5. JULI 2023
KENYA
Dom stadfæster religionsfrihed for skolebørn i Kenya
Den 12. maj 2023 afsagde Kenyas appeldomstol en vigtig dom der stadfæster religionsfrihed for skolebørn i landet. Der er allerede en lov i Kenya der fastslår at ingen kan tvinges til at deltage i aktiviteter der går imod ens religiøse overbevisning, men alligevel er 41 børn af Jehovas Vidner siden 2015 blevet bortvist eller suspenderet fra deres skole fordi de nægter at deltage i religiøse aktiviteter der går imod deres tro.
Domstolens afgørelse involverer en hændelse tilbage fra 2017. Ni elever der er Jehovas Vidner, afslog respektfuldt at deltage i aktiviteter på deres skole der har med en anden religion at gøre. Sagen blev med tiden taget op i retten. I 2019 afgjorde en lavere domstol at skolen ikke havde forbrudt sig mod elevernes grundlæggende rettigheder ved at prøve at tvinge dem til at deltage i religiøse aktiviteter. Men den 12. maj 2023 afgjorde appeldomstolen i Kenya at det var “en overtrædelse af [elevernes] ret til at modtage undervisning og til blive behandlet med værdighed”. Domstolen bemærkede også at regler der kræver at Jehovas Vidner skal deltage i religiøse aktiviteter, er “diskriminerende, grundlovsstridige og ugyldige”. En af dommerne i retssagen skrev: “Rettens dom er ment som en fremtidig retningslinje for skoler når det gælder elevers religiøse rettigheder.”
Afgørelsen styrker også det direktiv undervisningsministeriet i Kenya udsendte i marts 2022 hvor skoleledere i landet blev pålagt at respektere religionsfriheden for alle elever. Med den nylige dom bliver Kenya føjet til en voksende liste over afrikanske lande – deriblandt Malawi og Rwanda – som har gjort tiltag for at beskytte fundamentale rettigheder for elever der er Jehovas Vidner.
Vores modige unge i Kenya og i resten af verden kan være helt sikre på at Jehova er stolt af dem og lægger mærke til hvordan de står op for den sande tilbedelse! – Ordsprogene 29:25.