Som nævnt i en tidligere nyhedsopdatering fik Dennis Christensen mulighed for at holde en forsvarstale på næsten en time i retten under appelhøringen torsdag den 16. maj 2019. Du kan læse Dennis’ magtfulde tale i retten herunder:

For mange år siden blev disse ord udtalt af en frygtelig mand: ‘Jo mere man fortæller en løgn, jo mere sand bliver den.’ Disse ord og de løgne som man prøvede på at gøre sande, skabte dengang meget trængsel og var til skade for mange uskyldige mennesker.

Alt dette er nu historie, og man skulle tro at intelligente mennesker i det 21. århundrede havde taget ved lære af historiens dårlige eksempler.

Men nej, disse ord bliver brugt igen i denne retssag imod mig og i andre retssager mod andre Jehovas Vidner her i Rusland. Og det bringer igen megen trængsel og er til skade for mange uskyldige mennesker.

I mit tilfælde består løgnen i at jeg skulle have videreført den forbudte lokale religiøse organisation Jehovas Vidner i Orjol, som af retten var blevet erklæret ekstremistisk, og at jeg til dette formål havde gjort brug af konspiration.

Igennem hele retssagen har man gentaget dette gang på gang – uden at have nogen som helst beviser – og på den måde håber man vel på at denne løgn bliver til sandhed.

Sandheden i denne sag er at jeg aldrig har haft noget at gøre med den lokale religiøse organisation “Jehovas Vidner Orjol”, som også kaldes “LRO Jehovas Vidner Orjol”.

Ja, jeg er et troende menneske, et Jehovas Vidne. Og jeg har sammen med mine venner deltaget i forskellige gudstjenester som blev afholdt af en religiøs gruppe som intet havde at gøre med “LRO Jehovas Vidner Orjol”, og disse handlinger var fuldt ud lovlige i henhold til den russiske grundlov, paragraf 28.

Jeg har ikke videreført den forbudte lokale religiøse organisation “Jehovas Vidner Orjol” eller brudt nogen af Ruslands love. Og jeg har heller aldrig foretaget noget som helst ekstremistisk.

Mange har stillet mig disse spørgsmål: “Hvorfor prøver man på at gøre fredelige Jehovas Vidner til ekstremister, og hvad består deres såkaldte ekstremisme af?” Mit svar er: “Jeg ved det ikke!”

Jehovas Vidner elsker deres næste som sig selv. De prøver på at gøre gode gerninger i samfundet. De er ærlige mennesker der overholder loven og betaler skat. Så hvad består deres såkaldte ekstremisme af? Jeg ved det ikke, og jeg har heller ikke fået noget svar på dette i løbet af denne retssag.

Man beskylder mig for at have videreført en lille juridisk organisation som bestod af cirka ti medlemmer, og som var blevet erklæret ekstremistisk af retten. Hvordan har jeg videreført denne juridiske organisation? Hvornår og under hvilke forhold? Og hvad går min såkaldte ekstremisme ud på?

Alt dette har jeg overhovedet ikke fået svar på i løbet af denne retssag. Og ved I hvorfor? Fordi det er en løgn som man endnu engang prøver på at gøre til sandhed blot ved at gentage den igen og igen.

Man prøver ihærdigt på her i Rusland at gøre fredelige Jehovas Vidner til ekstremister, men det er forkert og uretfærdigt og har intet med virkeligheden at gøre. Jehovas Vidner er ikke ekstremister. Og ved I hvorfor?

For det første så griber Jehovas Vidner aldrig til våben eller deltager i voldelige konflikter. Under den anden verdenskrig i Tyskland afslog Jehovas Vidner med fare for at miste deres eget liv at tjene under den tyske Wehrmacht, eller den tyske hær. De gik ikke ud på østfronten og slog sovjetiske soldater ihjel.

I USSR blev vi hårdt forfulgt og kaldt antikommunistiske samt fjender af folket, men Jehovas Vidner nærer ikke had til deres forfølgere.

