Gå direkte til indholdet

Underste etage af udstillingen “Wedontdothat” i Center for Humanistic Education

28. APRIL 2022
ISRAEL

Udstilling om nazisternes forfølgelse af Jehovas Vidner åbner i Israel

Udstilling om nazisternes forfølgelse af Jehovas Vidner åbner i Israel

En ny udstilling der handler om Jehovas Vidners mod, åbnede i Israel den 7. marts 2022. Udstillingen bliver vist i Center for Humanistic Education i Ghetto Fighters’ House Museum i det vestlige Galilæa. Den er på både arabisk, engelsk og hebraisk, og den vil være åben indtil marts 2023. Museumsfolkene samarbejdede med over 50 brødre og søstre fra hele verden, som hjalp med researcharbejdet, det grafiske design og oversættelse.

Den interaktive udstilling hedder “Wedontdothat”, der betyder “sådan noget gør vi ikke”. Titlen er inspireret af et øgenavn som et medlem af det tyske civilforsvar gav bror Joachim Alfermann, der blev forfulgt af nazisterne. a Joachim blev udsat for et voldsomt pres, blev banket og sat i enecelle, men alligevel nægtede han at blive trænet som soldat og sagde: “Sådan noget gør vi ikke.” Han blev senere sendt i koncentrationslejr fordi han nægtede at bære våben. Arrangøren af udstillingen, Yaara Galor, sagde: “Vi kender til historien om jøderne som blev dræbt af mange forskellige årsager, men der var også millioner af andre der blev slået ihjel. … Hver gruppe har sin egen helt unikke historie.”

Indgang til Center for Humanistic Education

Dr. Gideon Greif, der er ekspert i holocaust og historiker med speciale i Auschwitz, talte ved åbningen af udstillingen. Han omtalte det faktum at Jehovas Vidner kunne underskrive en erklæring for at afsværge deres tro. Han sagde: “[Jehovas Vidner] kunne let gå fri – det ville tage under et minut at skrive under. Det viser at der selv i menneskehedens mørkeste perioder er grupper der bevarer en høj moral, både i tale og handling. Derfor fortjener Jehovas Vidner at man taler om dem, mindes dem og lærer om dem.”

En søster fra Afdelingskontoret i Israel var med til åbningen af udstillingen, og hun sagde: “Jeg fik tårer i øjnene ved tanken om at vi har sådan en udstilling her i Israel på et museum som er åbent for alle … At høre museumsfolkene stå på talerstolen og sige ‘Jehovas Vidner’ på hebraisk var helt uforglemmeligt. Jehovas navn blev virkelig æret og lovprist ved den her begivenhed.”

Bror David Simozrag fra Afdelingskontoret i Israel talte ved åbningen af udstillingen

Vi er sikre på at det vil gøre indtryk på dem der besøger udstillingen, at lære om det mod og den tro vores brødre og søstre i Nazityskland viste. Deres stærke tro kan motivere Jehovas tjenere i dag til at fortsætte med at ‘løbe med udholdenhed’. – Hebræerne 12:1.