29. DECEMBER 2020
GLOBALE NYHEDER
Opfindsomme brødre i isolerede områder sørger for at der kan blive holdt møder
Mange menigheder i hele verden er afhængige af forskellige tekniske løsninger for at kunne holde møder under covid-19-pandemien. Men på isolerede steder hvor der er meget begrænset adgang til internettet, har det krævet en stor indsats af vores brødre og søstre at holde fast ved deres normale åndelige rutine samtidig med at de har skullet overholde alle sikkerhedsforanstaltninger. Her kommer et par eksempler fra Afrika.
Malawi
Mange brødre og søstre har ikke adgang til internettet og kan derfor ikke bruge Zoom. Hver uge sender Afdelingskontoret i Malawi videooptagelser af møderne til de ældste i hver eneste menighed via mobilnetværket. De lokale ældste sørger så for at distribuere filerne til alle forkynderne i menigheden.
Men det var en udfordring for de 28 forkyndere i Tcharo Menighed, der bor i et bjergområde i det nordlige Malawi i nærheden af Malawisøen. Bjergene blokerer for mobilsignalet i området, så en af de ældste er nødt til at tage hen til et sted hvor signalet er stærkt, mange kilometer hjemmefra. Når broren er kommet tilbage igen, går han til fods rundt i det bjergrige område fra det ene Jehovas Vidnes hjem til det næste. Han stiller sig uden for huset og sender filerne til den enkelte familie via trådløs Bluetooth-teknologi.
For nylig opdagede brødrene at de kunne få et bedre mobilsignal meget tættere på hvor de boede, nemlig ude på Malawisøen. De ror ud på søen i en kano, og her, væk fra bjergene, kan de downloade de videoer de skal bruge. Det sparer de ældste for en masse rejsetid.
Mozambique
Når kredstilsynsmænd “besøger” menigheder i isolerede områder i det nordvestlige Mozambique, holder de deres foredrag via mobiltelefoner. Konferenceopkald er ofte ikke en mulighed, og derfor er det ikke ualmindeligt at en kredstilsynsmand holder sine foredrag med en masse telefoner liggende foran sig. Hver telefon er forbundet med en familie fra menigheden.
Nogle af forkynderne bor så isoleret at der ikke er nogen mobildækning. Når de skal til møde, går de afsted gennem bushen indtil der er mobilsignal. Når de har opnået forbindelse, sætter de sig bare ned hvor de nu er, og lytter til programmet.
Bror Yohane Vinho, der er kredstilsynsmand i det område, fortæller at “mange brødre og søstre gør utroligt meget for at kunne overvære møderne”, og på den måde kan de holde sig åndeligt stærke selvom de er isoleret. En anden kredstilsynsmand, bror Carlos Cortazão, siger: “Det føles som om vi stadig er sammen med vores brødre og søstre i rigssalen, hvor vi hører hinandens kommentarer og synger sammen. Det er meget tydeligt at Jehova bliver ved med at sørge for åndelig mad til sit folk under den her pandemi.” – Johannes 21:17.