Gå direkte til indholdet

1. MARTS 2016
KIRGISISTAN

Vil ofrene for politivold i Osj se retfærdigheden ske fyldest?

Vil ofrene for politivold i Osj se retfærdigheden ske fyldest?

Kirgisistans rigsadvokat har for tredje gang bedt anklagemyndigheden i byen Osj om at påbegynde en efterforskning mod ti politibetjente. Politiet foretog en ulovlig razzia ved et af Jehovas Vidners møder i august 2015, og flere af de tilstedeværende blev slået voldsomt. Til trods for klare beviser på politiets embedsmisbrug, har anklagemyndigheden i Osj nægtet at sætte en efterforskning i gang.

Ulovlig razzia og politiets hårdhændede metoder

Søndag formiddag den 9. august 2015 foretog ti betjente fra Afdeling 10, * der hører under politiet i Osj, en razzia ved et fredeligt religiøst møde. Det blev afholdt i et lejet lokale i en café hvor over 40 mennesker var samlet. En af politibetjentene råbte til Nurlan Usupbaev, der ledte mødet, at han øjeblikkeligt skulle standse det religiøse møde fordi det var “ulovligt”. Politiet truede gentagne gange med at skyde alle de tilstedeværende. Da en af de tilstedeværende, Tyntjtyk Olsjobajev, forsøgte at filme politiets hårdhændede behandling, trak de ham med ind i et tilstødende lokale og gennembankede ham.

Betjentene tog ti mænd der var Jehovas Vidner, med på politistationen. Der blev seks af dem brutalt slået af politiet, og tre af dem blev der taget kvælertag på, deriblandt Nurlan Usupbaev. Mændene blev løsladt samme dag, og de der havde fået alvorlige skader, søgte hen på hospitalet for at blive undersøgt.

To dage senere, den 11. august, blev Nurlan Usupbaev arresteret af de samme betjente der havde stået bag razziaen og de voldelige overgreb, nemlig Kosjobek Kozubajev og Nurbek Sjerikbajev. Anklagen lød på at han havde deltaget i ulovlige religiøse aktiviteter. Hans sag skulle behandles ved byretten i Osj den 20. og 21. august.

Retten stadfæster Jehovas Vidners ret til at udøve deres tro

Under sagens behandling påstod en repræsentant for Afdeling 10 at det religiøse møde, som blev afholdt den 9. august, var ulovligt fordi Jehovas Vidner ikke er blevet registreret lokalt i Osj. Ved mødet havde der været børn til stede sammen med deres forældre, som var Jehovas Vidner. Anklageren påstod at det var en overtrædelse af Kirgisistans religionslov, der forbyder at man rekrutterer børn til religiøse organisationer.

Den 21. august erklærede retsformanden ved byretten i Osj at Nurlan Usupbaev ikke havde deltaget i ulovlige religiøse aktiviteter, og han blev frikendt. Retten konkluderede at den administrative sag imod ham skulle frafaldes for der var ingen beviser for at han havde deltaget i ulovlige religiøse aktiviteter, eller at han havde “rekrutteret” børn.

Anklageren ved byretten i Osj appellerede afgørelsen til Osj’s regionale domstol og gjorde indsigelser mod at Nurlan Usupbaev var blevet frikendt. Den regionale domstol afviste anklagerens appel og stadfæstede appeldomstolens frikendelse af Nurlan Usupbaev. Den regionale domstol gentog at Jehovas Vidner er en religiøs organisation som er lovligt registreret i Kirgisistan. Domstolen bemærkede desuden at Forfatningsdomstolen allerede havde erklæret dele af det kirgisiske lovkrav om registrering af religiøse organisationer, for forfatningsstridigt. * Anklageren har dog appelleret til højesteret, der vil behandle sagen den 2. marts 2016.

Lokal anklager beordret til at efterforske politiet

Mens Nurlan Usupbaev’s sag kørte, indgav han sammen med de andre der var blevet gennembanket i forbindelse med razziaen den 9. august, en klage til anklagemyndigheden i Osj. De krævede at de ti politibetjente der havde deltaget i det voldelige overfald, blev stævnet. Det førte til en række appeller. Tre gange nægtede anklageren ved byretten i Osj at tage sagen op, og hver gang appellerede ofrene til rigsadvokaten. To gange omstødte rigsadvokaten den afgørelse anklageren ved byretten i Osj havde truffet, og bad ham om at overveje sagen på ny. Efter at rigsadvokaten havde modtaget ofrenes tredje appel, sendte han imidlertid sagen tilbage til anklageren i Osj for at han kunne træffe en afgørelse. Dette sidste direktiv fra rigsadvokaten som er dateret den 21. januar 2016, kan få en til at tvivle på om ofrene nogen sinde vil se retfærdigheden ske fyldest.

Jehovas Vidner i Kirgisistan er taknemmelige for deres registrering som trossamfund i landet og for de seneste retsafgørelser i Osj. De sætter pris på at retfærdige dommere modigt baner vej for religionsfriheden ved at opretholde retssikkerheden og støtte regeringens tilsagn om at sikre trosfriheden. Men de er dybt bekymrede over at myndighedspersoner ikke har taget skridt til at straffe de politibetjente der deltog i det brutale angreb. Jehovas Vidner beder indtrængende rigsadvokatens kontor om at tage skridt til at retsforfølge dem der har begået disse voldelige handlinger.

^ par. 4 Afdeling 10 hører under Kirgisistans indenrigsministerium.

^ par. 10 Retsafgørelse den 4. september 2014. Se artiklen “Kirgisistans Højesteret stadfæster Jehovas Vidners ret til religionsfrihed”.