Nu er Jehovas Vidner et verdensomspændende brodersamfund der består af mennesker fra mange forskellige nationer og folkeslag. De har indbyrdes fred og harmoni. Og det beviser at man godt kan overvinde de uoverensstemmelser der deler menneskeheden, og leve i fred med hinanden på trods af at vi alle er forskellige.

For det andet: Ingen andre lande i verden ud over Rusland anklager Jehovas Vidner for at være ekstremister. Jehovas Vidner virker frit og fredeligt i mere end 200 lande i verden. De er kendt for at være fredelige mennesker der intet har med ekstremisme at gøre.

De er alle forenede i én troslære som er bygget på Bibelen, en troslære der tilskynder dem til gode egenskaber som kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse.

I Bibelen kaldes disse egenskaber for “åndens frugt”, og en sådan frugt, eller sådanne egenskaber, skaber ikke problemer i samfundet, tværtimod så er de til gavn for alle mennesker og har i hvert fald intet at gøre med ekstremisme.

For det tredje: Russiske specialister med speciale i menneskerettigheder fordømmer også at den russiske lov om bekæmpelse af ekstremisme bliver brugt imod Jehovas Vidner. Og mange af dem siger ligeud at det er en skamplet på Ruslands omdømme som et demokratisk retssamfund. Disse højt respekterede specialister ville aldrig fordømme dette hvis der hos Jehovas Vidner var tegn på ekstremisme.

For det fjerde: Det internationale samfund fordømmer også at loven om bekæmpelse af ekstremisme bliver brugt imod Jehovas Vidner her i Rusland. Europarådets Parlamentariske Forsamling opfordrer de russiske myndigheder til at afholde sig fra at bruge denne lov imod Jehovas Vidner. FN’s Menneskerettighedskomité har mange gange givet udtryk for deres bekymring over at Rusland bruger denne lov specielt imod Jehovas Vidner, og at man på den måde forfølger fredelige, uskyldige mennesker.

Jesus sagde til sine disciple: “Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.” (Johannes 15:20) a Og han blev også selv dømt og henrettet for såkaldt ekstremisme, noget som var en direkte løgn og fuldstændigt uretfærdigt.

Men vi lever altså ikke i det første århundrede og heller ikke i Middelalderen. Vi lever i det 21. århundrede, hvor menneskerettigheder og friheden til at kunne udøve sin religion burde være rettigheder som alle mennesker havde.

Kan det være rigtigt at man må forbyde et menneske at tro på Gud og også sætte ham i fængsel for dette? Det mener jeg ikke. Sådan gør man mange steder i verden i totalitære lande, men ikke i demokratiske lande som jeg håber at Rusland stadig er, eller bestræber sig for at være.

Under retssagen har jeg hørt at man her i Rusland mener at det er ekstremisme hvis man siger eller mener at man har den sande tro. Men det er ulogisk da alle troende jo mener at de har den sande tro. Hvorfor skulle de da ellers bekende sig til denne tro hvis ikke de mente at den var sand?

Hvis dette argument er nok til at erklære nogle for ekstremister, så betyder det jo at man indirekte også gør Jesus Kristus til ekstremist. Han sagde jo til Pilatus: “Jeg er blevet født og er kommet til verden for at vidne om sandheden. Enhver der er på sandhedens side, lytter til det jeg siger.” – Johannes 18:37.

Det vil sige at sandheden findes. Jesus forkyndte om den og oplærte sine disciple i sandheden. Han mente ikke sandheden i bred betydning, men han talte om sandheden om Guds hensigter. Guds hensigt går i første omgang ud på at Jesus er “Davids søn” (hans efterkommer), og at han tjener som ypperstepræst og regeringsleder af Guds rige.

Jesus forklarede at den vigtigste grund til at han kom her til jorden, til hans jordiske liv og tjeneste, var at forkynde sandheden om dette rige. Er Jesus nu også en såkaldt ekstremist blot fordi han forkyndte om sandheden?

Jehovas Vidner følger hans eksempel og forkynder også den sandhed der står i Bibelen – at Guds rige er den eneste løsning på alle menneskehedens problemer. De fortæller alle mennesker om det der står i Guds ord.

