2. APRIL 2021
RUSLAND
Bror Aleksandr Bondartjuk og bror Sergej Javusjkin afventer dom efter lang husarrest
UPDATE | Russisk domstol afviser appel
Den 16. februar 2022 afviste Kemerovo Regionaldomstol bror Aleksandr Bondartjuks og Sergej Javusjkins appel. De skal ikke i fængsel på nuværende tidspunkt.
Den 22. juni 2021 afsagde Zavodskij Distrikstdomstol i Kemerovo dom i sagen mod Aleksandr og Sergej. De blev idømt fire års betinget fængsel.
Profiler
Aleksandr Bondartjuk
Født: 1974 (Topki, Kemerovo-regionen)
Baggrund: Var 19 år da hans far døde. Er uddannet maskinfører. Blev senere oplært som tømrer. Arbejder nu med reparation af højovne. Kan godt lide at fiske, stå på ski, cykle og løbe
Blev gift med Elena i 1992. Hun var den første i familien der begyndte at studere med Jehovas Vidner. Det reddede deres ægteskab at de begyndte at leve efter Bibelens principper. Sammen har de to sønner
Sergej Javusjkin
Født: 1960 (Rubtsovsk, Altai-regionen)
Baggrund: Har arbejdet i mange år som elektriker og svejser. Arbejder nu som låsesmed. Har spillet guitar og dyrket forskellige slags sport siden han var barn
Blev gift med Tatjana i 1990. Kort tid efter begyndte de at studere med Jehovas Vidner. Det gjorde især indtryk på dem at opdage at Bibelen, selvom den er en gammel bog, stadig kan bruges i dag. De har en søn og en datter
Sagen
Den 22. juli 2019, klokken 6 om morgenen, ransagede politiet Aleksandr Bondartjuks og Sergej Javusjkins lejligheder for anden gang. Men denne gang blev brødrene anholdt og deres hustruer ført til afhøring. Betjentene beslaglagde desuden deres elektroniske enheder.
Aleksandr og Sergej blev tilbageholdt i to dage. Derefter besluttede Den Centrale Distriktsdomstol i Kemerovo at anbringe dem i husarrest i to måneder, en kendelse der er blevet forlænget seks gange.
Under husarrest skal begge brødre holde sig inden for en radius af 300 meter fra deres hjem og kan derfor ikke gå på arbejde. Før efterforskningen af dem blev indledt, havde begge brødre et godt ry i lokalsamfundet og hos deres arbejdsgivere. Så brødrenes arbejdsgivere kontaktede efterforskningslederen og anmodede om at gøre en undtagelse for deres bevægelsesfrihed, men anmodningen blev afvist.
Aleksandr og hans familie har gang på gang mærket Jehovas hjælp. Eftersom han ikke er i stand til at arbejde og deres bankkonti er spærret, er deres økonomiske situation meget vanskelig. Men Aleksandr siger: “På grund af den her sag har jeg lært at støtte mig til og stole på Jehova i endnu højere grad. Før har jeg måske ikke på samme måde lagt mærke til Jehovas hjælp, men nu kan jeg virkelig se at han hele tiden er der for mig. Vi føler os aldrig overladt til os selv, men mærker konstant hans kærlighed.”
For Sergej var sagen en stor stressbelastning og førte til at han fik et slagtilfælde. På trods af hans helbredsproblemer bevarer han en positiv indstilling. Han siger: “Vi er nødt til at betragte de midlertidige vanskeligheder der rammer os, som mindre problemer, selvom det ikke altid er let at udholde det vi kommer ud for.”
Sergej finder styrke i 1. Korinther 15:58, hvor der står at ‘det arbejde vi gør for Herren, aldrig er forgæves’. Han tilføjer: “Jehova husker alt, og han vil altid huske de gode ting vi har gjort.”
Vi beder for vores brødre og søstre i Rusland der tålmodigt har udholdt forfølgelse i flere år, og ønsker at de fortsat må finde styrke og trøst i denne forsikring fra Guds ord: “Jehova glæder sig over dem der har dyb respekt for ham, dem der venter på hans loyale kærlighed.” – Salme 147:11.