9. FEBRUAR 2021
ITALIEN
Italiens øverste appeldomstol afsiger dom til fordel for Jehovas Vidner i sag om lægebehandling
Italiens øverste appeldomstol har afsagt en dom til fordel for et af Jehovas Vidner i en sag om patientens ret til selvbestemmelse. Den 23. december 2020 stadfæstede højesteretten at alle patienter har ret til selv at vælge lægebehandling, deriblandt også ret til at vælge virkningsfuld behandling der ikke strider mod deres religiøse overbevisning.
Sagen drejede sig om en tragisk hændelse i 2005, hvor lægerne krænkede en søsters rettigheder. Før sin operation afviste hun udtrykkeligt, både mundtligt og gennem et forhåndsdirektiv, at tage imod blodtransfusion. Men lægerne ignorerede hendes ønsker og gav hende adskillige blodtransfusioner.
Retten anerkendte at det at afslå blodtransfusion “ikke blot er et spørgsmål om selvbestemmelse i forbindelse med lægebehandling, men en bevidst, samvittighedsmæssig beslutning truffet på baggrund af religiøse overbevisninger”. Den fastslog at det er en “ukrænkelig rettighed, som Forfatningen ‘i højeste grad’ beskytter”.
Denne afgørelse er den seneste af ti på hinanden følgende sejre for Jehovas Vidner ved Italiens øverste appeldomstol siden 2015. I hver sag har retten stadfæstet vigtige aspekter af vores religionsfrihed. Sagerne har omhandlet følgende områder:
Det at sige nej til blodtransfusion: Jehovas Vidner ønsker at få den bedst mulige lægebehandling, og de tager imod langt de fleste former for behandling. Domstolene har fastslået at patienter der er Jehovas Vidner, har ret til at vælge lægebehandling der er i overensstemmelse med deres bibeloplærte samvittighed. Læger skal respektere det når en patient vælger at sige nej til blodtransfusion. Patienten har ret til at træffe denne beslutning som følge af sin religionsfrihed.
Forældremyndighed: Forældre der er Jehovas Vidner, har samme ret som forældre der ikke er Jehovas Vidner, til at undervise deres børn i deres religiøse overbevisning.
Udelukkelse: Det er ikke diskrimination når Jehovas Vidner udelukker personer. Jehovas Vidner har ret til at afstå fra at være sammen med dem der er blevet ekskluderet af deres menigheder. Det er en del af religionsfriheden, som skal respekteres.
Skat: Jehovas Vidner betaler deres skat og har ret til de samme fordele og fradrag som alle andre religioner i Italien i forbindelse med beskatning af deres mødesale.
Det er opmuntrende når myndighederne træffer afgørelser der stadfæster Jehovas folks ret til frit at udøve deres tro. – Ordsprogene 21:1.