Gå direkte til indholdet

9. OKTOBER 2014
GLOBALE NYHEDER

Jehovas Vidner reagerer på ebolaudbrud

Jehovas Vidner reagerer på ebolaudbrud

NEW YORK – Mens den dødelige ebola hærger Vestafrika, fortsætter Jehovas Vidner proaktivt med at oplyse deres medlemmer om sygdommen.

Da man blev klar over at der var fundet ebolavirus i Guinea, og at det hurtigt havde spredt sig til nabolandene Liberia og Sierra Leone, sendte Jehovas Vidners afdelingskontorer i området straks breve ud for at advare alle menighederne i de tre lande. Ud over at indeholde retningslinjer og vejledninger fra de lokale myndigheder oplyste brevene om farerne ved virusset, hvordan det overføres, og hvilke forholdsregler man skulle tage for at hindre spredning af sygdommen. “Her i landet hvor der ikke er så stor viden om sygdomme, og hvor der verserer falske rygter om årsagen til ebola, var folk meget usikre på hvordan de skulle forholde sig,” siger Collin Attick, der er talsmand for Jehovas Vidner i Sierra Leone. “Men da menighedernes medlemmer hørte vejledningen i deres rigssal, reagerede de hurtigt og positivt.”

I juli begyndte rejsende repræsentanter for Jehovas Vidner at aflægge todages besøg i hver menighed i Sierra Leone og Guinea. Under besøgene bliver der holdt et foredrag med titlen “Lydighed redder liv”. Foredragene har til formål at gøre opmærksom på hvad man kan gøre for at mindske smittefaren, og at tilskynde til fortsat at følge de seneste retningslinjer. Disse besøg vil fortsætte til og med november 2014. Ved indgangen til alle deres mødesale i Guinea, Liberia og Sierra Leone sørgede Jehovas Vidner desuden for at der blev opstillet faciliteter til at vaske hænder i klorvand. De fleste Jehovas Vidner i disse lande følger dette eksempel og sørger for lignende faciliteter ved deres hjem.

En familie der er Jehovas Vidner, følger den forholdsregel om karantæne der var i Dolo’s Town, en landsby øst for Monrovia, Liberia. Karantænen blev ophævet den 8. september 2014.

Ifølge en rapport fra WHO dateret den 1. oktober 2014 er der blevet registreret mere end 7.178 tilfælde af sygdommen og flere end 3.300 er døde som følge af dette udbrud af ebola i Vestafrika, og tallene forventes at stige. Den 2. oktober var situationen den at ud af de 2.800 Jehovas Vidner i Guinea og Sierra Leone var én kvinde, en sygeplejerske, død den 25. september 2014 efter at være blevet smittet med ebola. Ud af de 6.365 Jehovas Vidner i Liberia er der 10 der er døde som følge af sygdommen; 6 af dem var sundhedsarbejdere. Selvom sygdommen for nylig har spredt sig til Nigeria, er ingen Jehovas Vidner dér blevet smittet. Desuden ser det ikke ud til at nogen af Jehovas Vidners missionærer i de lande er blevet smittet. Mens virusset spredte sig, var mange af disse missionærer på ferie eller overværede stævner i Europa og USA. Nogle er for nylig vendt tilbage til deres missionærtjeneste og tager de nødvendige forholdsregler og følger retningslinjerne fra det lokale afdelingskontor. Andre missionærer er endnu ikke vendt tilbage på grund af flyverestriktioner eller andre omstændigheder.

Faciliteter til håndvask ved en rigssal i Sierra Leone.

Nødhjælpskomitéer bestående af frivillige blandt Jehovas Vidner hjælper de lokale Vidner med at sørge for deres familie og trosfæller i de lande i Vestafrika der er hårdest ramt af ebola. “At følge Bibelens principper om renlighed og karantæne hjælper os til at klare situationen,” siger Thomas Nyain, sen., talsmand for Jehovas Vidner i Liberia. “Som Jehovas Vidner undgår vi også ubibelske begravelsesskikke. Det har vist sig at være en beskyttelse for vores medlemmer, særlig i denne vanskelige tid.”

I Sierra Leone blev der over en lokal radiostation nævnt at Jehovas Vidner hjælper deres medlemmer og andre i lokalsamfundet til at undgå at blive smittet med ebola. Myndighederne i Sierra Leone bad også Jehovas Vidners nødhjælpskomité om at assistere i forbindelse med regeringens hjælpearbejde.

“Vi er opmuntret over at se at vores trosfæller i Vestafrika udviser forsigtighed mens de fortsætter med deres religiøse aktiviteter og bibelundervisningsarbejde i det omfang det er muligt,” siger J.R. Brown, der er international talsmand for Jehovas Vidner på deres hovedkontor i New York. “Vi tænker på og beder for vores åndelige brødre og søstre og andre der skal leve under de vanskelige omstændigheder forårsaget af ebolavirusset.”

Presseansvarlige:

Internationalt: J.R. Brown, Informationstjenesten, tlf. +1 718 560 5000

Guinea: Thierry Pourthié, tlf. +224 631 40 96 50

Liberia: Thomas Nyain, sen., tlf. +231 886 513 414

Nigeria: Paul Andrew, tlf. +234 7080 662 020

Sierra Leone: Collin Attick, tlf. +232 77 850 790