Gå direkte til indholdet

Bror Miguel Silva og hans kone, Mónica, ser på bror Konstantin Basjenovs beretning under JW Nyheder

9. APRIL 2021
GLOBALE NYHEDER

Nyhedsartikler på jw.org styrker og forener vores brodersamfund

Nyhedsartikler på jw.org styrker og forener vores brodersamfund

De nyhedsartikler vi har på jw.org om hvordan vores brødre og søstre holder ud under forfølgelse, styrker os. Artiklerne om dem hjælper os til at lære dem at kende. Og deres erfaringer og kommentarer styrker og forener os og viser os at de er i stand til at bevare glæden. De følgende erfaringer viser hvordan artiklerne er til gavn for vores brødre og søstre i hele verden.

Vi må fokusere på hvad vi kan gøre

Bror Miguel Silva og hans kone, Mónica, som vi ser ovenfor, er specialpionerer i Portugal. Ligesom det er tilfældet for mange af os andre, er deres hverdag blevet fuldstændigt ændret af pandemien. Det kan være meget krævende følelsesmæssigt. Men de blev meget opmuntret af nyhedsartiklen om bror Konstantin Basjenov. Konstantin ville gerne læse i Bibelen, men kunne ikke få en i fængslet. I stedet for at lade sig slå ud af det lavede han sin egen “bibel” med de vers han havde lært udenad. Det lærte Miguel og Mónica noget meget vigtigt. “I stedet for at fokusere på de ting vi ikke kan gøre under pandemien, prøver vi at fokusere på det vi kan gøre mens vi er herhjemme, og at glæde os over det,” forklarer Miguel.

Miguel og Mónica besluttede også at bruge mere tid hver dag på at læse i Bibelen og at tænke over det de læser. “Vi er sikre på at når vi har brug for det, vil Jehova hjælpe os til at huske alt det vi gemmer i vores hjerte,” siger Mónica. “Bror Basjenovs erfaringer motiverede os [også] til at bruge vores ‘husarrest’ under pandemien på at opmuntre andre, synge for Jehova med glæde og forbedre vores bønner,” siger Miguel.

Ikke længere bange for at blive forfulgt

Søster Christine Mouhima Etonde læser om vores brødre i Rusland der holder ud under forfølgelse

Søster Christine Mouhima Etonde, der er pioner i Cameroun, fortæller at hun i mange år blev bange når hun hørte beretninger om forfølgelse. Men hun forklarer hvad der har ført til at hun har fået et nyt syn på det: “Det jeg har læst i nyhedsartiklerne om hvordan vores brødre og søstre udholder forfølgelse, har fuldstændigt ændret min måde at tænke på. Når jeg læser om deres indstilling og deres specifikke bønner, ser deres smil og hvordan de har forberedt sig på at blive forfulgt – uanset hvor gamle de er – giver det mig lyst til at lære Jehova endnu bedre at kende. Og min kærlighed til ham er vokset så meget at jeg nu kan se mig selv blive forfulgt uden at det gør mig bange. Jeg forestiller mig at jeg vil være glad, bede og tænke på hvordan Jehova er.”

Forberedt på at forsvare vores tro

Bror Iulian Nistor og hans kone, Oana, taler om artikler under JW Nyheder der handler om vores brødre der forsvarer deres tro

Bror Iulian Nistor og hans kone, Oana, fra Rumænien blev dybt rørt af den måde bror Anatolij Tokarev forsvarede sin tro på i retten. Han var rolig og respektfuld og besluttet på at holde fast ved det der er rigtigt. Hans eksempel fik Iulian og Oana til at tænke over hvordan de ville forsvare deres tro i en retssal. “Under vores familiestudie forestillede vi os at vi stod foran dommeren for at forsvare vores tro. Men det var ikke let at forklare vores holdning på en taktfuld og respektfuld måde ligesom vores bror gjorde,” fortæller Oana. “Efter vores familiestudie følte vi os mere forenet med vores brødre og søstre. Det hjalp os også til at forstå hvor vigtigt det er at vi er forberedt på at forsvare vores tro, og at vi husker hvorfor vi kan være stolte af at være Jehovas Vidner.”

Vi må tænke over kvaliteten af vores bønner

Søster Anna Ravoajarison fra Madagaskar læser de nyeste artikler under JW Nyheder

Søster Anna Ravoajarison fra Madagaskar følte sig tilskyndet til at analysere kvaliteten af sine bønner. I forbindelse med bror Jovidon Bobojonovs erfaringer siger Anna: “Når jeg nogle gange er alt for opslugt af hverdagens aktiviteter, føler jeg at mine bønner bliver mekaniske. Jeg opdager at jeg mange gange siger det samme igen og igen hvis jeg ikke bruger et par minutter på at tænke over hvad jeg vil sige til Jehova.” Efter at have brugt noget tid på at tænke over Jovidons eksempel prøvede hun at forestille sig selv i hans situation. ‘Ville jeg kunne være lige så specifik i mine bønner hvis jeg kom ud for en lignende situation?’ spurgte hun sig selv. “Det har lært mig at det er vigtigt at jeg bruger lidt tid på at tænke over hvad jeg vil sige til Jehova, før jeg beder. Jeg er virkelig glad for de her artikler.”

De giver os større medfølelse med vores brødre

Bror Ruben Catarino og hans kone, Andreia, læser om et par i Rusland hvor de begge bliver retsforfulgt på grund af deres tro

Bror Ruben Catarino og hans kone, Andreia, der er pionerer i Portugal, føler at de er blevet knyttet nærmere til deres brødre. Ruben siger: “Før i tiden vidste vi at vores brødre og søstre bliver forfulgt i andre lande, men vi kendte dem ikke. Vi vidste ikke hvem de var, hvordan deres liv var, eller hvilke prøver de stod over for. Men på grund af de her artikler føler vi nu virkelig at vi kender dem. Og vi kan bede specifikt for dem og for at de kan holde ud i lige præcis den situation de er i. Det får os virkelig til at føle os tættere på vores brødre og at de bønner vi beder for dem, har større betydning.”

Hjælper os til at forstå hvor vigtigt vores personlige studie er

Søster Cecilia Cardoso bruger JW Nyheder i sit personlige studie

Der er helt sikkert mange af os der har det ligesom søster Cecilia Cardoso, der er pioner i Portugal. Hun siger: “Det mine brødre og søstre har været ude for, får mig til at betragte mit personlige studie som endnu mere vigtigt. Fordi jeg studerer mere, får jeg større og større tillid og kærlighed til Jehova. Han hjælper mig til at se min frygt som et lille bitte sandkorn. Jeg har lært at så længe jeg støtter mig til Jehova, vil jeg ikke blive overmandet af frygt.”

Hvor er det godt vi har artikler med nutidige eksempler på mod og tro på jw.org! Disse beretninger hjælper os til at “være ved godt mod og sige: ‘Jehova er min hjælper; jeg vil ikke være bange.’” – Hebræerne 13:6.