Namibias højesteret har afsagt en dom der beskytter en patients ret til selvbestemmelse og autonomi i forbindelse med valg af lægebehandling. Retten anerkendte også gyldigheden af et skriftligt forhåndsdirektiv der informerer læger om patientens ønsker vedrørende behandling.

Sagen der blev behandlet i højesteretten, omhandlede Efigenia Semente, der er et af Jehovas Vidner. Inden hun skulle føde sit tredje barn, havde hun informeret sin læge om at hun ikke ville modtage blodtransfusion på grund af sin religiøse overbevisning. Hun gav ham også et forhåndsdirektiv angående lægebehandling, som inkluderede en fuldmagt. I dokumentet udtrykte Efigenia Semente meget klart at hun ikke ville have blodtransfusion, og hun anførte sin mand som fuldmægtig til at tage beslutninger for hende i tilfælde af at hun ikke selv var i stand til det.

Den 8. september 2012 kom Efigenia Sementes datter sikkert til verden, men Efigenia Semente skulle opereres efter fødslen. Hendes mand gav som fuldmægtig sit samtykke. Der opstod dog komplikationer under operationen, og lægen ønskede at give hende en blodtransfusion. Det nægtede Efigenia Sementes mand at give tilladelse til, i overensstemmelse med hendes forhåndsdirektiv. Operationen, der blev foretaget uden blod, var vellykket, men hendes blodprocent var meget lav.

Den 13. september 2012, mens Efigenia Semente var ved at komme sig efter operationen, sendte hendes ældste bror en ansøgning til Namibias landsret om at blive udnævnt som hendes juridiske værge så han, i stedet for hendes mand, kunne træffe beslutninger vedrørende hendes lægebehandling. Hverken Efigenia Semente eller hendes mand fik besked om brorens ansøgning, men på trods af det valgte retten alligevel at foretage en høring uden at de var til stede, og besluttede at udnævne broren som hendes værge. Broren sagde til lægerne at de skulle give hende en blodtransfusion mod hendes vilje, men hun blev ved med at nægte og gjorde voldsom modstand og forhindrede dermed transfusionen.

Da Efigenia Semente fandt ud af at landsretten havde udpeget hendes bror som hendes værge, indsendte hun straks en ansøgning til retten om at annullere afgørelsen. Hun påpegede at hun selv var i stand til at træffe beslutninger da hendes bror ansøgte om at blive hendes værge, og at brorens samtykke til en blodtransfusion krænkede både hendes religiøse overbevisning og hendes ret til selvbestemmelse. Retten afviste ansøgningen og lod broren fortsætte som hendes juridiske værge.

Selvom Efigenia Sementes læge i sit vidneudsagn sagde at Efigenia ville dø uden en transfusion, blev hendes tilstand bedre med behandling uden blod, og uden at have fået en transfusion blev hun den 26. september 2012 udskrevet fra sygehuset. Men landsretten havde udnævnt broren som hendes juridiske værge på ubestemt tid. Efigenia Semente betragtede udnævnelsen som en krænkelse af hendes autonomi og grundlæggende menneskerettigheder, og derfor appellerede hun til Namibias højesteret.

Den 24. juni 2015 stadfæstede Namibias højesteret Efigenia Sementes grundlæggende rettigheder og annullerede brorens udnævnelse som juridisk værge. Højesteretten rettede skarp kritik mod landsretten og betragtede det som “fuldstændigt upassende” at retten ikke havde sørget for at informere Efigenia Semente og hendes mand, og at retten havde afholdt en ensidig høring der medførte at hendes bror blev udnævnt som hendes værge.

Højesteretten understregede at Namibias forfatning garanterer individets frihed og værdighed, hvilket danner grundlag for en patients autonomi. Retten udtalte: “Princippet om en patients autonomi afspejler den grundlæggende menneskerettighed at man har lov til at bestemme over sin egen krop. ... Læger skal informere patienten om de gavnlige virkninger og risiciene ved den anbefalede behandling, men det er op til patienten selv om vedkommende ønsker at gå i gang med den foreslåede behandling.”

Da højesteretten vurderede om Efigenia Semente var i stand til at nægte blodtransfusion, konkluderede den at landsretten ikke havde lagt nok vægt på hendes forhåndsdirektiv og fuldmagt. Højesteretten udtalte desuden: “Forhåndsdirektiver der er specifikke, som ikke er udarbejdet under tvang, og som er underskrevet på et tidspunkt hvor patienten er ved sine sansers fulde brug, er et tydeligt udtryk for patientens ønsker angående lægebehandling.”

Højesteretten tog også et andet spørgsmål op: Vægter barnets ret til at blive opdraget af sine forældre højere end forældrenes ret til selv at vælge lægebehandling? Efter at have undersøgt international retspraksis erklærede højesteretten at “retten til at vælge hvad der kan gøres eller ikke kan gøres ved ens krop, er en menneskerettighed der ikke kan tages fra en, uanset om man er forælder eller ej”.

Namibias højesteret har understreget retten til selvbestemmelse og anerkendt forhåndsdirektiver angående lægebehandling som bevis for patientens overbevisning og ønsker angående valg af behandling. Ved at stadfæste retten til selvbestemmelse og religionsfrihed har højesteretten beskyttet den grundlæggende værdighed og frihed som alle borgere i Namibia har krav på.