Der har været Jehovas Vidner i Indien siden 1905. I 1926 oprettede de et kontor i Bombay (nu Mumbai), og i 1978 blev deres trossamfund juridisk anerkendt. Jehovas Vidner har gavn af det Indiens forfatning garanterer, blandt andet retten til at udøve, bekende og udbrede sin tro. Deres juridiske sejr i den skelsættende sag Bijoe Emmanuel mod delstaten Kerala i Indiens Højesteret har bidraget til de grundlovssikrede rettigheder alle borgere har. Jehovas Vidner kan generelt udøve deres religion frit i Indien. Men i nogle stater har de været udsat for pøbeloverfald og andre handlinger der udspringer af religiøs intolerance.

I 1977 afgjorde Højesteretten at der er forskel på det at udbrede sin tro og det at omvende andre. Den afgjorde at ingen har ret til at omvende en anden, og at de antikonverteringslove der var blevet vedtaget i nogle stater, var lovlige. De der overfalder Jehovas Vidner, henviser ofte over for politiet til rettens afgørelse og hævder falskeligt at de har set Vidnerne omvende folk. I stater hvor der ikke er en antikonverteringslov, beskylder modstandere Jehovas Vidner for blasfemi ved fejlagtigt at anvende en lov fra kolonitiden på Jehovas Vidners offentlige forkyndelsesarbejde. Som følge heraf har Vidnerne siden 2002 været udsat for over 150 voldelige pøbeloverfald. Lokale myndigheder er ofte med til at forværre situationen fordi de ikke yder ofrene tilstrækkelig beskyttelse eller retsforfølger gerningsmændene.

Jehovas Vidner i Indien fortsætter med at have møder med myndighedspersoner og at gå rettens vej for at beskytte deres ret til frit at udøve deres religion. Vidnerne forventer at lokale myndigheder og enkeltpersoner vil respektere Højesterettens erklæring i forbindelse med Bijoe-sagen: “Vores tradition lærer os tolerance; vores filosofi prædiker tolerance; vores grundlov sikrer tolerance; lad os ikke udvande det.” Vidnerne håber at deres indsats vil sætte en stopper for pøbeloverfaldene og fremme religiøs tolerance.