Gå direkte til indholdet

Venstre: Hundredvis af brødre og søstre samledes på rådhuset i Wellington til et særligt stævne den 8. marts 1947. Højre: Uden for Betel på Kent Terrace 69 i Wellington, New Zealand

7. MARTS 2022
NEW ZEALAND

I 75 år har Jehovas Vidner været et juridisk anerkendt trossamfund i New Zealand

I 75 år har Jehovas Vidner været et juridisk anerkendt trossamfund i New Zealand

I marts 2022 er det 75 år siden at Jehovas Vidner blev juridisk anerkendt i New Zealand. Den 7. marts 1947 besøgte bror Nathan H. Knorr, bror Milton Henschel og bror Charles Clayton, den første gileadmissionær i New Zealand, det newzealandske parlament. Her fik brødrene nogle officielle dokumenter der gav Jehovas Vidner juridisk anerkendelse. I dag bliver der forkyndt flittigt i landet af omkring 14.500 forkyndere.

Første gang der blev forkyndt i New Zealand, var i 1898, og fra da af steg antallet af forkyndere støt. Vores publikationer kastede lys over Bibelens sandheder, og det provokerede den katolske kirke så meget at de opildnede til had mod Jehovas Vidner. Den 24. oktober 1940 nedlagde regeringen forbud mod vores aktiviteter. Men den 8. maj 1941 ændrede parlamentet forbuddet og gav brødrene lov til igen at mødes og at forkynde. De måtte dog kun bruge Bibelen og ikke vores publikationer. Den 29. marts 1945 blev forbuddet så endelig ophævet, og antallet af forkyndere begyndte igen at stige. Kun to år senere var antallet af forkyndere steget med hele 40 procent, og man nåede dermed et højdepunkt på 659 flittige brødre og søstre.

Fra venstre: Bror Charles Clayton, bror Milton Henschel og bror Nathan H. Knorr uden for parlamentsbygningen i 1947 efter at have fået dokumenterne der giver Jehovas Vidner juridisk anerkendelse

Bror Knorr besluttede at besøge New Zealand på sin jordomrejse i 1947, og det var under denne rejse at han også besøgte parlamentet.

Da Jehovas Vidner havde fået juridisk anerkendelse, blev der oprettet et afdelingskontor i Wellington så man bedre kunne organisere forkyndelsesarbejdet. Bror Robert Lazenby blev udnævnt som den første landstjener.

Senere skrev bror Knorr følgende om det nye afdelingskontor og det voksende antal forkyndere i en rapport om New Zealand: “Alle har været villige til at påtage sig nye ansvarsopgaver og følge anvisningerne uden tøven.”

Den 8. og den 9. marts 1947 holdt bror Knorr og bror Henschel foredrag ved et stævne der foregik på rådhuset i Wellington om formiddagen og på et teknisk gymnasium om eftermiddagen. Næsten 500 brødre og søstre overværede programmet.

Søster Beryl Todd, der var 17 år på det tidspunkt, fortæller: “Det var det største stævne jeg havde været til, og det var så spændende at bror Knorr var der.” Ved samme stævne blev bror Clyde Canty døbt i et offentligt bassin i nærheden, og han kom senere til at tjene som koordinator på Afdelingskontoret i New Zealand.

Den 10. marts 1947 var der 300 der samledes i Auckland for at høre bror Knorr, bror Henschel og bror Lazenby holde foredrag. Bror Knorr sagde at han kunne se at der var et stort potentiale i New Zealand. “Jeg er sikker på at arbejdet vil få fremgang i det her distrikt,” sagde han. “Det ser aldeles lovende ud.”

Bror Knorrs ord viste sig at være sande. New Zealand havde en gennemsnitlig vækst på 18 procent i de følgende otte år. I 1955 var der 2.519 forkyndere, og i 1989 var der 10.000.

Vi takker Jehova for at han har hjulpet vores brødre med at “forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed” i New Zealand. – Filipperne 1:7.