29. NOVEMBER 2018
GLOBALE NYHEDER
Russiske betjente ransager otte hjem tilhørende Jehovas Vidner på Krim
Torsdag aften den 15. november 2018 foretog 200 politifolk fra den russiske efterretningstjeneste (FSB) voldsomme ransagninger af otte hjem tilhørende Jehovas Vidner på Krim.
Som følge af det ekstreme chok de maskerede og bevæbnede FSB-betjente forårsagede, fik to Jehovas Vidner så akut højt blodtryk at de måtte på hospitalet. Det gør os også ondt at meddele at en søster aborterede.
Under angrebet blev den 78-årige Aleksandr Ursu overfaldet. Han blev fastholdt op ad væggen, tvunget ned på gulvet og lagt i håndjern. Desuden afhørte politiet flere andre Jehovas Vidner.
På nuværende tidspunkt er det kun 47-årige bror Sergej Filatov (på billedet) der er under anklage. Myndighederne har anklaget ham efter Den Russiske Føderations straffelovs paragraf 282.2, stykke 1 – en lov som Rusland har taget i anvendelse på Krimhalvøen. Bror Filatov, der har fire børn, er det første Jehovas Vidne på Krim der er anklaget efter Ruslands lov om anti-ekstremisme.
Selvom sådanne rapporter om ransagninger og forfølgelse er årsag til bekymring for vores brødre og søstre, ser vi modigt hen til vores Gud, Jehova, som vil gøre os stærke under disse sidste dage fyldt med prøvelser. – Esajas 41:10.