Bror Tejmur Akhmedov blev løsladt fra fængslet den 4. april 2018 efter at være blevet benådet af Kasakhstans præsident, Nursultan Nazarbajev. Bror Akhmedov havde i alt siddet fængslet i 441 dage. Myndighederne havde arresteret ham alene fordi han havde talt med andre om sin tro.

Kort efter at Tejmur Akhmedov blev løsladt, talte Informationstjenesten fra Jehovas Vidners Hovedkontor i Warwick, New York, med ham og hans hustru, Mafiza. De er nu genforenet i deres hjem i Astana, hovedstaden i Kasakhstan. Det følgende er en forkortet transskription af samtalen.

Informationstjenesten: Til at begynde med vil vi gerne høre lidt om dig, bror Akhmedov. Hvornår blev du et af Jehovas Vidner?

Tejmur: Jeg blev døbt den 9. oktober 2005. Inden jeg lærte sandheden at kende, var jeg ateist, og i mange år troede jeg ikke på nogen eller noget. Senere, da min kone begyndte at studere, var jeg nysgerrig efter at vide hvad hun talte med Vidnerne om. Jeg plejede faktisk at stå omme bag døren og smuglytte til deres samtaler.

Da jeg fandt ud af hvad det var de studerede, fangede det min interesse, for de talte kun om gode og positive ting. På et tidspunkt præsenterede de mig for bror Veslav, der oprindeligt kom fra Polen men tjente i Kasakhstan. Da vi talte sammen første gang, sagde jeg: “Der er én ting jeg vil spørge dig om. Hvis jeg kan lide dit svar, kan vi være venner og fortsætte med at tale sammen. Hvis jeg derimod ikke synes om dit svar, er det selvfølgelig i orden, men så stopper vores samtaler.” Så spurgte jeg bror Veslav hvad der sker når man dør. Han slog op på Prædikeren 9:5 og sagde: “Når du har læst det her bibelvers, ved du hvad der sker.” Da jeg havde læst det, vidste jeg at det her var sandheden. Jeg sagde ja til at mødes med ham igen og studere Bibelen.

Du studerede altså Bibelen og blev døbt i 2005.

Lad os nu spole tiden frem og tale om hvad der gik forud for din anholdelse. I maj 2016 mødte du nogle mænd der lod som om de var interesseret i hvad Jehovas Vidner tror på. I løbet af nogle måneder mødtes I flere gange for at tale om Bibelen. Når du tænker tilbage, var der så noget de sagde eller gjorde, der virkede mistænkeligt?

Tejmur: Ja, jeg nævnte for dem at man normalt ikke studerer Bibelen med grupper, men med enkeltpersoner. Jeg foreslog flere gange at de hver især fik deres eget bibelstudie, men hver gang sagde de at det ville de ikke, for de kunne godt lide at studere sammen som gruppe. Der var også flere gange hvor de inviterede andre med på studiet og bad mig om at gentage det vi havde drøftet sidste gang.

Mafiza: Engang jeg var med på studiet, lagde jeg mærke til at selvom de havde studeret i ret lang tid, talte de stadig meget om forskellige religioner. Jeg lagde også mærke til at deres lejlighed var dyrere end hvad studerende normalt har råd til. Jeg sagde noget om at de levede ret luksuriøst i forhold til at de var under uddannelse, og de følte sig tydeligvis beklemt ved min kommentar. Da vi skulle til at tage afsted, trak de Tejmur til side, og mens jeg ventede udenfor, bad de ham om ikke at tage mig med en anden gang.

Hvornår fandt du ud af at de mænd du studerede med, ikke var interesseret i Jehovas Vidners tro men faktisk arbejdede for det hemmelige politi, Kasakhstans nationale sikkerhedstjeneste (KNB)?

Tejmur: Det var først under høringen at jeg fandt ud af at de samarbejdede med KNB.

Hvordan reagerede du da du blev arresteret og senere anklaget for “tilskyndelse til religiøse stridigheder” og for at “advokere [religiøs] overlegenhed”?

