Jeg vil gerne starte med at takke alle der har hjulpet og støttet mig de sidste to år under denne retssag.

Først og fremmest vil jeg gerne takke min hustru, Irina, som lige fra begyndelsen af har gjort alt hvad hun kunne for at hjælpe og støtte mig. Hun tog sig af mig og kom med tøj, mad, medicin og andre ting jeg havde brug for under min varetægtsfængsling. Hun har støttet mig følelsesmæssigt og åndeligt gennem hendes besøg og de breve som jeg har fået hver dag.

Min elskede hustru, din stærke tro, din store tålmodighed, din ro, din kærlighed til mig og til sandheden sammen med din optimisme har været et fantastisk eksempel for mig. Du skal vide at jeg elsker dig meget højt, og jeg er meget stolt af dig!

Jeg vil også gerne takke min familie i Danmark, især min far der er højt oppe i årene, og min søster. I skal vide at jeg virkelig savner jer. Jeg elsker jer, og jeg er taknemmelig for alt det I har gjort for mig. Jeres mange breve og telefonopkald har været til stor støtte for mig mens jeg har været i fængsel. Jeg er sikker på at I aldrig vil give op eller miste troen på at vi en dag kan være sammen som familie igen.

Jeg vil også gerne sige tak til alle mine venner fra hele verden. I har støttet mig med jeres breve, opmuntrende ord, smukke tegninger og gaver. Det har alt sammen hjulpet mig til at forstå at jeg ikke er alene, og at jeg har en stor international familie.

Kære venner, I skal vide at alle jeres breve, både de korte og de lange, har opmuntret og styrket mig. I må endelig ikke blive kede af det hvis jeg ikke får svaret på jeres breve. Jeg skal nok finde jer, takke jer og kramme jer i fremtiden – det lover jeg!

Jeg vil også gerne takke den danske ambassade i Moskva og alle de ansatte der. I har været til stede under mange høringer og besøgt mig i fængslet flere gange. Jeres gode råd, vejledning og opmuntring har betydet meget for mig. Jeg er taknemmelig for den støtte og hjælp I har givet.

Jeg vil også gerne takke appelretten for at jeg må være fysisk til stede ved denne høring. De gange hvor jeg har været med til høringer via videokonference fra varetægtsfængslet, har det været svært for mig at høre alt hvad der er blevet sagt. Halvdelen af tiden måtte jeg gætte mig til hvad der foregik. Det var rigtig dårligt for mit forsvar. Når man er med fra varetægtsfængslet via videokonference, sidder man desuden bag tremmer som om man var et dyr i zoologisk have. For mig er det både en upassende og en umenneskelig behandling her i det 21. århundrede.

Nu har jeg tilbragt næsten 2 år i varetægtsfængsel, og den her retssag har stået på i 15 måneder allerede. For at kunne holde alt dette ud, for ikke at blive modløs og give op, er det altafgørende at have en vis mængde indre styrke. I Bibelen, i Filipperne, kapitel 4, vers 13, står der: “Alt har jeg styrke til på grund af ham der giver mig kraft.” a I Esajas, kapitel 12, vers 2, står der: “Se! Gud er min frelse. Jeg vil have tillid og ikke være bange, for Jah Jehova er min styrke og min kraft, og han er blevet min redning.”

I hele denne periode har jeg mærket hvordan min Gud, Jehova, har været hos mig og givet mig styrke til at udholde alt dette; han har givet mig styrke til ikke at give op, til at bekæmpe modløshed, til at være glad og til at blive ved med at smile. Det er jeg virkelig taknemmelig for, og jeg er stolt af at være et af hans vidner – et af Jehovas Vidner.

Mange har spurgt mig hvordan retssagen har påvirket mig. Det er selvfølgelig ikke let at sidde varetægtsfængslet så længe, at være tvunget væk fra min hustru og fra mine venner og min familie. De sidste to år har jeg levet et meget isoleret liv. Man kan vel nærmest sige at jeg bare eksisterede. Jeg tilbragte 23 af døgnets 24 timer i min fængselscelle på 3 gange 6 meter. I en time om dagen kunne jeg gå ture i en fængselsgård, der også målte 3 gange 6 meter, men i det mindste var det udenfor. I løbet af den tid har jeg mødt forskellige mennesker og haft mange interessante samtaler. Og jeg har bemærket at mange af dem prøver at få en ordentlig og fair rettergang. De fleste af dem føler ikke at de bliver hørt, og jeg har haft den samme følelse gennem de sidste to år. Jeg har forsøgt at støtte og opmuntre dem så godt jeg kunne, for jeg er sikker på at Jesus Kristus ville have gjort det samme.

