Gå direkte til indholdet

(Venstre) Noget af det vi rent praktisk kan gøre for at beskytte os selv mod smitte, er at holde rent i vores hjem og i rigssalen. (Midten) I nogle af de berørte områder kan forkynderne vælge at deltage i andre former for forkyndelse, som for eksempel telefonforkyndelse. (Højre) I områder med sygdomsudbrud vil de ældste tage lokale omstændigheder i betragtning og måske give forkynderne mulighed for at se møderne via stream.

3. MARTS 2020
GLOBALE NYHEDER

Coronavirus: Opdatering og praktiske råd

Coronavirus: Opdatering og praktiske råd

Jehovas Vidners Hovedkontor følger nøje med i udbruddet af ny coronavirus (også kendt som COVID-19). Ud fra Bibelens profetier ved vi at epidemier er en del af tegnet på de sidste dage. (Lukas 21:11) Når der er et sygdomsudbrud, er det klogt at følge nogle praktiske råd for at beskytte sig selv og andre. – Ordsprogene 22:3.

Nogle tænker måske på hvordan vores brødre og søstre i de berørte områder har det. Udbruddet af COVID-19 har haft betydelig indflydelse på afdelingskontorer og menigheder i Italien, Japan, Sydkorea og andre lande. I nogle tilfælde har afdelingskontorer været nødt til at aflyse rundvisninger og melde af til planlagte gæster. I andre tilfælde har myndighederne besluttet at der ikke må afholdes store offentlige arrangementer, og nogle afdelingskontorer har derfor måttet aflyse kredsstævner. Derudover har menigheder i visse områder været nødt til at foretage justeringer med hensyn til møderne og forkyndelsen. På trods af disse udfordringer holder vores brødre og søstre fast i deres åndelige vaner og opmuntrer fortsat hinanden. – Judas 20, 21.

I sådanne situationer har vores brødre og søstre haft gavn af at følge nedenstående principper. De kan også være en hjælp for dig og din familie hvis der opstår et sygdomsudbrud der hvor I bor.

  • Gå ikke i panik. Det er selvfølgelig godt at udvise forsigtighed i forbindelse med epidemier og passe på at man ikke bliver smittet, men ens reaktion bør være baseret på fakta, ikke på frygt. – Ordsprogene 14:15; Esajas 30:15.

  • Følg myndighedernes anvisninger. Myndighederne vil ofte udsende advarsler og indføre restriktioner for at beskytte befolkningen mod smitte. Det er godt at holde sig opdateret og følge myndighedernes anvisninger. – Romerne 13:1.

  • Hav en god hygiejne. Sørg for ofte at vaske hænder med sæbe og vand, og brug eventuelt hånddesinfektion. Desuden er det godt at holde overflader derhjemme og i rigssalen rene. Eksperter siger at det under et sygdomsudbrud vil være bedst at man ikke giver hinanden hånd fordi det kan få sygdommen til at sprede sig endnu mere. I forbindelse med coronavirusset har Verdenssundhedsorganisationen givet yderligere anbefalinger til offentligheden.

  • Vis andre kærlighed. Vi ved alle sammen hvor vigtigt det er at komme til de kristne møder og deltage i forkyndelsen, men hvis man er syg, er det bedst at blive hjemme så man ikke smitter andre. Det vil være et udtryk for at man elsker sine trosfæller og ønsker at beskytte dem og sine medmennesker generelt. – Matthæus 22:39.

  • Følg eventuelle justeringer der bliver givet til menigheden. I områder med sygdomsudbrud kan afdelingskontoret være nødsaget til midlertidigt at aflyse møder, stævner og andre særlige arrangementer. Det har været tilfældet i nogle af de områder der er hårdest ramt af COVID-19, for eksempel i bestemte dele af Italien, Japan og Sydkorea. De lokale omstændigheder vil afgøre om menighedens ældste giver forkynderne mulighed for at se møderne via stream hjemmefra. For fortsat at kunne deltage i forkyndelsen kan brødrene og søstrene måske gøre brug af telefonopkald, sms’er, e-mails eller breve.