Gå direkte til indholdet

7. MAJ 2018
ITALIEN

Fordele ved transfusionsfri behandling drøftet ved skelsættende konference på universitetet i Padova

Fordele ved transfusionsfri behandling drøftet ved skelsættende konference på universitetet i Padova

ROM – Fredag den 24. november 2017 var læger, jurister og specialister i bioetik samlet på universitetet i Padova, et af de ældste universiteter i Italien, til konferencen “Voksne patienter der afviser blodtransfusion: Hvilke behandlingsmuligheder er der? – Blodbesparelse 2017.” Konferencen var sponsoreret af mere end 25 italienske videnskabelige selskaber og foreninger samt Italiens sundhedsministerium.

Dr. Luca P. Weltert

Blodtransfusion bliver af mange betragtet som harmløst og som den eneste livreddende behandling for patienter der gennemgår komplicerede behandlinger eller kirurgiske indgreb. Den opfattelse blev imidlertid anfægtet af mange af talerne ved konferencen. En af eksperterne ved konferencen, dr. Luca P. Weltert, der er hjerte-lungekirurg ved European Hospital i Rom, udtalte: “Vi har i dag set at transfusion kan være skadeligt og i mange tilfælde ikke er nødvendigt.”

Dr. Weltert og andre læger der havde indlæg på konferencen, er nået til denne konklusion på baggrund af deres kliniske erfaring såvel som forskningsresultater som påviser en sammenhæng mellem blodtransfusion og øget dødelighed, øget sygdomsforekomst, forlænget varighed af indlæggelse og andre alvorlige helbredsrisici. a

“Vi har i dag set at transfusion kan være skadeligt og i mange tilfælde ikke er nødvendigt.” – Dr. Luca P. Weltert, hjerte-lungekirurg ved European Hospital, Rom

Disse forskningsresultater, samt de høje udgifter der er forbundet med blodtransfusion, fik i 2010 Verdenssundhedsorganisationen (WHO) til at gøre opmærksom på behovet for Blod Management – en tværfaglig og multidisciplinær tilgang der har sundhed og patientsikkerhed som fokus, giver bedre kliniske resultater og reducerer brugen af blodtransfusion markant. WHO vedtog en resolution som tilskyndede alle 193 medlemsnationer i FN til at implementere Blod Management.

Professor Stefania Vaglio

Professor Stefania Vaglio, der er overlæge med speciale i transfusionsmedicin ved universitetshospitalet Sant’Andrea i Rom, beskrev udførligt den nye strategi man bruger i Blod Management. Hun forklarede at klinisk behandling tidligere hang nært sammen med håndtering og brug af donorblod, men at “fokus nu helt og holdent er blevet flyttet fra donorblod til en patients eget blod”. Et af målene med Blod Management er “at minimere blodtab ved at sætte patienten i centrum af processen, ... have fokus på og gøre alt hvad der er nødvendigt, for at bevare patientens blod”. Professor Vaglio understregede at behandlingsteknikker til bevarelse af patientens eget blod “faktisk er ensbetydende med en behandling af bedre kvalitet”.

Dr. Tommaso Campagnaro, der er kirurg ved universitetshospitalet i Verona, bekræftede at der er mange fordele ved strategierne til at undgå blodtransfusion. Efter at have foretaget en analyse af data der gik helt tilbage til slutningen af 1990’erne, vedrørende patienter der har gennemgået kompleks kirurgi i bughulen, konkluderede han: “De patienter der ikke fik transfusion, havde færre komplikationer og en lavere dødelighed sammenlignet med patienter der fik transfusion.”

“De patienter der ikke fik transfusion, havde færre komplikationer og en lavere dødelighed sammenlignet med patienter der fik transfusion.” – Dr. Tommaso Campagnaro, kirurg, universitetshospitalet i Verona

Lektor Anna Aprile

Dr. Campagnaro og flere andre talere ved konferencen takkede fra talerstolen Jehovas Vidner for det de gør for at hjælpe læger til at udvikle alternativer til blodtransfusion. Anna Aprile, der er lektor i medicinsk jura ved universitetet i Padova, sagde: “Vi vil gerne takke Jehovas Vidner. De har sat gang i en debat om retten til at afvise transfusion og derved hjulpet alle til at reflektere over dette emne og tage udfordringen op med hensyn til at reducere brug af blod.”

“Vi vil gerne takke Jehovas Vidner. De har sat gang i en debat om retten til at afvise transfusion.” – Anna Aprile, lektor i medicinsk jura, universitetet i Padova

Talerne ved konferencen repræsenterede forskellige lægevidenskabelige grene, deriblandt anæstesiologi, gynækologi, hæmatologi, kardiologi, onkologi og ortopædi. Men deres overordnede budskab var det samme: I lyset af den voksende mængde af publicerede data samt erfaringer af eksperter inden for området bør lægestanden, lovgiverne og offentligheden alle være åbne over for strategier til Blod Management.

Konferencedeltagerne lytter til en af fremlæggelserne i Morgagni-auditoriet på universitetet i Padova

Dr. Weltert tilføjer: “At operere en rift på hovedpulsåren er på nuværende tidspunkt den mest komplicerede operation man kan foretage i menneskekroppen. ... Hvis [den] kan foretages uden brug af blod, kan alt i realiteten foretages.”

Presseansvarlige:

Internationalt: David A. Semonian, Informationstjenesten, tlf. +1 845 524 3000

Italien: Christian Di Blasio, +39 06 872941

a For eksempel blev der ved konferencen henvist til et nyligt studie foretaget i Western Australia som blev offentliggjort i Transfusion, et af de førende medicinske tidsskrifter om transfusionsbehandling. Heri beskrives resultaterne af en omfattende, seks år lang indsats for at implementere et program for Blod Management i hele sundhedssektoren. Der blev analyseret data fra 605.046 patienter som var indlagt på fire større hospitaler til planlagte behandlinger. Brugen af blodprodukter faldt med 41 procent i løbet af studiets varighed. I samme periode var der også en reduktion i hospitalsdødelighed på 28 procent, en 15 procents reduktion i den gennemsnitlige varighed af hospitalsindlæggelse, en 21 procents reduktion i hospitalsinfektioner samt en 31 procents reduktion i forekomsten af hjerteanfald og slagtilfælde. Implementeringen af dette program resulterede i bedre udfald af behandlingen, mindre brug af blodprodukter og økonomiske besparelser.