Gå direkte til indholdet

29. MAJ 2020
MALAWI

Møderne når ud til millioner i Malawi via tv og radio

Møderne når ud til millioner i Malawi via tv og radio

Afdelingskontorets Udvalg i Malawi har arrangeret at menighedsmøderne skal sendes på lokale tv-kanaler og radiostationer. Det er ikke kun vores brødre og søstre der følger med i møderne. Der er over 100.000 Jehovas Vidner i Malawi, men man vurderer at der hver weekend er to millioner der ser mødet i fjernsynet, og otte millioner der lytter til radioudsendelsen.

Ligesom i mange andre lande kan vores brødre og søstre i Malawi ikke mødes i rigssalene lige nu på grund af COVID-19-pandemien. Det er ikke alle der har internetadgang eller mulighed for videoopkald, men næsten alle vennerne har et fjernsyn eller en radio, så udsendelserne gør det muligt for dem at overvære møderne.

De møder der transmitteres, bliver holdt på chewa, der er nationalsprog i Malawi, og tv-udsendelsen bliver simultantolket til malawisk tegnsprog. Ud over det offentlige foredrag er videoer eller dramatiserede bibeloplæsninger også en del af udsendelserne. Til sidst i programmet bliver seerne og lytterne opfordret til at gå ind på jw.org for at finde informationer på flere sprog.

Udsendelserne har fjernet nogle af de misforståelser der var om Jehovas Vidner. En mand skrev: “Jeg har lyttet til jeres prædikener i radioen de sidste par uger. De modbeviser de løgne folk har sagt om jer. Jeres prædikener er meget anderledes end dem man hører i andre trossamfund. De når hjertet!” Manden og hans familie er begyndt at studere Bibelen med Jehovas Vidner.

Augustine Semo, der koordinerer arbejdet i Informationstjenesten i Malawi, forklarer: “Udsendelserne har virkelig hjulpet vores brødre og søstre til at holde fast i deres åndelige rutiner. Og udsendelserne har også givet mange der ikke er Jehovas Vidner, et indblik i vores undervisning, der bygger på Bibelen. Når situationen i Malawi bliver normal igen, håber vi på at møde mange nye i vores rigssale.”

Vi er glade for at vide at vores trosfæller og mange andre i Malawi får hvad de har brug for, for at kunne holde sig åndeligt stærke i denne svære tid. Det øger vores værdsættelse af “den trofaste og kloge træl”, der sørger for at alle har mulighed for at få åndelig mad. – Matthæus 24:45.