Jesus sagde jo selv i en bøn til Gud: “Gør dem hellige ved hjælp af sandheden. Dit ord er sandhed.” (Johannes 17:17) Derfor er det vigtigt for alle mennesker at blive bekendt med den sandhed der omtales i Bibelen. Det er gavnligt og har intet at gøre med ekstremisme.

Det er ikke kun Jehovas Vidner der værdsætter Bibelen. Den russiske videnskabsmand Mikhail Lomonosov har også sagt: “Skaberen har givet menneskeslægten to bøger. I den ene viser han sin storhed, og i den anden sin vilje. Den første er den verden som han har skabt ... Og den anden bog er De Hellige Skrifter.”

Der er ingen tvivl om at han meget nøje undersøgte De Hellige Skrifter, og han har ret. Vi kan lære meget om Gud ved at iagttage skaberværket og alt det som han har skabt. Og endnu mere hvis vi undersøger, læser og studerer hans ord, nemlig Bibelen.

Bibelen siger også om sig selv: “Hele Skriften er inspireret af Gud og nyttig til undervisning, ... til opdragelse i det der er rigtigt, så et menneske der tjener Gud, kan være fuldt kvalificeret, fuldt udrustet til enhver god gerning.” (2. Timotheus 3:16, 17) Til enhver god gerning!

Ved de kristne møder som jeg overværede og deltog i, og som blev afholdt af en religiøs gruppe der intet havde at gøre med den juridiske organisation “LRO Jehovas Vidner Orjol”, drøftede vi netop hvordan man kunne gøre gode gerninger mod andre mennesker.

Og i de to videooptagelser af vores kristne gudstjenester fra den 19. og 26. februar 2017, som blev fremvist i retten, kan man tydeligt se og høre at der overhovedet ikke er nogen tegn på noget som helst ekstremisme. Vi drøftede bibelske tanker som er til gavn for alle mennesker. Gudstjenesterne var præget af fred og glæde, noget som altid kendetegner Jehovas Vidner.

De bibelske tanker som vi drøftede, er ikke til skade for samfundet, men tværtimod til stor hjælp og trøst for mange mennesker. Mange er kede af at have mistet nogle af deres kære i døden, og for dem er det en stor trøst det der står i 1. Korinther 15:26: “Og den sidste fjende der tilintetgøres, er døden.”

Døden er alle menneskers fjende, men det er ikke en uovervindelig fjende for Gud. Han siger selv i Esajas 25:8: “Han vil opsluge døden for evigt. Den Suveræne Herre Jehova vil tørre tårerne af alle ansigter.”

Prøv at forestille jer den tid! Der vil ikke mere være begravelser og gravpladser. I stedet for sorgens tårer vil der være glædestårer når Gud opfylder sit fantastiske løfte om at oprejse de døde. Endelig vil alle de mange sår som døden har påført os, blive helet.

Disse tanker betyder også meget for mig personligt da jeg også har mistet mange af mine kære til døden. Mens jeg sad varetægtsfængslet, døde en af de personer som har haft stor betydning for mig, nemlig min farmor, Helga Margrethe Christensen.

Hun var den første i min familie som begyndte at studere Bibelen, og som blev et af Jehovas Vidner. Hun oplærte min far, der derefter oplærte mig i de bibelske sandheder. Hun var en elsket og højt respekteret person af alle mennesker som hun mødte i sit liv – familien, naboerne og hendes kolleger – alle dem som hun omgikkes med.

Hun elskede og respekterede alle mennesker, uanset deres tro, nationalitet eller hudfarve og prøvede på at hjælpe alle og gøre gode gerninger mod alle mennesker. Desværre ville hun af nogle måske også blive kaldt en ekstremist. Men de fleste tænkende mennesker ville være uenige med dem.

Jeg ser frem til den dag da Gud vil oprejse hende fra de døde, og til at vi vil mødes igen. Jeg kunne desværre ikke deltage i hendes begravelse eller støtte min familie i denne svære tid da jeg jo sad varetægtsfængslet på grund af disse tåbelige anklager om ekstremisme.

