Gå direkte til indholdet

Søster Mieko Yoshinari i Japan skriver sine kommentarer med store bogstaver fordi hun ser dårligt

28. APRIL 2021
GLOBALE NYHEDER

Pionerskolen holdes for første gang via videokonference

Pionerskolen holdes for første gang via videokonference

På grund af pandemien er pionerskolerne for første gang blevet holdt via videokonference i tjenesteåret 2021. Elever i mange lande har været meget glade for denne mulighed for at komme på skolen, og de har gjort alt for at kunne være med. Her følger nogle oplevelser som viser hvordan Jehova har hjulpet nogle af pionererne til at overvinde nogle helt specielle vanskeligheder for at kunne være med på Pionerskolen.

Søster Mieko Yoshinari i Japan har været pioner i 30 år. (Se det første billede). Hendes syn er dårligt, og hun har ikke let ved at betjene elektroniske enheder, men alligevel var hun fast besluttet på at være med på Pionerskolen via videokonference. Hun fortæller: “Jeg forberedte mig på at give kommentarer i klassen ved at skrive notater mens jeg forstuderede, og jeg skrev med store bogstaver så jeg let kunne læse mine notater. Gennem Pionerskolen har Jehova opmuntret mig kærligt og givet mig ny styrke.”

Søster Anita Kariuki, der bor i Thika, en by i nærheden af Nairobi i Kenya, har en lille skønhedssalon som hun driver for at kunne tjene det nødvendige og være pioner. Hvis hun skulle være med på Pionerskolen, måtte hun lukke sin forretning i en hel uge. I begyndelsen var hun bekymret for om det kunne gå, men hun stolede helt på at Jehova ville hjælpe hende. Hun siger: “Jeg bad inderligt til Jehova, overlod problemet til ham og fortsatte bare med min tjeneste.” Weekenden før Pionerskolen skulle begynde, havde hun tjent penge nok til at klare de fleste af sine udgifter. Hun manglede ganske vist omkring 200 kroner, men hun gik alligevel i gang med skolen. Efter onsdagens undervisning ringede en kunde til Anita og sagde at hun gerne ville betale nogle penge som hun skyldte. Det var lige præcis det beløb Anita manglede for at kunne klare sine udgifter!

Søster Laurenth Madrigales bor i Yoro i Honduras. Under orkanerne Eta og Iota blev hendes hjem fyldt med mudder i op til en meters højde, og hendes familie mistede så godt som alt hvad de ejede. Da Laurenth fik sin invitation til at være med på Pionerskolen, var familien midlertidigt indkvarteret et andet sted. Hun var begejstret for at blive inviteret, men hun var også bange for at familien ikke ville kunne nå at gøre hjemmet rent inden skolen skulle begynde. Laurenth fortæller: “Vi måtte begynde på rengøringen meget tidligt om morgenen og blive ved til sent om aftenen. Sådan kørte vi på i dagevis. Til sidst var jeg udmattet og følte ikke at jeg havde kræfter til at forberede mig på stoffet, så jeg meldte afbud til skolen.” Det gjorde hende selvfølgelig også trist, og hun bad Jehova om trøst. Nogle få dage før Pionerskolen skulle begynde, fik hun til sin overraskelse en henvendelse fra vores nødhjælpskomité. De ville komme og hjælpe med at rydde op og gøre rent i hendes hjem. Det gav hende tid til at forberede sig, og nu kunne hun overvære skoleprogrammet i sit eget hjem!