Tejmur: Da jeg blev arresteret, troede jeg ærlig talt at de, som de sagde, bare ville følge mig til politistationen, hvor jeg så kunne forklare sagen og få lov at gå igen. Jeg var klar til at forsvare mig selv og fortælle hvad vi havde snakket om.

Jeg blev meget overrasket over den drejning situationen tog, men jeg var ikke bange. Det kom virkelig bag på mig at jeg blev anklaget for at tilskynde til religiøst had og ekstremisme. Jehovas Vidner er jo bare mennesker der fortæller andre om Jehova, og de er aldrig blevet associeret med had og strid. Jeg var fuldstændigt overbevist om at jeg var uskyldig, og at Jehova ville støtte mig. Noget der hjalp mig, var at huske på Bibelens råd: “Kast alle jeres bekymringer på ham [Jehova], for han har omsorg for jer.” – 1. Peter 5:7.

Den 2. maj 2017, efter at du havde været varetægtsfængslet i over tre måneder, idømte distriktsdomstolen i Astana dig så fem års fængselsstraf og forbød dig at undervise i Bibelen i yderligere tre år. Hvordan påvirkede det dig?

Tejmur: Da dommen blev afsagt, indså jeg at jeg måtte forlige mig med tanken om at skulle afsone hele straffen hvis det blev nødvendigt. Jeg tænkte: ‘Hvis det her er en trosprøve, har Jehova det store overblik og ved hvornår den er forbi.’ Jeg var besluttet på at vente, uanset hvor lang tid det ville tage.

Men du kæmpede også med nogle alvorlige helbredsproblemer da du blev fængslet. Er det rigtigt?

Tejmur: Ja, før jeg blev fængslet, var jeg i behandling, men den blev stoppet da jeg blev arresteret, og derfor fik jeg det værre og værre.

Mafiza, hvordan havde du det i den periode?

Mafiza: Jeg var rædselsslagen og dybt ulykkelig. Efter at Tejmur blev arresteret, havde jeg også svært ved at tage beslutninger, for i de 38 år vi havde været gift, havde vi aldrig været væk fra hinanden. Men Tejmur trøstede mig og sagde: “Bare rolig! Jehova vil kompensere for de fem år vi er adskilt, ved at give os 25 år ekstra – allerede i den her verden!”

Hvad hjalp dig ellers mens din mand var i fængsel?

Mafiza: Brødrene og søstrene var en fantastisk støtte. På grund af omstændighederne omkring hans anholdelse havde jeg virkelig ikke forestillet mig at nogen turde besøge mig. KNB overvågede mig og vores hus.

Men en dag kom en af de ældste og hans hustru forbi, og det var lige hvad jeg trængte til. Da jeg spurgte dem om de ikke var bange for at besøge mig, svarede de: “Hvorfor skulle vi være bange? Myndighederne kan jo alligevel spore os gennem vores telefoner. Så hvis de vil, kan de sagtens finde os.”

De ældste kom også på hyrdebesøg og tilskyndede mig til at være åndeligt stærk og ikke lade denne trosprøve slå mig helt ud.

Tejmur, hvad hjalp dig til at klare denne trosprøve og forblive positiv?

Tejmur: At bede til Jehova! Hver dag bad jeg ham om at lede mig og give mig visdom og styrke så jeg kunne bevare min glæde og loyalitet. Det var tydeligt at han besvarede mine bønner. Han støttede mig, og jeg følte mig ikke alene i fængslet.

Det hjalp mig også at læse i Bibelen. I et af fængslerne var der en bibel jeg altid kunne bruge. Et af de andre steder jeg var, stod der en bibel i fængslets bibliotek, som jeg kunne gå hen og læse i en gang om ugen.

Jeg tænkte også på noget den bror der studerede med mig, havde sagt. Han plejede at sige at vi ikke skal være bange når vi bliver udsat for prøvelser. Jeg kan huske at jeg spurgte ham: “Hvorfor skal jeg ikke være bange? Hvad nu hvis jeg kommer i en situation der er virkelig svær og skræmmende?” Han sagde at Jehova ikke vil tillade at vi bliver udsat for mere end vi kan klare, og at han vil give os styrke til at komme igennem hvilken som helst prøve. (1. Korinther 10:13) Det var en tanke fra Bibelen jeg huskede på mens jeg var i fængsel.

