28. DECEMBER 2023
MALAWI
75 år siden det første afdelingskontor i Malawi blev oprettet
En bemærkelsesværdig udholdenhed
I 2023 var det 75 år siden Jehovas Vidner oprettede det første afdelingskontor i Malawi, i byen Blantyre.
Før 1948 blev Jehovas Vidners arbejde i Malawi organiseret fra Afdelingskontoret i Sydafrika. Fra begyndelsen af 1930’erne tog arbejdet fart i Malawi, og antallet af forkyndere steg fra bare 28 i 1934 til over 5.600 i 1948. På grund af den flotte vækst oprettede man den 1. september 1948 det første afdelingskontor i Malawi, i en lille lejet lejlighed i Blantyre. Kontoret var i brug indtil 1958, hvor man flyttede ind i et nyt betelhjem der var blevet bygget i nærheden.
Under ti år efter, i oktober 1967, forbød myndighederne i Malawi Jehovas Vidners arbejde, og afdelingskontoret blev beslaglagt. Til trods for forbuddet blev de ansvarlige brødre ved med at organisere forkyndelsen og at tage sig af deres trosfæller i hele landet. I de efterfølgende næsten 26 år blev Jehovas Vidner udsat for voldsom forfølgelse og en meget voldelig behandling fordi de valgte at være politisk neutrale. Vores venner blev sat i fængsel, tortureret og endda slået ihjel. Nogle brødre og søstre valgte at flygte ud af landet, blandt andet til nabolandene Mozambique, Zambia og Zimbabwe.
Den 12. august 1993 blev forbuddet ophævet. I de to følgende år hjalp brødre i Zambia, som også havde taget sig af arbejdet i nogle år under forbuddet, med at organisere arbejdet. Derefter købte brødrene to huse i byen Lilongwe, der skulle bruges som et nyt afdelingskontor i Malawi. I 1994 godkendte Det Styrende Råd planerne om at finde en grund hvor man kunne bygge et nyt afdelingskontor. Det nybyggede betelhjem blev indviet den 19. maj 2001, og mere end 2.000 brødre og søstre overværede programmet. Mange af dem havde trofast holdt ud i mange årtier. Bror Trophim Nsomba, der havde tjent som kredstilsynsmand under forbuddet, var også til stede ved indvielsen. Han var meget taknemmelig for det nye afdelingskontor og over at han havde haft mulighed for at se så stor åndelig vækst i landet. Han sagde: “Alle de åndelige velsignelser Jehova har givet os, er så overvældende at det for [min kone] og mig næsten virker som en drøm!”
I dag er der 1.924 menigheder i Malawi med over 109.000 forkyndere. Det indbefatter de 225 betelitter der tjener på afdelingskontoret i Lilongwe, hvor der bliver oversat bibelsk litteratur til syv sprog.
Vi beder om at Jehova vil blive ved med at velsigne vores kære brødre og søstre i Malawi, som har ‘anbefalet sig selv på enhver måde som Guds tjenere’ ved trofast at holde ud. – 2. Korinther 6:4.