Gå direkte til indholdet

18. APRIL 2018
KASAKHSTAN

Tejmur Akhmedov benådet af Kasakhstans præsident

Tejmur Akhmedov benådet af Kasakhstans præsident

Den 2. april 2018 blev den 61-årige Tejmur Akhmedov benådet af Kasakhstans præsident, Nursultan Nazarbajev, efter at han i over et år havde siddet i fængsel på grund af falske anklager. Ved benådningen blev hans straffeattest også renset. Tejmur Akhmedov fik meddelelse om sin benådning den 4. april, og ved sin løsladelse var han indlagt på hospital efter et kirurgisk indgreb. Han er nu genforenet med sin familie, og det bliver lettere for ham at få den lægebehandling han har så hårdt brug for i sin kamp mod en kræftsygdom.

Arrestation og uretfærdig fængsling

Tejmur Akhmedov, der er et af Jehovas Vidner, blev arresteret og sat i fængsel den 18. januar 2017, udelukkende fordi han havde talt med andre om sin tro. I en periode på nogle måneder inden han blev arresteret, havde han haft bibelske samtaler med nogle mænd der lod som om de var interesseret i Jehovas Vidners tro. Mændene arbejdede i virkeligheden for Kasakhstans hemmelige politi, landets sikkerhedstjeneste (KNB), og de havde i det skjulte lavet optagelser af deres samtaler med ham. På grundlag af optagelserne arresterede KNB Tejmur Akhmedov og anklagede ham for “tilskyndelse til religiøse stridigheder” og for at fremme den idé at “nogle er bedre end andre ... på grund af [deres] tro”, baseret på paragraf 174(2) i Kasakhstans straffelov.

Efter sin arrestation blev Tejmur Akhmedov forhørt af politiet og varetægtsfængslet i tre måneder. Den 2. maj 2017 blev han ved en domstol idømt fem års fængsel og fik yderligere tre års forbud mod at udøve sin religiøse aktivitet.

Tejmur Akhmedovs advokater anmodede gang på gang om at han måtte blive løsladt, men enhver appel blev afvist. Da alle juridiske muligheder i Kasakhstan var udtømt, søgte Akhmedov hjælp ved internationale instanser. Han indgav klage til FN’s arbejdsgruppe vedrørende vilkårlig tilbageholdelse og fængsling (WGAD) og til FN’s Menneskerettighedskomité.

I oktober 2017 fordømte WGAD Kasakhstan for at sætte Tejmur Akhmedov i fængsel og opfordrede landets myndigheder til at løslade ham øjeblikkeligt eftersom hans aktiviteter var “helt igennem fredelige og omfattet af hans religionsfrihed”. I januar 2018 tog Menneskerettighedskomitéen Tejmur Akhmedovs hasteansøgning op og opfordrede myndighederne i Kasakhstan til straks at sørge for at han fik tilstrækkelig lægebehandling. Menneskerettighedskomitéen anbefalede også myndighederne at overveje at løslade ham permanent, indtil der forelå en endelig afgørelse af hans klage.

Endelig løsladt

Tejmur og Mafiza Akhmedov efter benådningen

Mens Tejmur Akhmedov var i fængsel, gik det stærkt ned ad bakke med hans helbred. Tidligere i år meddelte hans læger ham at han led af kræft i tyktarmen, og at hans tilstand ville forværres. Som følge af Menneskerettighedskomitéens afgørelse og andre anmodninger fra internationale instanser opfordrede embedsmænd i Kasakhstan Tejmur Akhmedov til at ansøge præsident Nazarbajev om benådning.

Den 5. marts 2018 ansøgte Tejmur Akhmedov om benådning og bad om at hans ansøgning måtte blive overvejet hurtigt fordi han havde brug for øjeblikkelig behandling for at standse kræftsygdommens spredning. I mellemtiden overførte fængselsmyndighederne ham til Almaty i Kasakhstan, hvor han blev opereret den 27. marts 2018.

Vil Kasakhstan vise større respekt for religionsfriheden?

Tejmur Akhmedov, hans kone, Mafiza, og deres børn er lykkelige over at fængslingen er forbi. De er også taknemmelige over at præsident Nazarbajev har renset Tejmurs straffeattest. Mens han, i strid med loven, var dømt skyldig i kriminelle handlinger, havde myndighederne spærret hans bankkonto, og derfor var det meget vanskeligt for hans kone at eksistere mens han var i fængsel.

Jehovas Vidner i hele verden håber at Tejmur Akhmedovs benådning er et tegn på at Kasakhstans myndigheder nu vil give Jehovas Vidner frihed til fredeligt at tilbede Gud uden at hindre dem.