Jeg har fået mange nye venner. Nogle af dem har været med til flere af retsmøderne; andre har skrevet breve til mig. Jeg kender nogle af dem personligt, men der er også nogle jeg slet ikke kender endnu. Nogle af dem har samme religiøse overbevisning som mig, andre har ikke. Men de støtter mig alligevel, for de kan ikke klare den uretfærdighed der finder sted her i Rusland, hvor nogle forsøger at stemple Jehovas Vidner – fredelige borgere der elsker deres medmennesker som sig selv – som kriminelle og kalder dem ekstremister. Det er total ulogisk og latterligt. Mange er chokeret over at det finder sted her i Rusland i det 21. århundrede.

Nogle har spurgt mig hvordan retssagen har påvirket min tro. Den har bare gjort min tro endnu stærkere, og jeg har erfaret det der står i Bibelen, i Jakob, kapitel 1, vers 2 til 4: “Mine brødre, I skal udelukkende se det som en glæde når I kommer ud for forskellige prøvelser, for I ved jo at når jeres tro er blevet prøvet og har vist sig at være ægte, fører det til udholdenhed. Men I skal lade udholdenheden gøre sit arbejde færdigt så I kan blive helstøbte og sunde på alle områder, uden nogen mangler.”

Jeg er langt fra fuldkommen, men jeg har lært at holde ud og at bevare glæden under prøvelser. Og vigtigst af alt så har jeg fået et endnu tættere forhold til min Gud, Jehova. Jeg har fået et endnu større ønske om at fortælle andre om ham og hans hensigter, et stærkere ønske om at blive ved med at forkynde den gode nyhed om Guds rige, som er den eneste løsning på menneskehedens problemer; et stærkere ønske om at dele den gode nyhed fra Bibelen om fred og evigt liv i et paradis på jorden med andre, at hjælpe dem til at få et nært forhold til Skaberen og til at få en stærk tro på ham og hans løfter.

Denne tale bliver officielt kaldt “Den sidste forsvarstale”, og det her er måske det sidste i vil høre fra mig i dag. Det her vil måske ligefrem blive det sidste retsmøde i min sag og markere slutningen på denne to år lange periode af mit liv. Men jeg vil forsikre jer om at dette ikke er mine sidste ord om denne sag og om den uretfærdighed der finder sted her i Rusland mod fredelige og fuldstændigt uskyldige mennesker. Jeg er kun lige begyndt, og jeg har stadig meget at fortælle offentligheden. Jeg vil ikke forholde mig tavs som om jeg var skyldig eller havde noget at skjule. Jeg har en ren samvittighed – jeg har intet gjort forkert, jeg har ikke brudt nogen af de russiske love, og jeg har intet at være flov over.

Det som jeg og andre Jehovas Vidner her i Rusland bliver udsat for – falske anklager om ekstremisme, afhøringer, anholdelser, ransagninger, beslaglæggelser, efterforskninger, trusler og nu også tortur – dét er noget at være flov over! Det er jo en direkte skændsel. Sandheden vil altid komme frem, og før eller siden vil retfærdigheden ske fyldest. I Bibelen, i Galaterne, kapitel 6, vers 7, står der: “Bliv ikke vildledt: Gud kan man ikke narre. Hvad et menneske sår, skal det også høste.”

Retten har idømt mig seks års fængsel, men for hvad? For ingenting! Der er overhovedet ingen beviser for at jeg har gjort noget forkert. Der er derimod mange beviser for at jeg har gjort brug af de rettigheder jeg har ifølge paragraf 28 i den russiske grundlov. Jeg overholder de russiske myndigheders love, og jeg er et ærligt menneske. Jeg er en kristen, en troende, et af Jehovas Vidner, og jeg elsker det russiske folk. Hvorfor bliver jeg straffet? Hvorfor bliver jeg sat i fængsel i seks år? For ingenting! Det er uretfærdigt.

Jeg håber inderligt at appelretten vil forsvare loven i dag og sikre at retfærdigheden sker fyldest. Jeg håber at denne domstol vil sætte en stopper for den religiøse forfølgelse der finder sted her i Rusland. Og jeg håber virkelig at appelretten her vil gøre hele verden opmærksom på at der er religionsfrihed for alle mennesker i Rusland.

I nær fremtid vil disse ord blive opfyldt: “Han vil dømme mellem mange folkeslag ... De vil smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de vil ikke længere blive oplært til krig. De vil sidde under hver sin vinranke og hver sit figentræ, og ingen vil gøre dem bange,” Mika, kapitel 4, vers 3 og 4.

Gud dømmer altid retfærdigt, og under hans riges styre vil der ikke længere være stridigheder, vold eller krig. Derimod vil der være fred og ingen bekymringer. Med andre ord: Der vil være sand lykke for alle mennesker.

Højtærede dommer, du kan med din dom i dag tage et stort skridt i den retning, i retningen mod retfærdighed og fred; et stort skridt mod en verden uden frygt, sorg og uretfærdighed. Og jeg håber at du vil tage dette skridt. På forhånd tak!