16. AUGUST 2019
INDIEN
Oversvømmelser i det vestlige Indien
Ifølge et nyhedsbureau har 169 mennesker mistet livet på grund af store oversvømmelser i delstaterne Gujarat, Maharashtra, Karnataka og Kerala i det vestlige Indien.
Afdelingskontoret i Indien melder at ingen af vores brødre og søstre har mistet livet eller pådraget sig skader som følge af oversvømmelserne, og giver følgende informationer:
Gujarat: I byen Vadodara blev i alt 145 forkyndere berørt af oversvømmelserne. Oversættelseskontoret hvor vores publikationer bliver oversat til gujarati, blev ikke beskadiget.
Maharashtra: I Mumbai blev seks familiers hjem beskadiget. I byen Sangli, der ligger næsten 380 kilometer sydøst for Mumbai, måtte 25 forkyndere forlade deres hjem. Brødre og søstre i en nærliggende by sørgede for midlertidig logi til dem.
Karnataka: Seks familier måtte forlade deres hjem. Afdelingskontoret ligger i denne delstat men er ikke blevet beskadiget af den voldsomme regn eller oversvømmelserne.
Kerala: Cirka 100 familier er flyttet midlertidigt ind hos brødre og søstre der bor højere oppe i landet. En nødhjælpskomité er i gang med at vurdere i hvor stort omfang der er behov for hjælp.
Afdelingskontoret sørger for at der bliver organiseret nødhjælpsarbejde i de berørte områder. Kredstilsynsmænd og brødre og søstre fra Bygge- og Projekteringsafdelingen har arbejdet hårdt for at hjælpe vores berørte trosfæller. Det har de blandt andet gjort ved at sørge for materiel hjælp – for eksempel ved at udlevere drikkevand – og at give dem åndelig opmuntring.
Vi beder Jehova om fortsat at være med vores brødre og søstre efter oversvømmelserne og ser frem til den tid hvor der i stedet for naturkatastrofer vil være “fred overalt”. – Salme 37:11.