Gå direkte til indholdet

1. DECEMBER 2017
MEXICO

Jehovas Vidner påbegynder stort genopbygningsarbejde i Mexico og Guatemala efter ødelæggende jordskælv

Jehovas Vidner påbegynder stort genopbygningsarbejde i Mexico og Guatemala efter ødelæggende jordskælv

Den 1. december begynder et omfattende nødhjælpsarbejde som anslås at koste 10 millioner dollars. Arbejdet indebærer genopbygning af næsten 500 hjem og 16 rigssale foruden reparation af mange andre bygninger der er blevet beskadiget af de to jordskælv der ramte Guatemala og Mexico i september.

MEXICO CITY – Afdelingskontorets Udvalg i Centralamerika påbegynder den 1. december 2017 et omfattende genopbygningsarbejde i Mexico og Guatemala som led i den nødhjælp der er blevet ydet siden to jordskælv ramte området i september. Afdelingskontoret organiserede med det samme nødhjælp efter jordskælvene og sørgede for vand, mad, medicin og tøj til de brødre og søstre der var berørt. Den næste fase af nødhjælpsarbejdet vil bestå af genopbygning af stævnehaller, rigssale og boliger tilhørende vores brødre og søstre.

Den 7. september blev delstaterne Chiapas og Oaxaca i Mexico ramt af et jordskælv der målte 8,2 på Richterskalaen, og 655 brødre og søstre stod efterfølgende uden noget hjem. Det nødhjælpsarbejde der er planlagt i de to delstater, indbefatter genopbygning af 315 hjem og 15 rigssale. Derudover er der planlagt reparationer på 1.039 hjem, 108 rigssale og 3 stævnehaller.

Den 19. september blev Mexico City og delstaterne Mexico, Morelos og Puebla ramt af et jordskælv der målte 7,1 på Richterskalaen, og 463 brødre og søstre stod derefter uden noget hjem. Her vil 158 hjem blive genopbygget, og derudover er der planlagt reparationer på 600 hjem, 39 rigssale og 1 stævnehal.

I Guatemala førte jordskælvet den 7. september til at 36 brødre og søstre stod uden hjem. I de kommende måneder vil byggetjenere og lokale frivillige genopbygge 9 hjem og 1 rigssal, og derudover vil de reparere 20 hjem og 4 rigssale.

Afdelingskontorets Udvalg har vurderet at dette nødhjælpsarbejde, som involverer 39 nødhjælpskomitéer, vil koste næsten 10 millioner dollars og vare fem til seks måneder. Omkring 30 byggetjenere har planlagt at flytte til de berørte områder, og derudover har 970 frivillige meldt sig til at hjælpe med genopbygningsarbejdet. Vi er sikre på at Jehova vil velsigne arbejdet og den villige indstilling der bliver vist i forbindelse med at hjælpe vores brødre og søstre i de berørte områder. – 2 Korinther 8:4.

Presseansvarlige:

Internationalt: David A. Semonian, Informationstjenesten, tlf. +1-845-524-3000

Guatemala: Juan Carlos Rodas, tlf. +502-5967-6015

Mexico: Gamaliel Camarillo, tlf. +52-555-133-3048