Råd at det samme program for mindehøjtiden skulle gøres tilgængeligt for hele betelfamilien. Foredraget blev holdt af bror Anthony Morris i auditoriet i Warwick, og alle betelitter i USA kunne se programmet på deres værelse. Selvom det kun er få der spiser af brødet og drikker af vinen, havde Betelkontoret kærligt sørget for symboler til alle i familien.
Betelitterne kunne også vælge at overvære mindehøjtiden sammen med deres egen menighed via videokonference. Og ældstebrødre i betelfamilien som skulle holde mindehøjtidsforedraget i en menighed, kunne også gøre det via videokonference.
Mange i betelfamilien har fortalt at de aldrig før har overværet en mindehøjtid så speciel som den i år. Selvom de ikke kunne være fysisk sammen med deres brødre og søstre, følte de at de var sammen med deres trosfæller i hele verden om at mindes de to største udtryk for kærlighed, som vores Gud, Jehova, og hans elskede Søn, Jesus Kristus, står bag. – Johannes 3:16; Matthæus 20:28.