Hvordan påvirkede det dig at vide at dine brødre og søstre i hele verden var opmærksomme på din situation og bad for dig?

Tejmur: Jeg følte helt klart at det var Jehovas måde at hjælpe mig på, for det er jo hans organisation. Det forsikrede mig om at jeg ikke ville blive glemt, og at Jehova en dag ville redde mig.

Faktisk var det at komme i fængsel det jeg var allermest bange for. Det skræmte mig fra vid og sans. Når jeg læste om vores brødre der sad i fængsel, plejede jeg at bede og sige: ‘Jehova, alt andet end fængsel!’ Men samtidig havde jeg et meget stærkt ønske om at besøge folk der sad i fængsel, og forkynde for dem. Da jeg spurgte om det var muligt at være med til at forkynde i fængsler, forklarede brødrene at vi på nuværende tidspunkt ikke har tilladelse til at forkynde i fængslerne i Kasakhstan. Så da jeg stod over for denne prøve, havde jeg blandede følelser. På den ene side var jeg bange. På den anden side var det som om at min drøm om at forkynde for indsatte var ved at gå i opfyldelse.

Fik du så mulighed for at forkynde mens du var i fængsel?

Tejmur: Ja. På et tidspunkt kaldte en betjent mig ind på sit kontor. Da jeg kom derind, sagde han: “Jeg ved at du er et af Jehovas Vidner, og du kan lige vove på at forkynde for mig!” Jeg svarede: “Det har jeg heller ikke tænkt mig.” Så spurgte han: “Hvad er Guds navn?” “Guds navn er Jehova,” svarede jeg. Han fortsatte: “Hvem er Jesus så? Er han ikke Gud?” “Nej,” svarede jeg, “han er Guds Søn.” Så spurgte han: “Hvorfor tror ortodokse kristne så at han er Gud?” Til det sagde jeg: “Det må du spørge dem om.”

Ved en anden lejlighed fik jeg mulighed for at forkynde for omkring 40 mennesker på én gang. En psykolog var kommet for at besøge de indsatte. Vi talte om ægteskab, og så spurgte hun hvad vores holdning var til polygami. Alle fik mulighed for at komme med deres mening.

Da det blev min tur, sagde jeg at jeg ikke selv havde en mening om emnet, men at der var en anden persons holdning jeg syntes godt om, og som jeg godt ville fortælle om. Så sagde jeg: “Derfor vil en mand forlade sin far og mor, og han vil holde sig til sin hustru, og de skal blive ét.” (1. Mosebog 2:24) Psykologen spurgte: “Hvem er det der ser sådan på det?” Jeg svarede: “Det er Jehova Gud, ham der har skabt os mennesker. Der bliver kun nævnt to personer – ikke flere.”

Så spurgte hun mig: “Er der andre grunde til at du mener en mand kun bør have én hustru?” Jeg citerede Matthæus 7:12, hvor der står: “Derfor, alt hvad I ønsker at andre skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.” Bagefter sagde jeg: “Det var Jesus der kom med den her udtalelse. Du kan jo spørge de andre her om nogen af dem har lyst til at dele deres hustru med en anden mand. Hvis mænd ikke vil have at deres koner skal have flere mænd, så vil kvinder selvfølgelig heller ikke have at deres mænd har flere koner.” Psykologen sagde at hun bedst kunne lide mit svar.

Hvor er det fantastisk at du fik mulighed for at forkynde trods din svære situation!

Efter at domstolene og endda Kasakhstans Højesteret havde afvist dine appeller om at blive løsladt, så det ud til at alle juridiske muligheder var udtømt.

Men du havde mulighed for at blive løsladt hvis du skrev under på en tilståelse. Vil du fortælle os lidt om det og hvorfor du nægtede at skrive under?

