Gå direkte til indholdet

Nogle af de mere end 330 brødre og søstre i Rusland og på Krim som har siddet i fængsel siden Ruslands Højesterets dom i 2017

8. JUNI 2022
RUSLAND

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsiger historisk dom mod Rusland på grund af deres forfølgelse af Jehovas Vidner

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsiger historisk dom mod Rusland på grund af deres forfølgelse af Jehovas Vidner

Den 7. juni 2022 bekendtgjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol en historisk dom a de havde afsagt mod Rusland for at forfølge Jehovas Vidner. Domstolen slog fast at det var i strid med loven at Rusland forbød Jehovas Vidner i 2017, og at det var ulovligt at forbyde de trykte publikationer og jw.org. I afgørelsen blev Rusland pålagt at annullere alle igangværende straffesager mod vores brødre og søstre samt løslade dem der sidder fængslet. I dommen blev det også forlangt at Rusland skal overdrage alle beslaglagte ejendomme eller betale en erstatning på 59.617.458 euro (cirka 443.540.000 kroner). Og derudover krævede domstolen også at Rusland skal betale en erstatning på 3.447.250 euro (cirka 25.647.000 kroner) til de juridiske selskaber og de Jehovas Vidner der som enkeltpersoner er blevet retsforfulgt.

Det tidligere afdelingskontor i Rusland som blev beslaglagt af den russiske regering. Afdelingskontoret der lå i udkanten af Sankt Petersborg, bestod af 14 bygninger, og grunden var på mere end 100.000 kvadratmeter

Domstolens afgørelse blev truffet på baggrund af 20 sager fra perioden mellem 2010 og 2019, hvor de anklagede udgør mere end 1.400 enkeltpersoner eller juridiske selskaber. Afgørelsen kan dog få betydning for langt flere end bare dem. I dommen lød det nemlig at Rusland “skal gøre alt hvad der står i deres magt for at stoppe alle de sager mod Jehovas Vidner der afventer at skulle behandles, … og at de skal løslade alle Jehovas Vidner der er blevet berøvet deres frihed”. (Kursiveret af os). Afgørelsen renser enhver af vores brødre og søstre i og uden for Rusland for alle anklager og stadfæster at de er lovlydige borgere der bliver uretfærdigt forfulgt og fængslet.

I afgørelsen tilbageviser Menneskerettighedsdomstolen klart og tydeligt Ruslands anklager om at vores handlinger, tro, publikationer og hjemmeside er ekstremistiske. Det fremgår af de følgende uddrag fra afgørelsen:

  • Handlinger: Menneskerettighedsdomstolen påpeger at de russiske domstole “ikke har fremsat anklager om at der er blevet sagt eller gjort noget der har været motiveret af had eller diskrimination, eller at der er blevet begået voldelige handlinger”. (§271)

  • Jehovas Vidner tror på at de har sandheden: “Det på en fredelig måde at forsøge at overbevise andre om at ens religion er den sande, og at tilskynde andre til at afvise ‘falske religioner’ og tilslutte sig ‘den sande’, er en fuldt ud lovlig måde at gøre brug af sin tros- og ytringsfrihed på.” (§156)

  • Blodtransfusioner: “Da en borger nægtede at modtage blodtransfusion, gjorde hun brug af sin ret til selvbestemmelse og autonomi som er beskyttet af Konventionen og russisk lovgivning.” (§165)

  • Samvittighedsnægtelse: “At nægte at udføre militærtjeneste på grund af ens religiøse overbevisning er ikke en overtrædelse af russisk lovgivning.” (§169)

  • Vores publikationer: “De anklagedes religiøse aktiviteter og det indhold der er i deres publikationer, ser ud til at være helt i harmoni med de principper der er en del af deres tro, om at afvise enhver form for vold og fremme fred.” (§157)

  • JW.ORG: Domstolen slog fast at indholdet på jw.org ikke er ekstremistisk. Hvis myndighederne havde indvendinger mod noget af indholdet på hjemmesiden, skulle de have krævet at få den del fjernet, i stedet for at forbyde hele hjemmesiden. (§231 og §232)

Menneskerettighedsdomstolen kritiserer på det kraftigste de russiske myndigheder, og den kommer med beviser for at de har været fordomsfulde og partiske og “ikke har handlet i god tro”. (§187) I afgørelsen er domstolen for eksempel kommet frem til følgende:

  • Den påtvungne opløsning af alle Jehovas Vidners selskaber i Rusland skete ikke som følge af landets lovgivning, men var et resultat af myndighedernes fordomme over for Jehovas Vidner og et led i at få vidnerne til at forlade deres religion og forhindre andre i at blive Jehovas Vidner.” (§254)

  • De russiske myndigheder så igennem fingre med nogle alvorlige “procedurefejl”, som for eksempel da Ruslands Højesteret valgte at stole på rapporter fra forudindtagede eksperter der var udvalgt af politiet og anklagere, i stedet for fordomsfrit at undersøge publikationerne. (§203)

  • Man valgte meget udspekuleret at formulere loven om ekstremisme på så bred og uklar en måde at det gjorde det nemt for myndighederne at forfølge Jehovas Vidner. (§272)

Det er uklart hvilken indflydelse Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse kommer til at få for Jehovas Vidner i Rusland. Men som tjenere for Jehova er det ikke de verdslige myndigheder vi sætter vores lid til, men vi “ser hen til Jehova med forventning”, han er nemlig “vores hjælper og vores skjold”. – Salme 33:20.