Søster Laurenth Madrigales i Honduras og hendes hjem, der var raseret af orkaner – inden hun fik hjælp til at rydde op og gøre rent

Bror Spencer Stash og hans kone, Alexandra, er pionerer og bor i Cleveland i Ohio, USA. Før skolen begyndte, blev Spencers far, Robert, som var enkemand, syg og indlagt på et hospital. Nu var Spencer og Alexandra meget betænkelige ved at være på pionerskole i en hel uge. Men Robert sagde at han syntes de skulle gøre det. Det gik desværre sådan at han døde to dage før skolen skulle i gang. Spencer og Alexandra var i dyb sorg, men de gik kun glip af den første skoledag. De bad inderligt til Jehova, og det styrkede dem så de kunne være med resten af dagene. Spencer siger at det gav dem ro at tænke på at de gjorde det hans far havde ønsket at de skulle gøre. Han tilføjer: “Vi glæder os til vi en dag kan fortælle ham at vi var med på skolen, og til at give ham del i nogle af de ting vi lærte. Den opmuntring vi fik af vores klassekammerater og lærere, var lige hvad vi trængte til.”

Bror Jung Dae-sik i Sydkorea har boet på et plejehjem i de sidste ti år. Da han er delvist lammet efter en blodprop, er han afhængig af sin kørestol. Han er pioner og er også før blevet inviteret på pionerskole, men hver gang har hans dårlige helbred betydet at han kun har været med på skolen en enkelt dag. Da han nu blev inviteret til at komme på pionerskole via videokonference, blev han begejstret! “Jeg blev så taknemmelig for den fantastiske ordning at jeg fik tårer i øjnene. Hvis ikke Pionerskolen var blevet holdt på den måde, kunne jeg slet ikke have været med,” siger han. “Det gjorde mig utroligt glad at være med til det kursus.”

Bror Jung Dae-sik i Korea deltager i Pionerskolen fra det plejehjem hvor han bor

Bror Eddy El Bayeh og hans kone, Cherise, som er pionerer i Australien

Bror Eddy El Bayeh og hans kone, Cherise, bor i New South Wales i Australien. “Jeg følte at jeg var gået lidt i stå i min tjeneste,” fortæller Cherise. “Det var som om jeg sad fast i en rutine jeg ikke kunne komme ud af.” Men Pionerskolen var lige det hun havde brug for. “Den åbnede mine øjne for mange områder hvor jeg kunne gøre noget nyt i min tjeneste selvom mine muligheder er begrænsede.”

Eddy fortæller hvordan han blev opmuntret af skolen: “Det var som at få et kæmpemæssigt kram fra den Øverste i universet – og så et klap på skulderen der sagde: ‘Fortsæt bare! Jeg er med dig, jeg elsker dig, og jeg har omsorg for dig!’”

I løbet af tjenesteåret vil der blive holdt flere pionerskoler via videokonference. Hvor er det opmuntrende at se at Jehovas folk stadig bliver undervist uanset hvordan forholdene i verden udvikler sig. Det minder os om Elihus ord i Jobs Bog: “Se hvor ophøjet Gud er i sin magt! Hvilken lærer er som ham?” – Job 36:22.

Billederne herunder viser lærere og elever i forskellige lande hvor man også har haft glæde af Pionerskolen via videokonference.

ARGENTINA: Med brug af en virtuel baggrund viser nogle elever hvordan man kan forkynde uformelt i et offentligt transportmiddel

CAMEROUN: Bror Guy Leighton, der har været missionær i Cameroun i 12 år og tjener som lærer ved Pionerskolen, viser en kopi af en af Dødehavsrullerne i en lektion om bibeloversættelse

GRÆKENLAND: Bror Takis Pantoulas, der er kredstilsynsmand og betjener menigheder i det centrale Grækenland, underviser ved Pionerskolen

ITALIEN: En af fem pionerskoleklasser der blev afholdt på engelsk i Italien

MEXICO: Nogle elever der var med på den første klasse af Pionerskolen der blev holdt udelukkende på tzotzil, et sprog som mest tales i staten Chiapas. De fremviser pionerskolebogen, som for nylig er blevet udgivet på tzotzil

SRI LANKA: Bror Nishantha Gunawardana og hans kone, Shiromala, der tjener som specialpionerer, er med på skolen

TANZANIA: Bror William Bundala, som er ældste på Zanzibar, sidder i gården uden for sit hus, hvor internettet er mere stabilt.