Men opstandelseshåbet fra Bibelen trøster mig og forsikrer mig om at jeg ikke har mistet hende for altid, at vi en dag i fremtiden igen vil kunne mødes på en renset jord under Guds riges styre. Hvis dette håb hjælper og trøster mig, så er jeg overbevist om at det også vil kunne hjælpe og trøste mange andre.

En anden bibelsk tanke som vi drøftede ved vores gudstjenester, drejer sig om et paradis her på jorden hvor der vil være mad nok til alle, hvor der vil være fred mellem alle mennesker, hvor ingen vil sige at de er syge, som der står i Esajas 33:24: “Og ingen der bor i landet, vil sige: ‘Jeg er syg.’ Alle som bor der, vil få deres synder tilgivet.”

At tale om dette og at fortælle andre om dette er ikke skadeligt for samfundet. Det er til stor gavn og kan kun sprede glæde. Jesus Kristus sagde selv i Lukas 11:28: “Lykkelige er de som hører Guds ord og holder det!”

Vil man tro på det eller ej, det er ens eget personlige valg. Gud tvinger ingen mennesker til at de skal tjene ham. I Jeremias 29:11 siger han selv: “‘For jeg ved hvad jeg har i tanke for jer,’ erklærer Jehova. ‘Jeg ønsker at I skal have fred, og ikke ulykke. Jeg vil give jer en fremtid og et håb.’”

Gud tilbyder os alle den bedste livsform – at komme nær til ham. Og Jehovas Vidner hjælper folk til at vælge den bedste vej, vejen til et nært venskab med Gud, vejen til liv, vejen til det evige liv. Alt dette har intet med ekstremisme at gøre. Så hvad er det for handlinger der giver mig seks års fængsel, og hvad består min såkaldte ekstremisme af?

Jeg har ikke opført mig som en forbryder eller som en ekstremist. Jeg har en positiv karakterbeskrivelse fra der hvor jeg bor, fra mine naboer, fra politiet og fra varetægtsfængslet. Så jeg vil gerne spørge igen: “Hvad er det for handlinger der giver mig seks års fængsel? Hvad består min såkaldte ekstremisme af?”

Jeg forstår det ikke, og det har jeg ikke gjort de sidste to år. Så måske kan appelretten give mig et konkret svar på disse spørgsmål da retten af første instans overhovedet ikke besvarede disse spørgsmål.

Vi lever som sagt i det 21. århundrede og ikke i Middelalderen. Menneskeheden har opnået en hel del fremgang, men det er sørgeligt at se at man nu her i Rusland igen forfølger mennesker kun på grund af deres tro, og ikke kun forfølger dem men også gør brug af tortur.

Den 15. februar 2019 brugte efterforskningskomitéen i Surgut under forhøret af syv Jehovas Vidner tortur imod dem hvis man ikke fik de svar som man gerne ville have. De troende fik ikke lov til at bruge paragraf 51 i den russiske grundlov om ikke at vidne imod sig selv eller sine nærmeste, også selvom den russiske grundlov gælder for alle mennesker her i Rusland.

Man satte dem ned på knæ med hænderne løftet over hovedet, slog dem i hovedet og på kroppen, ydmygede dem på grund af deres nationale og religiøse tilhørsforhold, kom plasticposer over hovedet på dem, tapede poserne omkring halsen så de ikke kunne få luft og bandt deres hænder og fødder med tape. Man råbte ad dem og tvang dem til at give forudbestemte vidneudsagn. Nogle af dem følte at de et par gange var nær ved at dø. De mistede bevidstheden fordi de var ved at blive kvalt. Derefter overhældte man dem med vand og brugte strømpistoler imod dem.

Alt dette er nøje dokumenteret ved hjælp af ekspertundersøgelser, men man har endnu ikke rejst en straffesag imod efterforskningskomitéen. Man lukker blot øjnene og hævder at det er de troende selv der har påført sig disse skader. Men det er løgn og fuldstændigt latterligt!

