Gå direkte til indholdet

3. OKTOBER 2017
GLOBALE NYHEDER

Overblik over skaderne efter orkanen Irma

Overblik over skaderne efter orkanen Irma

NEW YORK – Afdelingskontorerne i Barbados, Den Dominikanske Republik, Frankrig og USA melder følgende om situationen for vores brødre og søstre efter orkanen Irmas rasen:

Berørte områder under Afdelingskontoret i Barbados – Anguilla, Antigua og Barbuda, Montserrat, Saba, Sint Eustatius, Saint Kitts og Nevis og Sint Maarten (den hollandske del af øen). Der meldes om omfattende ødelæggelser på Barbuda og Sint Maarten.

Barbuda er en lille ø med et samlet antal indbyggere på omkring 1.800. De fleste forsyningsanlæg og omtrent 95 procent af alle hjem blev ødelagt, og der er derfor blevet erklæret undtagelsestilstand, og øen betragtes som et katastrofeområde. Alle 11 forkyndere på øen er blevet evakueret i sikkerhed på naboøen Antigua, hvor en nødhjælpskomité sørger for dem. Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

Der bor omkring 700 forkyndere på øen Sint Maarten/Saint-Martin. Én søster kom til skade. En delegation bestående af personer fra afdelingskontorerne i Frankrig og Barbados samt læger og sygeplejersker blev sendt til øen for at hjælpe vores trosfæller.

Berørte områder under Afdelingskontoret i Frankrig – Guadeloupe, Martinique, Saint-Barthélemy og Saint-Martin (den franske del af øen). Der er ingen meldinger om hverken dødsfald eller tilskadekomne på Guadeloupe og Martinique.

På øen Saint-Barthélemy er der sket voldsomme ødelæggelser, og det er nærmest umuligt at komme i kontakt med forkynderne på øen. Afdelingskontoret er dog blevet informeret af kredstilsynsmanden om at alle 30 forkyndere på øen er i live, og at der kun er sket mindre skader på rigssalen. Der er blevet nedsat en nødhjælpskomité for at koordinere sendinger med vand, mad og andre nødhjælpsforsyninger fra Guadeloupe og Martinique til Saint-Barthélemy og Saint-Martin.

Nødhjælp bliver gjort klar ved en stævnehal i Guadeloupe.

Afdelingskontoret i Den Dominikanske Republik. Afdelingskontorets Udvalg har nedsat fem permanente nødhjælpskomitéer, som skal tage sig af de 38.000 forkyndere i landet. I dagene inden orkanen ramte, besøgte ældstebrødre under kredstilsynsmændenes ledelse alle forkynderne for at sikre sig at de tog de nødvendige forholdsregler. I områder langs den nordlige kyst med høj risiko for oversvømmelse sørgede ældstebrødre for at 1.273 forkyndere blev evakueret til mere sikre steder, og 2.068 forkyndere, hvis hjem var i fare for at blive ødelagt, søgte tilflugt i rigssale eller hos trosfæller med mere modstandsdygtige huse.

Nogle få nybyggede rigssale fik mindre skader. Fem hjem der tilhører familier der er Jehovas Vidner, blev beskadiget. Skaderne bliver udbedret af de lokale menigheder og med hjælp fra nødhjælpskomitéerne. Der er ingen meldinger om dødsfald eller tilskadekomne.

Berørte områder under Afdelingskontoret i USA – Bahamas, Florida, Georgia, Puerto Rico, Turks- og Caicosøerne, British Virgin Islands og U.S. Virgin Islands. Som nævnt i tidligere meldinger, har én bror og én søster mistet livet. Der er ingen yderligere meldinger om dødsfald, men afdelingskontoret har bekræftet at 6 har pådraget sig kvæstelser, og mere end 3.000 har måttet forlade deres hjem. Flere hundrede brødre og søstre fra det centrale Florida og Georgia har åbnet deres hjem for deres evakuerede trosfæller.

I Florida blev vores trosfæller fra oversættelseskontoret i Fort Lauderdale evakueret til stævnehallen i West Palm Beach, hvor de opholdt sig i adskillige dage. Oversættelseskontoret fik nogle vandskader, og boligerne var uden strøm og internetadgang i flere dage. Der er nu både strøm og internetadgang igen, og alt fungerer som normalt.

På undervisningsfaciliteterne i Palm Coast, Florida, blev alle elever i en ny klasse på Skolen for Kredstilsynsmænd og deres Hustruer såvel som tre klasser på Skolen for Kristne Forkyndere evakueret. En lille gruppe på 20 personer blev tilbage og opholdt sig på et sikkert sted i bygningerne. Ejendommen var på et tidspunkt uden strøm, men der er ikke sket nogen nævneværdige skader.

Nødhjælpsforsyninger bliver sorteret i en stævnehal i Caguas, Puerto Rico.

Kontoret for Nødhjælp under Tjenesteafdelingen samt Bygge- og Projekteringsafdelingen koordinerer nødhjælpen og sørger for at hjælpen til vores brødre og søstre når frem i tide.

I USA er der blevet oprettet nødhjælpscentre der skal sørge for mad og vand til dem der er berørt af orkanen på fastlandet. Derudover sørger en nødhjælpskomité i Puerto Rico for humanitær hjælp til vores trosfæller på øerne.

I Caribien forårsagede orkanen mindre skader på mindst 61 hjem og omfattende skader på 55 hjem. Mindst to rigssale blev desuden stærkt beskadiget.

Oversvømmelser ved en rigssal på Turks- og Caicosøerne.

Brødre fra afdelingskontoret og Hovedkontoret rejser til Florida og øerne for at hjælpe vores trosfæller. Skadernes omfang vurderes løbende.

Vores tanker og bønner går til alle dem der er blevet berørt af orkanen Irma, og til alle der deltager i arbejdet med at yde nødhjælp og opmuntring. – Romerne 15:5; 2 Korinther 1:3, 4, 7; 8:14.

Presseansvarlige:

Internationalt: David A. Semonian, Informationstjenesten, +1 845 524 3000

Barbados: John Medford, +1 246 438 0655

Den Dominikanske Republik: Josué Féliz, +1 809 595 4007

Frankrig: Guy Canonici, +33 2 32 25 55 55