Tejmur: Faktisk var det et tilbud jeg fik flere gange. Det så måske ud til at være en venlig gestus, men i virkeligheden stod der at jeg erklærede mig skyldig i anklagerne og undskyldte for mine handlinger. Senere blev jeg tilbudt at jeg selv kunne skrive en tilståelse og anmode om at blive benådet. Jeg fik at vide at jeg skulle skrive at jeg havde begået en fejl ved at tale med andre om min tro, og at jeg nu fortrød mine handlinger og ønskede at blive løsladt på grund af mit helbred.

Jeg nægtede at skrive under på nogen som helst tilståelse, og jeg forklarede at jeg hellere ville sidde fængslet med en ren samvittighed end at blive løsladt med en dårlig samvittighed.

Du er virkelig et godt eksempel med hensyn til at vise tro og nægte at gå på kompromis.

Men på et tidspunkt tog situationen en ny drejning. Vil du fortælle om hvordan du fandt ud af at du var blevet benådet og ville blive løsladt?

Tejmur: En dag kom en vagt hen og fortalte at der var et telefonopkald til mig. Jeg kan huske at jeg tænkte: ‘Hvem kan det mon være?’ Da jeg tog telefonen, var det en kvinde der efter at have præsenteret sig selv fortalte at hun ville komme og få mig løsladt. Jeg vidste virkelig ikke hvordan jeg skulle reagere. Efter samtalen besluttede jeg at fortælle min søn om det, for jeg ville ikke give min kone et chok eller have at hun fik falske forhåbninger.

Da jeg havde lagt på, spurgte vagten mig: “Hvad sagde de så til dig?” Jeg sagde til ham at det måtte være nogen der lavede sjov, for kvinden der havde ringet, havde sagt at hun ville komme og løslade mig.

Vagten svarede at det ikke var for sjov, men at den var god nok.

Mefiza, hvordan reagerede du da du hørte nyheden?

Mefiza: Da min søn fortalte mig det, troede jeg også at det var en joke. Det var noget vi havde ventet på så længe!

Vi kan kun forestille os hvordan I må have haft det da I blev genforenet efter mere end et år!

Når I ser tilbage, hvad har I så lært at denne trosprøve?

Mefiza: Jeg kan huske hvor meget jeg græd over bror Bahram og [søster] Gulzira Hemdemovs situation. [Bror Hemdemov blev i marts 2015 arresteret af myndighederne i Turkmenistan. Den 19. maj 2015 blev han idømt fire års fængselsstraf på baggrund af falske anklager om at “tilskynde til religiøst had”, og han er stadig fængslet.] Selv før Tejmur blev arresteret, tænkte jeg på hvor svært det måtte være for Gulzira. Nu har jeg lyst til at kramme hende og sende hende masser af kærlighed og støtte! Efter at have været igennem denne oplevelse med Tejmur vil jeg gerne fortælle hende at jeg føler med hende. Jeg ved at hun, ligesom jeg, virkelig har brug for den støtte Jehova og brødrene giver.

Jeg er meget taknemmelig for den støtte vi har fået – af dem i vores menighed, dem i menighederne i hele verden, Det Styrende Råd, advokaterne og vores sønner.

Tejmur: Jeg vil bare sige én ting. Alle kommer ud for prøvelser. Det er selvfølgelig ikke alle der kommer i fængsel. Nogle oplever modstand fra et ikketroende familiemedlem. Andre har måske svært ved at komme godt ud af det med en bror eller søster i menigheden. Uanset hvad det er vi står over for, har vi hver især et valg om at følge Guds principper eller ignorere dem. Hvis vi følger principperne, kan vi klare prøvelsen. Det bedste vi kan gøre, er at acceptere situationen og stole på at Jehova vil give os den styrke vi har brug for for at kunne klare prøvelserne.

Jeg er meget taknemmelig for den støtte jeg fik af min familie og mine sønner. De besøgte mig hver gang der var mulighed for det, og det hjalp mig til at være stærk.

Jeg vil også gerne sige tak til mine brødre og søstre i hele verden for alt det de gjorde. Deres bønner og opmuntrende breve var noget jeg virkelig værdsatte. Jeg følte mig ikke alene på et eneste tidspunkt. Det jeg har været ude for, har givet mig endnu større kærlighed til brodersamfundet og har knyttet mig nærmere til Jehova.