Alt dette er en skamplet på Ruslands historie i nyere tid, og jeg håber inderligt at de skyldige i denne sag vil blive dømt og straffet. Må man opføre sig sådan over for andre mennesker? Må man gøre brug af de samme sadistiske metoder som Hitler og Stalin gjorde brug af? Det håber jeg ikke. Jeg håber inderligt at det er en fejl der vil blive rettet.

I den endelige dom fra retten af den første instans kan man læse: “At fortsætte aktiviteterne af en religiøs forening der er blevet juridisk opløst af en domstol fordi den udførte ekstremistiske aktiviteter, er en retsstridig og strafbar handling af ekstremistisk karakter.” Det er forståeligt nok. Men hvad har det med mig at gøre?

Det har intet med mig at gøre! Jeg har aldrig haft noget at gøre med den lokale religiøse organisation “Jehovas Vidner Orjol”. Og jeg har på ingen måde fortsat deres aktiviteter.

Alle mine handlinger har været forbundet med mit kristne liv i en religiøs gruppe som ikke har haft noget som helst forhold til den juridiske organisation “LRO Jehovas Vidner Orjol”. Alle mine handlinger var lovlige og i overensstemmelse med paragraf 28 i den russiske grundlov.

Jeg har aldrig betragtet mine handlinger som en fortsættelse af de “ulovlige” aktiviteter af “LRO Jehovas Vidner Orjol”. I en af mine telefonsamtaler, som vi også har hørt i retten, sagde jeg til en af mine venner: “Vi er en religiøs gruppe. Vi er ikke forbundet med LRO eller det administrative center.”

Retten af første instans ser helt bort fra alt dette og bruger i stedet sit falske, skjulte vidne A.P. Jermolov, som er agent for FSB. Appelretten kan selv verificere at A.P. Jermolov er Oleg Gennadjevitj Kurdjumov.

Oleg Kurdjumov sagde først til efterforskeren at han ikke vidste noget og gjorde derefter brug af den russiske grundlov, paragraf 51. Dagen efter giver han endnu et vidneudsagn til efterforskeren blot under sit dæknavn, A.P. Jermolov. Og senere giver han endnu et vidneudsagn under sit dæknavn.

Da vi i retten så de to videofiler af vores kristne møder fra den 19. og 26. februar 2017, som intet havde at gøre med “LRO Jehovas Vidner Orjol”, kunne man tydeligt se at det var Oleg Kurdjumov som skjult filmede og optog disse gudstjenester. Det er så tydeligt og ganske komisk at kameraet er monteret på ham. Kameraet bevæger sig i takt med hans bevægelser, og man kan høre at han siger “Goddag, jeg hedder Oleg”, når nogen kommer og hilser på ham.

Det vil sige at han først arbejder som skjult agent for FSB og filmer og optager vores gudstjenester. Derefter ved han ingenting under sit rigtige navn, og dagen efter fortæller han løgne under sit dæknavn – løgne som han gentager under retssagen som et skjult vidne. Er alt dette retfærdigt?

Ifølge den russiske lov har agenter fra FSB ikke lov til at vidne skjult i retten. Men anklagemyndigheden og retten af første instans lukkede blot øjnene og tillod hans løgnagtige vidnesbyrd og bruger nu dette som et bevis imod mig. For mig er det ganske uforståeligt hvordan retten af første instans kunne tillade alt dette.

Og det er endnu mere uforståeligt for mig hvordan anklagemyndigheden har kunnet tillade alt dette. De skulle jo være en garanti for at alle de russiske love bliver overholdt og der ikke sker nogen overtrædelser af loven. Men man lukker blot øjnene og tillader alt.

Jeg ønsker at appelretten skal forstå mig rigtigt. Jeg har intet imod disse mennesker personligt. Jeg er overbevist om at de er gode, behagelige mennesker, som jeg gerne vil kunne drikke en kop kaffe med i fremtiden og grine af alt det her. Det er kvaliteten af deres arbejde jeg er utilfreds med da den ligger på et meget lavt niveau og mildest talt er elendig.

