10. JUNI 2022
MEXICO
Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter udgivet på nahuatl (Nord-Puebla)
Den 5. juni 2022 frigav bror Edward Bunn, der er medlem af Afdelingskontorets Udvalg i Centralamerika, den trykte og elektroniske udgave af Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter på nahuatl (Nord-Puebla). Mere end 1.500 streamede programmet, der var optaget i forvejen.
Nahuatl (Nord-Puebla) tales hovedsageligt i de mexicanske delstater Puebla og Veracruz. De første menigheder hvor man taler sproget, blev oprettet i 2002. Indtil nu har forkynderne måttet bruge en bibeloversættelse der har udeladt Jehovas navn til fordel for titler som Herre og Gud.
I sit foredrag ved udgivelsen sagde bror Bunn: “Gå endelig i gang med at læse i den her oversættelse af De Kristne Græske Skrifter med det samme! Det kan I gøre med fuld tillid til at budskabet fra Jehova er gengivet på en trofast og nøjagtig måde på jeres sprog.”
Vi er overbevist om at den nye oversættelse vil styrke vores brødre og søstre som taler nahuatl (Nord-Puebla), og være en hjælp for dem når de skal forkynde den gode nyhed om Guds rige. – Markus 13:10.