Gå direkte til indholdet

5. NOVEMBER 2014
KIRGISISTAN

Kirgisistans Højesteret stadfæster Jehovas Vidners ret til religionsfrihed

Kirgisistans Højesteret stadfæster Jehovas Vidners ret til religionsfrihed

Den 4. september 2014 var en dag af stor betydning for Jehovas Vidner og religionsfriheden i Kirgisistan. Den dag erklærede forfatningsdomstolen i Kirgisistan at dele af religionsloven fra 2008 * var forfatningsstridige. Afgørelsen fastslog at Jehovas Vidner har ret til frit at udøve deres religiøse aktiviteter i de sydlige regioner i Kirgisistan, hvor de gennem de sidste fire år gentagne gange er blevet nægtet anerkendelse som trossamfund.

Jehovas Vidner blev et registreret trossamfund i Kirgisistan i 1998 og havde på det tidspunkt en vis frihed til at udøve deres religion i hele landet. Siden religionsloven fra 2008 trådte i kraft, har politiet dog adskillige gange afbrudt Jehovas Vidners religiøse møder i det sydlige Kirgisistan idet man hævdede at Vidnernes aktiviteter i disse regioner var ulovlige fordi de ikke havde lokalt registrerede religiøse organisationer. Samtidig anvendte Statskommissionen for Religiøse Anliggender uretmæssigt nogle restriktioner i religionsloven fra 2008 til at forhindre Vidnerne i at blive indregistreret i disse regioner. Afgørelsen den 4. september fjernede disse forhindringer.

En bemærkelsesværdig udvikling

Religionsloven fra 2008 forbyder “en religiøs organisations aktiviteter og virke” hvis organisationen ikke er registreret. (Paragraf 8, stk. 2) Statskommissionen tolkede denne bestemmelse som om de kunne forbyde Jehovas Vidners religiøse aktiviteter i de mange byer i Kirgisistan hvor de ikke er lokalt registreret som organisation. Den samme lov påbød også at en notarbekræftet liste over 200 stiftende medlemmer skulle fremlægges for og godkendes af det lokale byråd (paragraf 10, stk. 2) før organisationen kunne ansøge om at blive registreret hos Statskommissionen. Det satte Jehovas Vidner i en svær situation: For at de lovligt kunne forsamles, krævede Statskommissionen at de var registreret lokalt, men de kunne ikke blive registreret fordi de lokale byråd nægtede at godkende deres lister over stiftende medlemmer. Statskommissionen og de lokale myndigheder brugte det at Vidnerne ikke levede op til kravet om registrering, som et påskud for at chikanere dem. Alt dette fik Vidnerne til at indgive en begæring til forfatningsdomstolen hvori de gjorde indsigelse mod disse bestemmelser i loven.

I sin afgørelse anførte forfatningsdomstolen “at alle religiøse foreninger er lige for loven, og at en person eller gruppe af personer der tilhører en bestemt religion, ikke bør behandles mere fordelagtigt end medlemmer af en anden religion”. Domstolen erklærede at lovens paragraf 10, stk. 2 – kravet om at en liste over stiftende medlemmer af en religiøs organisation skal godkendes af det lokale byråd – var i strid med forfatningen. Domstolen vurderede også at lovens paragraf 8, stk. 2, var blevet “fejlfortolket”. Den fastslog at retten til religionsfrihed sikrer at en religiøs organisation frit kan udøve sine religiøse aktiviteter i enhver region af landet som den har valgt at nævne i sit stiftelsesdokument. Stiftelsesdokumentet for trossamfundet Jehovas Vidner i Republikken Kirgisistan fra 1998 angiver allerede at organisationens aktiviteter dækker hele landet. Det betyder at Jehovas Vidner nu frit kan udøve deres religiøse aktiviteter i hele Kirgisistan.

Afgørelse til gavn for diskriminationsofre

Afgørelsen den 4. september var gode nyheder for Jehovas Vidner i det sydlige Kirgisistan. Det gjaldt især for Oksana Koriakina og hendes mor, Nadezjda Sergienko, der bor i byen Osj. De havde begge siddet i husarrest siden marts 2013 anklaget for at skulle have begået forbrydelser mens de fortalte andre om deres tro. På trods af klare beviser for deres uskyld blev Oksana og Nadezjda sigtet for at have franarret tre ældre kvinder penge.

Retssagen blev afholdt i byretten i Osj i september 2014, og den 7. oktober frikendte retten begge kvinder og afgjorde at de er berettiget til fuld erstatning for uretmæssig sigtelse, tilbageholdelse og husarrest. Retten anerkendte at de to Vidner var ofre for religiøs fordom og diskrimination, og at sigtelsen i virkeligheden skyldtes påstanden om at Jehovas Vidners religiøse aktiviteter i Osj var ulovlige fordi Vidnerne ikke havde en lokalt registreret religiøs organisation. I den afsluttende procedure henholdt Oksana og Nadezjda sig til forfatningsdomstolens afgørelse af 4. september, der viste at Jehovas Vidners aktiviteter i Osj og hele Kirgisistan er lovlige.

Oksana Koriakina og Nadezjda Sergienko

Støtter internationale menneskerettigheder

Da Kirgisistan har tilsluttet sig FN’s internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, er landet internationalt forpligtet til at fremme menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder for borgerne – deriblandt religions- og trosfrihed, forsamlingsfrihed og ytringsfrihed. Med sine nylige kendelser, der stadfæstede retten til religionsfrihed, har Kirgisistans forfatningsdomstol i høj grad fremmet menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. De næsten 5.000 Jehovas Vidner i Kirgisistan glæder sig over at de igen kan praktisere deres religion frit, og sætter stor pris på statslige institutioner der forsvarer og stadfæster grundlæggende frihedsrettigheder, der er til gavn for alle.

^ par. 2 Lovens fulde navn er “Republikken Kirgisistans lov om religionsfrihed og religiøse organisationer i Republikken Kirgisistan”.