Men jeg kan forstå at det var meget fordelagtigt for retten af første instans at bruge et sådant skjult, falsk vidne der er agent for FSB, da et sådant vidne ikke har nogen som helst skrupler ved at lyve og fordreje sandheden og vil fortælle retten alt det den har brug for for at kunne dømme mig.

Et sådant vidne er ikke til at stole på og i hvert fald ikke pålideligt, og det kan ikke være rigtigt at man gør brug af sådanne vidner for at sende uskyldige mennesker i fængsel.

For cirka to år siden sagde jeg under en af de mange retssager vedrørende min varetægtsfængsling til retten: “Jeg vil have mit liv tilbage!” Og det mener jeg stadigvæk.

Vedrørende min lange varetægtsfængsling så har jeg hele tiden haft en følelse af at jeg bare skulle dømmes og gemmes væk, isoleres fra offentligheden så der ikke bliver for meget larm eller opmærksomhed omkring min retssag.

I det hele taget så mener jeg at min vedvarende varetægtsfængsling er ulovlig og umenneskelig og har haft det formål ikke at give mig en mulighed for at kunne forsvare mig ordentligt eller at kunne fortælle min side af denne historie til offentligheden eller til pressen. Men den tid skal nok komme!

Ja, jeg vil have mit liv tilbage så jeg igen kan bo trygt og fredeligt i denne dejlige by sammen med min hustru, Irina. I cirka to år har jeg ikke haft mit eget liv. Jeg har levet et liv som andre har bestemt at jeg skulle leve.

FSB har svinet mig til, kastet snavs på mit navn, de har snydt og bedraget med forskellige dokumenter og undersøgelser, brugt falske og skjulte vidner imod mig som har løjet i retten.

Alt dette har de gjort for at prøve at gøre et fredeligt, troende menneske til en ekstremist der er farlig for sine omgivelser, for andre mennesker og Ruslands nationale sikkerhed, hvilket i sig selv er fuldstændigt tåbeligt og til grin.

Det er sørgeligt at retten af første instans støttede dem i alt dette og blot lukkede sine øjne. Men, ærede dommer, nu må galskaben stoppe og ret være ret. Så derfor er mit opråb til Dem i dag: “Giv mig mit liv tilbage!”

Som jeg sagde til retten af første instans for tre måneder siden: “Den eneste dommerkendelse i denne retssag som jeg vil være tilfreds med, er frifindelse, løsladelse, en undskyldning og en erstatning. Mindre er jeg ikke tilfreds med.” Og det mener jeg stadigvæk.

Enhver anden dommerkendelse vil være uretfærdig og vil blive anket videre, helt til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Og der vinder jeg helt sikkert.

Derefter vil de, Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, og andre mennesker i hele verden, sikkert også mange højtstående embedsmænd i Rusland samt Ruslands præsident, Vladimir Vladimirovitj Putin, helt sikkert undre sig og spørge sig selv hvorfor retten i Orjol ikke kunne se det som er tydeligt for enhver: at denne retssag imod mig er bygget på en løgn, som man blot prøver på at gøre sand ved at gentage den igen og igen.

Men behøver man altid at skulle gå den lange vej for at få retfærdighed? Hvis appelretten i dag mener at det skal man, så vil jeg med glæde meddele dem og alle dem der er til stede her i dag, og alle som følger med i denne retssag: “Det er jeg klar til!”

Jeg vil ikke give op da jeg er overbevist om at jeg er uskyldig i disse anklager, og at sandheden er på min side. Jeg er ikke bange for at skulle blive sendt videre til fængslets lejr selvom det ville være en dybt uretfærdig beslutning.

Jeg er ikke bange eller nervøs. Jeg føler en indvendig fred og ro. Min Gud, Jehova, vil aldrig forlade mig, og jeg føler allerede nu opfyldelsen af disse smukke ord:

For Gud har ikke glemt mig,

mit liv, min gerning, min kærlighed.

Alene er jeg aldrig,

han er hos mig til stadighed.

For han er min beskytter,

min styrke, hvor end det bærer hen.

Ja, Jehova er min Skaber,

min Far, min Ven.

Det var alt. Tak fordi I lyttede.