Gå direkte til indholdet

25. MAJ 2020
RUSLAND

Dennis Christensen, der nu har været fængslet i tre år, bevarer sin tro og glæde

Dennis Christensen, der nu har været fængslet i tre år, bevarer sin tro og glæde

I dag er det tre år siden at bror Dennis Christensen blev fængslet i Rusland under uretfærdige omstændigheder. Siden han blev anholdt den 25. maj 2017, er han indimellem blevet spurgt om hvordan denne prøvelse har påvirket hans tro, og svaret har hver gang været det samme: “Min tro er kun blevet styrket.”

Dennis fortæller: “Jeg har erfaret det der står i Jakobs Bog i Bibelen, kapitel 1, vers 2 og 3: ‘I skal udelukkende se det som en glæde når I kommer ud for forskellige prøvelser, for I ved jo at når jeres tro er blevet prøvet og har vist sig at være ægte, fører det til udholdenhed.’”

Det er bemærkelsesværdigt at Dennis Christensens tro, og endda hans glæde, er vokset trods de mange problemer og skuffelser han har oplevet.

Da Dennis blev anholdt, blev han varetægtsfængslet i nærheden af sin hjemby, Orjol. Efter noget tid fik hans kone, Irina, tilladelse til at besøge ham. I alt var han varetægtsfængslet i lidt over 2 år. I februar 2019 blev han idømt seks års fængsel, og tre måneder senere blev hans appel afvist. Herefter blev han overført til et fængsel der ligger omkring 200 kilometer fra Orjol, hvilket betyder at han nu er meget længere væk fra Irina.

I næsten et år har Dennis opfyldt betingelserne for tidlig løsladelse, men indtil videre er tre af hans fire ansøgninger blevet afvist. Selvom der er mange grunde til at være skuffet, holder han trofast ud.

Dennis Christensen forklarer ydmygt: “Irina og jeg er langt fra fuldkomne, men vi har lært at holde ud og bevare glæden under prøvelser. Og vigtigst af alt har vi fået et endnu nærere forhold til vores Gud og Far, Jehova.”

Vi beder tillidsfuldt Jehova om fortsat at hjælpe alle vores kære brødre og søstre i Rusland til at bevare glæden og holde ud under forfølgelse. – Matthæus 5:11, 12.